Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I MORGEN 219
Som Regel gik de straks tværs over Vejen (Husene laa uden
for Byens Grænse i Nærheden af Haven og kun et Par
Hundrede Skridt fra Enden af Gaden), og man kunde da se dem
i lang Tid, medens de besværligt arbejdede sig op ad de
mange Trætrin, der førte op til den øverste Kant af
Strandvolden. Den gik i Retningen fra Øst til Vest og lignede mest
en gammel Jernbanedæmning, hen ad hvilken der ikke havde
rullet noget Tog i Mands Minde. Fiskernes brune Net laa
som kæmpemæssige Edderkoppespind op ad Skraaningen, og
nede fra Byen kunde Folk, der saá op mod Strandvolden,
kende de to paa den langsomme krybende Gang. Kaptajn
Hagberd, der gik og puslede nede ved sine Huse saá ogsaa op
nu og da for at se, hvordan det gik med deres Tur.
Han averterede endnu i Søndagsbladene efter Harry
Hagberd. Han fortalte Bessie, at det var den Slags Blade, Søfolk
læste overalt i Verden. Men paa samme Tid lod han dog til at
mene, at hans Søn var i England — saa nær ved Colebrook, at
han selvfølgelig kom i Morgen““. Bessie indvendte da, at saa
var det jo unødvendigt at ofre mere paa Avertissementer, det
var bedre, at Kaptajn Hagberd anvendte de Penge til sig selv.
Hun sagde, at hun begreb ikke, hvad han levede af. Hendes
Indvendinger forvirrede ham, saa han ikke straks kunde
svare. „De averterer allesammen,“ sagde han, og han kom
med et Blad for at vise hende, at der var en hel Spalte, der
kun indeholdt Efterlysninger af den Slags. Han og hans
Kone havde averteret i Aarevis, men hun var blot saa
utaalmodig. EFfterretningen om Colebrook kom Dagen efter
hendes Begravelse, havde hun ikke været saa utaalmodig, kunde
han nu have været her, og saa havde hun kun maattet vente
én Dag. „Duer ikke utaalmodig, Bessie.“
„Åa, jo — til Tider.“
Selv om han stadig averterede efter Sønnen, udlovede han
dog ikke længer nogen Belønning, thi med denne
tilsyneladende Klarhed, der kan være over et forstyrret Sind, havde
han ræsoneret sig til den Overbevisning, at han allerede
havde opnaaet alt, hvad han kunde opnaa ad den Vej. Hvad
mere kunde han ønske? Colebrook var det rette Sted, og han
behøvede ikke at bede om flere Oplysninger. Bessie Carvil
roste ham for hans Fornuft, og det var ham en Trøst, at hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
