Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220 JOSEPH CONRAD
delte de Forhaabninger, der var blevet hans fikse Idé, og som
havde blindet hans Sind over for Sandhed og Sandsynlighed,
ganske som den anden gamle Mand i Huset ved Siden af ved
en anden Sygdom var blevet blind for Lyset og Skønheden i
Verden,
Kom der noget, han kunde opfatte som Tvivl — en kølig
Indrømmelse eller blot en vis Uopmærksomhed under hans
Forklaring af Indretningen af Sønnens Hjem og dennes-Sam
liv med sin Hustru — da kunde han ryste heftigt paa
Hovedet og se vredt til Siden. Spaden stødte han da i Jorden og
gik frem og tilbage foran den. Det kaldte Bessie for
„Humørsyge“ og truede ved saadanne Lejligheder ad ham med en
advarende Finger. Naar hun saa kom ud igen, efter at han
var gaaet fra hende i Vrede, stod han og spejdede efter det
mindste lille opmuntrende Tegn, saa han atter kunde nærme
sig Stakittet og genoptage det faderlige, beskyttende Forhold.
Til Trods for al deres Fortrolighed, der allerede nu havde
varet i flere Aar, havde de dog aldrig talt sammen uden at
have enten Stakittet eller Plankeværket imellem sig. Han
fortalte hende om alle de Herligheder, der var samlede, for at
der kunde indrettes et Hjem til hende og Sønnen, men han
havde aldrig inviteret hende indenfor, saa hun kunde tage
Tingene i Øjesyn. Intet Menneske skulde se de Ting, før
Harry havde set dem. Der var heller aldrig nogen, der kom
ind i Huset til ham, Han udførte selv al Husgerningen, og
han vaagede saa skinsygt over Sønnens Privilegium, at han
indsmuglede de smaa Husholdningssager, han undertiden
købte inde i Byen, ved at skjule dem under sin
Sejldugsjakke, medens han hurtigt gik igennem Forhaven. Naar
han saa kom ud igen, kunde det lyde halvvejs som en
Undskyldning: „Det var kun en lille Kedel, Bessie.“
Var hun saa ikke alifor træt af det daglige Slid eller sin
Faders Plagerier, kunde hun godt le ad ham, medens hun
rødmede og sagde: „Det er godt, Kaptajn Hagberd, jeg er ikke
nysgerrig.“
„Ja, nu er der ikke lang Tid tilbage,“ svarede han saa, men
blev saa med ét skamfuld og urolig, som om han uklart følte,
at der var noget galt et eller andet Sted.
Hver Mandag betalte hun Huslejen til ham ind over
Sta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
