Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian den Anden. (Kongens Portræt tegnet af G. Blom; Friserne tegnede af R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«wwxxwvwvmiiui(s»».-i–k-.-k·-»-».-.«,-·».»»-
— . «Wiiiinwkmsmnangik-«»»s»s-».»-?f-;5»;-
" HTXXFUXXIXIIRXIXUUllllllsl l»«""""J",",-",- « · A · ,
N
Hdkiumuimauniissnaum»»»«»»»l·yx .
i N
-
»«»r»»«»«»« t«»«-»»»»»s»«»si««»t»»»1«»»««»»«·
» j»»»«»»»«·»-·-;i»»»M-»»»,»»»ylj»k»-»M
tri-
s(
tkte —
Ved Bogesund (Ulricehamn) mødte Sten Sture de Danske; men straks i Be-
gyndelsen af Slaget blev han saaret og hans Hest skudt. Den svenske Hrer
opgav Kampen og trak sig tilbage; Sten Sture døde kort efter og en al-
mindelig Raadvildhed og Oplosiiiiigstilstand indtraadte i Sverig. Kun Hr.
Stens Enke, Kristina Gyllenstierna, bevarede Modet. Med Resterne af den
opløfte Hær indesluttede hun sig i Stockholni, hvor hun vilde afvente den
Rejsning til Fædrelandets Frelse, som hun vel turde imodese nu som altid
vilde komme fra Sverigs Almue. Men Rigsraadet havde tabt Modet·
Paa et Møde i Upsala hyldede det Christian som Sverigs Konge, og da
den danske Hær lejrede sig udenfor Stockholm, begyndte Underhandlinger
med Fru Kristina om at faa hende til at over-give Slottet. Hemming Gad,
der i Danmark havde skiftet Natur og Politik, var den veltalende Ord-
forer, og snart aabnedes Stockholms Porte og Christian den Anden holdt
sit Indtog i Sverigs Hovedstad· Nu samledes Rigsraadet og Adelen i Byen,
og Gustav Trolle, som var kommet ud af sit Kloster og atter havde over-
taget Styrelsen af 2Erkestiftet, kronede Christian i Stockholms Storkirke som
Arvekonge iSverig. Almindelig Amnesti udstedtes og alt syntes at skulle for-
lobe i Ro og Fred.
Da bragte den hævngerrige TErkebisp paa ny Ulykke og Strid med sig.
I en højtidelig Forsamling paa Stockholms Slot traadte han frem og for-
langte Skadeserstatning for den Uret og det Tab, han havde lidt. Kristina
Gyllenstierna, hvem Klagen særlig angik, fremlagde da det Brev, som Sten
Sture havde formaaet Rigsraadet, Ildelsmænd og Borgere til med ham at
besegle, hvori Gustav Trolles Afscrttelse besluttedes Fremlcrggelsen af dette
for Kong Christian nbekendte Dokument blev skæbnesvangert for alle Underskri-
verne. Paven havde jo erklærer alle dem i Ban, som havde deltageti
Gustav Trolles Ilfscettelse, og Kongen havde faaet det Hverv at udføre Straffen.
Efter Raadslagning med Gustav Trolle og Sekretæren Didrik Slagheck lukkedes
straks Slottets Porte. En Domstol af Gejstlige nedsattes, som erklærede Hr.
Sten og hans Medhjælpere for Kættere. Den følgende Dag d. 8· Novbr.
l520 udførtes derpaa Straffen. Paa Stortorvet rejstes et Skafot, og her
led 78 af Rigets fornemste Mænd Døden for Boddelens Sværd. Uiidslette-
ligt var det Indtryk, som Blodbadet i Stockholm fremkaldte« Sorg, Harme,
grænseløst Had saaede denne uoverlagte og grusomme Handling i Svew
skernes Sind. Den gav det sidste Stød til Unionens Opløsning, den blev Ud-
gangspunktet for alle de Ulykker, der fra nu af skulde ramme Kong Christian-
Ogsaa i Danmark maa Blodbadet i Stockholm have vakt Rædsel og
" Frygt. Hvor meget end den danske Adel samstemmede med Kongen i hans
Planer om Erobringen af Sverig, saa maa dog først Erklceringen om Kongens
Udraabelse til Arvekonge og dernæst den ubarmhjertige Maade, hvorpaa
han knuste den svenske Adel, have vist den-, hvad den igivet Tilfælde kunde
vente sig af ham. Hertil kom den aabenbare Begunstigelse, som Kongen
viste Borgerlige, og den Tilsidesættelse, der paa alle Punkter ramte Adelen
og Gejstligheden. I Kongens nærmeste Omgivelser saas kun Mænd af
borgerlig Herkomst, mange utvivlsomt brave og dygtige, men mange ogsaa
af lav og egennyttig Tænkemaade. Blandt de første kunne nævnes Borger-
isis —
fHest-sum ts 11
–-. -.·U
"!»’· ·»’· , i.
