Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE _ ________
ELLEVTE KAPITEL.
En dag efter kom Arne ind og fortalte, hvad han netop
havde fåt høre i gården, at præstens datter, Mathilde, i det
øjeblik rejste til byen, som hun selv tænkte, for nogle dage,
men, som det var bestemt, for at være der et år eller to. Eli
vidste intet derom før nu, det blev sagt, faldt om og var borte.
Arne havde aldrig set sligt før og blev meget ræd; han løb
efter tjenestejenterne, disse efter forældrene, og disse afsted;
her blev en støj over al gård; buhunden gjøtfde på låvekloppen.
Da Arne senere kom ind igjen, stod mo3éren på knæ foran
sengen; faderen holdt den syges hode. Tjenestejenterne løb,
en efter vand, en anden efter dråber, som stod i et skab, en
tredje løste trøjen op ved halsen. "Å, gud trøste og bedre dig!"
sagde moderen; "det var galt alligevel, at vi intet havde sagt;
det var du Baard, som vilde det; å, gud trøste og bedre dig!"
Baard svarede intet. "Jeg sagde det nok, jeg; men ingenting
skal bli, som jeg vil; å, gud trøste og bedre dig. Altid er du
så ful med hende, du Baard; du ved ikke, hvordan hun har
det, du; du ved ikke, hvad det er at holde af nogen, du!"
Baard svarede intet. "Hun har det ikke som andre, hun, de
kan bære sorgen; men den kaster hende overende, stakkar, så
spinkel hun er. Og især nu, hun slet ikke er frisk. Vågn op
igjen, du, barnet mit, så skal vi være gode med dig! Vågn op
igjen, du, Eli min egen, og gjør os ikke slig sorg!" Da sagde
Baard: "Enten tier du for meget, du, eller snakker du for
meget;" han så bort på Arne, som vilde han ikke, at denne
skulde høre sligt, men gå sin vej. Da jenterne blev inde, blev
imidlertid også Arne, skjønt han gik over mod vinduet. Nu
kom den syge sig så vidt, at hun kunde se sig om og kjende
folk; men i det samme kom også hukommelsen tilbage; hun
skreg. "Mathilde!" fik krampegråd og hulkede, så det var
ondt at være i stuen. Da søgte moderen at trøste hende;
faderen stillede sig således, at han kunde sees; men den syge
skjød til dem; "væk!" ropte hun; "jeg holder ikke af eder,
væk!" - "Jesus Kristus, holder du ikke af dine forældre?"
sagde moderen. - "Nej! I er hårde mod mig og tar fra mig
den eneste glæde, jeg har!" - "Eli, Eli! sig ikke så stærke
ord," bad moderen vakkert. - "Jo, mor!" skreg hun, "nu må
jeg sige det! Jo, mor! I vil gifte mig med den stygge mand,
og jeg vil ikke. I stænger mig inde her, hvor jeg ikke er glad
oftere, end hver gang jeg skal ud! Og I tar Mathilde fra mig,
52 4^3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
