Hundredaarets første Decennier er en udpræget æstetisk Tid. Vore store klassiske Digtere udsender deres ypperste Værker og øver en stærk og let paa viselig Indflydelse paa hele vort Aandsliv. Den romantisk-idealistiske Retning har sin gyldne Tid. Kvinderne stod ingenlunde fremmede overfor Poesien. Tværtimod! De levede netop med i denne, stærkt interesserede, og var langt oftere end nu til Dags Midtpunktet i de æstetiserende Salonkredse. Selv gav de dog kun undtagelsesvis positive Bidrag til Litteraturen; men det var en Tid, i hvilken Oplæsning, Deklamation og Privatkomedie trivedes, og Kvinderne fik saaledes indirekte en betydelig Indflydelse paa den opvoksende Ungdoms æstetiske Opdragelse. Først senere fremtræder Forfatterinderne talrigt. De store Skjalde havde da skabt en Sangbund, der kom til at klinge igen i den følgende Menneskealder, der vel nærmest maa karakteriseres som en politisk, eller, om man vil, en patriotisk Tid. I denne trængtes vel Poesien noget i Baggrunden, medens rent praktiske Spørgsmaal, sociale og politiske, optog Sindene. Men for mange blev denne Tid ogsaa en Vækkelsens og Begejstringens Periode, der skabte ny og friske Tanker og fødte kække, kraftige Sange. De fleste Forfatterinder, som træder frem omkring 1848--50, er alle i højere eller ringere Grad patriotiske, saaledes Mathilde Fibiger, Pauline Worm, Benedicte Arnesen-Kall o. fl.
Dog der var alligevel ikke mange af de efter Fru Gyllembourg nærmest
følgende Forfatterinder, som kom til at sætte Tankelivet i
særlig frugtbar Bevægelse hos deres Læsere. Man vil
forgæves i deres Værker søge om store, lysende Ideer,
ny eller ejendommelige Synspunkter, særegen Tankedragt. Ingen stærk
eller levende Sjælstrang gærer i dem, og det er ikke kraftigt
udprægede Personligheders varme og intense Liv, der
strømmer os i Møde fra deres Værker, saa vi føler
og kender, hvor det tænder, fænger og spirer i os selv. De vedblev
at leve paa de gamle Livstanker og paa Begejstringen fra de store Skjaldes
Tid, navnlig Hundredaarets første Decennier. Størstedelen af
det Forfatterskab, som fødes i Kvindernes Lejr i Tidsrummet 1840--70,
er gennemgaaende kun Efterklangens. Der følges et jævnt
traditionelt Spor, skrives et temmelig ufriskt Sprog. Emnerne, som behandles,
er heller ikke synderlig aktuelle, naar undtages de, der gør Propaganda
for Kvindesagen. Da var de samtidige svenske Forfatterinder i
Fyrrerne og Halvtredserne mere i Slægt med Tiden og Livet. De var navnlig
paavirkede af franske frisindede Forfattere, efter hvis Mønster de
endog saa smaat begynder at drøfte vigtige Samfundsspørgsmaal
og opponere mod gamle Meninger og stive Dogmer. Fru Stjernstrøm,
en djærv og sandhedssøgende Natur, diskuterer religiøse
Spørgsmaal, Fru Bremer kæmper, som bekendt, ivrig for
Kvindesagen, og Fru Schwartz tager endog Sider af
Arbejderspørgsmaalet op. Nerven i de danske Forfatterinders Frembringelser
er i de første Tiaar fortrinsvis det fædrelandske
og det religiøse. De har udpræget Sans for det hjemlige,
det fredelige, men de undgaar helst Livets Mislydstoner. Det er en Litteratur
om hyggelige Hjem, hvor fromme Mennesker sidder stilfærdigt om lune
Arner. Nu og da kommer der vel Stormvejrsdage, der føder Taarer over
falske Mænd og sorte Skurke; man kan dog være vis paa, at det
hele ender godt og fredeligt. Men det er ikke troværdige
Livsbilleder, der tegnes. Nu og da klinger dog ogsaa kraftigere
Toner med ind i disse dolce Melodier, t. Eks. Pauline Worms.