» «
: , » ,«
-s·—·- «L«sp
74»s
.( «· »·««
— C, i l
·-
mester Hans Mikkelsen, blandt de sidste Tyskeren Didrik Slagheck. I lang
Tid havde denne Mand en ubegrænset Indflydelse paa Kongen. Han blev
endog af Kongen indsat til erebisp i sLnnd trods Pave og Domkapitel
Uien ligesaa hurtig skiftede Kongen Sind, og 1522 faldt den farlige Raad-
giver i Unaade og blev offentlig brændt iKobenhavn. Ligesom Kongen be-
nyttede Folk af lavere Herkomst som sine nærmeste Raadgivere, saaledes ind-
satte han ogsaa Skrivere og Fogeder — trods Haandfasstningens Bestemmelser
— til Lensmænd og Bestyrere af de kongelige Slotte og tLen. Adelen trak
sia derfor mere og mere tilbage, og den høiere Gejstlighed, som harmedes
over Kongens Indgreb i dens Rettigheder, hans Indskrænkning af deres ydre
Magtudfoldelse, hans stadige Forsog paa at berøve Bisperne deres Len (saa-
ledes Bornholm fra Tunds 2Erkestol), hans Feengsling og Afsættelse af Bis-
per som Iorgen Skodborg i Lund og Iens Andersson Beldenak i Fyn, nærede
et inderligt Had til den Mand, hvis Stræben mere og mere gik hen imod
et absolut Enevaklde
Medens disse Overgreb samlede Hadet tættere og tættere om Kongen,
gik denne stadig fremad paa en Vej, som Eftertiden ikke har kunnet fkakende
sin Beundring Opfyldt af Tidens humanistiske Dannelse, med levende Sans
for den Betydning, som Udviklingen af Landets materielle Forhold kunde have
for dets Fremtid, stræbte han at hæve Borger- og Bondestanden. I en Række
af Love traadte hans Tanker frem. Bondestanden skulde frigores fra det
Vælde, som Herreinændene allerede udøvede over den. Fremfor alt gjaldt
det om at ramme Vornedskabet, der som det senere Stavnsbaand bandt
Bonden til den Plet Iord, hvorpaa han var født. Derfor befalede han, at
den onde og ukristelige Skik at sælge Bønder som andet Kreatur skulde ophore;
ved Hjælp af en forbedret Almueundervisning skulde dens Anseelse og Be-
tydning stige, og Fæstevilkaarene skulde lettes saaledes, at Herremanden ikke
blev uindskrænket Herre over sine Bonders Liv og Velfærd Borgerstanden
skulde ophjoelpes derved, at det forbodes Adelen at drive den af formuende
Herremcend saa yndede Handel direkte med Kobmændeue i Lybek og andre
Hanses·tæder; al Handel skulde herefter koncentreres i Købstæderne, og Køben-
havn skulde gøres til en Stapelstad og Oplagsplads for hele Rigets Handel-
Her møde vi utvivlsomt Tanker, der ere indpodede Kongen af Moder Sigbrit
og nærede og fremmede i ham under hans jævnlige Besøg i Nederlandene,
hvis Folk og Virksomhed han i hoj Grad beundrede. Ved disse Love ind-
snævredes end Yderligere Adelens Ukagt, og Gejstligheden ramtes ved den
Lov om Vragretten, der sikrede de Skibbrudne Retten til det ilanddrevne
Gods et Aar efter, at Skibbrudet havde fundet Sted. Bisperne, som ejede
saa store Strækninger af Kysterne og havde haft glimrende Udbytte af det
strandede Gods, lede herved et betydeligt Skaar i deres Indtægter.
Misfornojelsen med Kong Christians Love steg snart til en betydelig
Høide; men den vilde dog maaske ikke have medført farlige Folger for
ham, hvis han ikke fra to Sider havde lidt saa betydelige Nederlag, at Hadet
til ham derved fik nyt Mod til at prøve paa at styrte ham fra Tronen.
For det første rejste Dalkarlene paa ny Opror i Sverig. Den unge Gustav
Eriksson Vasa, som Christian den Anden havde ført til Danmark som Gissel
— 149 —
’ Lvdsvvvys.s.!··.","i!s.!:r.1!I-i-».-.».-L-.-L-I-J-J-J-zf:»-"- Issrnwdsnvnisiis
« »«Xxixxixilisiissttjidisui-»-««»s»»»»»–-
f innisn–-·»-«»,ss.v»»-»-.«.s·-
Y NNXXXLXUUUUUUMOlslliss»»«»,»-,,,JM
»»"»»»,«-J-
psykpkskvky
’
M-
« i- tsms»»»»»«»s»
-
’Inn«»s,,«
JYZMEWEEWM
. ,
?
