Samtidig med Fru Gyllembourg og virkende i samme Retning maa nævnes
der i det hele var nøje knyttet til den Heibergske Kreds. Hun var født 1778 og var Datter af Kammerherre Lindencrone til Gjorslev og Hustru Bolette Marie, født Harboe, Datter af Biskop Harboe. Det var et udmærket Hjem, hvori hun voksede op. Begge Forældrene var fint dannede Mennesker med megen Kunstsans og udpræget litterære Interesser. En omhyggelig og grundig Uddannelse blev Louise Lindencrone til Del. Hun syntes tillige at have arvet Biskop Harboes livlige Aand og litterære Sans i langt højere Grad end Moderen, og under omhyggelig Vejledning modnedes hun til en sjælden interessant og helstøbt Personlighed, der ved sin noble og ædle Karakter og sin hele sympatetiske Fremtræden vandt sig mange Venner. Hun var en dyb poetisk Natur, og efter at have ægtet en ung intelligent Officer, den senere Generalløjtnant og Kammerherre Johan Henrik Hegermann-Lindencrone, samlede hun i sit smukke Hjem paa »Rolighed« ved København i Tidens Løb en stor Kreds af udmærkede Personligheder, mest fra den litterære og kunstneriske Verden. Til Husets faste Gæster hørte saaledes Biskop Mynster, Oehlenschläger (der, som bekendt, satte Fru Hegermann meget højt), Ingemann, Sibbern o. m. fl.
Ligesom Fru Gyllembourg, hvis Veninde hun var, fremtraadte Fru Hegermann-Lindencrone først som moden Kvinde i Litteraturen. De havde saaledes begge et Livs rige og omfattende Erfaring at øse af, og der kan desaarsag ikke paavises nogen kendelig Fremgang i deres Produktion, der overhovedet ikke har noget egentligt Kulminationsværk at opvise. Det var dog ikke paa det novellistiske Omraade, at Fru Hegermann debuterede. Hun begyndte, i Modsætning til Fru Gyllembourg, som Dramatiker og skrev »Eleonora Christine Ulfeldt« (1817) og »Troubadouren« (1820). I begge Dramaer fandtes adskillige kønne Partier, men de var ikke tilfredsstillende hverken i Henseende til Komposition eller Dialog og manglede scenisk Livskraft. De valgte Emner vidner om Forfatterindens Forkærlighed for Historien, som hun stadig søger til, holdende sig fortrinsvis til saadanne historiske Begivenheder, der umiddelbart taler til den menneskelige Følelse. Hendes Hovedarbejde er: »Danske Fortællinger« (1825). Hun er her ubetinget heldigere end i Dramaerne og viser sig som en aandfuld Fortæller, der baade ejer Kombinationsevne og Finhed i Tanken. Hun har et opladt Blik for Naturskønheden, og hun er gennemtrængt af den varmeste Patriotisme, hvad allerbedst ses af det Digt, hvormed hun indleder Fortællingerne, der tilegnes det skønne Land, ud af hvis hjemlige Jordbund de er fremvoksede, og hun slutter:
»Som Solstraalens Genskin bæver
paa Dugperler smaa,
og som Maanens Sølvglans svæver
brudt paa Bølgen blaa,
af dit Billed Skygger svage
her fra Penslen gled:
skaansomt da du Gaven tage,
bragt med Kærlighed!«
Spredt i Tidsskrifter o. lign. findes ogsaa en stor Del Digte
fra hendes Haand, ofte heldigt og smukt formede, altid ejende ædle
og sunde Tanker, der er gode Vidnesbyrd om Forfatterindens varme Hjerte og
rige Aand. Mest Behag fandt Samtiden i hendes Fortællinger, der ni
Aar efter hendes Død udkom i nyt Oplag (1862). Nogen større
litterær Værdi kan der dog næppe tillægges
dem, og Forfatterinden kom paa sit lille Omraade ikke til at sætte
kendelige Spor i vor Bogverden. Men hendes store Dannelse og nøje
Kendskab til Datidens high life giver Fortællingerne en
kulturhistorisk Interesse, der ikke er uden Betydning.