Q
.
?
S
3.
k
.(
c-
i
·k
. «k»
S
-S
«-
N
S
T
N
S
S
S
C
-
-
—
—
—
-
I
I
E
E
s
F
-
-
?
;
f.»- «
AAA Vei-M
Otklgitittiil
Minuttets ei
Mde
saccksxs
og som her havde opholdt sig som Fange hos sin Slægtning Erik Banner paa
Kalo, havde fundet Lejlighed til at slippe bort herfra og naa ned til Lybek Paa
et Skib var det lykkededes ham at komme over til Sverig iForaaret s520. Han
deltog her i Kampen mod Christian den Anden, og da han lykkelig havde
undgaaet det stockholmske Blodbad, drog han i Slutningen af Aaret til«Da-
larne for at rejse Bonderne til Kamp. Men forgæves talte han til dem paa
Thinge; han havde allerede opgivet Haabet om at overtale dem, da Stem-
ningen pludselig slog om. Kaldt tilbage af Bonderne lykkedes det ham efter
store Anstrængelser at faa Frihedskampen sat i Gang, og i Ianuar lSZs
kaaredes han til Sverigs Riges Høvedsmand. Lig en anden Engelbrekt
Engelbrektson førte han Almuen fra Sejr til Sejr, allerede i Sommeren
iZZi kunde han begynde Belejringen af Stockholm og Kong Christians
Herredømme iSverig stundede nu mod sin Undergang. Gustav Vasas heldig
førte Frihedskamp gav et Vink om, at Kong Christian ikke havde den Magt til
at beherske Forholdene, som man havde troet. Men dernæst led han et be-
tydeligt moralsk Nederlag lige overfor sin Farbroder, den stadig misfornojede
Hertug Frederik paa Gottorp· Af Keiseren havde Kong Christian erhvervet
sig Forleningsretten til Holsten; men da Hertugen forbitret herover sluttede
sig til Hansestcederne, der paaforte Danmark Krig paa Grund af Indgreb
i deres Handelsprivilegier, maatte Kongen give efter og opgive Forlenings-
retten. Men Hertugen opgav derfor ingenlunde sit fjendtlige Sindelag mod
Brodersonnen, og de misfornojede danske Stormcend kunde vente i ham at
finde en Støtte og Forbundsfcelle· Allerede 1522 viste der sig Tegn til, at
det jydske Rigsraad vilde sætte sig op mod Kong Christian. Det nægtede
at give Møde paa to Raadsforsamlinger, som Kongen havde sammenkaldt
i Løbet af Efteraaret Kongen drog derfor i Begyndelsen af Ianuar over
til Iylland for at berolige Stemningen. Men nu samledes Rigsraaderne
til et Møde i Viborg, og herfra sendte de Landsdommeren Mogens Munk
med Opsigelsesbrev til Kongen. Samtidig opfordrede de Hertug Frederik til
at modtage Kronen, og da han gik ind derpaa og lovede dem sin Hjælp,
knyttede de tillige Forbindelser med Lybek· Kongen stod hjælpeløs lige overfor
det mægtige Forbund. Bag sig paa Øerne og i Skaane mærkede han, at
Oprorsluen -— om end hemmeligt — ogsaa var i Færd med at bryde ud.
De talrige Opsigelsesbreve, han fik fra Tensmænd og Bisper, rasede alle
i de hæftigste Ord mod hans Raadgiverinde Moder Sigbrit. Paa hende
kastedes Skylden for alt det onde, han havde gjort. Nu kom hans Karakter-
svaghed for Dagen. Viljeløs og raadvild omtumlede han de forskelligste
Planer, der til Slutning muudede ud i den fuldstændigste Modløshed og
Opgiven af alt Haab om at modstaa Faren. Den 13. April 1523 forlod
han København. Med sin Hustru og sine Børn, sine nærmeste Raadgivere
og Venner gik han ombord paa eu Flaade, der skulde bringe ham til Neder-
landene, hvor han haabede at finde Hjælp hos sin mægtige Svoger Kejser
Karl den Femte. Borgerne iKobenhavn og Malmø lovede at forsvare deres
Byer, indtil han vendte tilbage med Hjælp, og fra Kysten iagttog man med
Taarer i Ojnene Kongens Flaade, da den for fulde Sejl styrede Nord paa
gennem Sundet.
— 150
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
