Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARH UND HEDE
Men én Sommerudflugt var fælles for alle Klasser
og for alle Aldre i Kjøbenhavn, den aarlige Tur til
Dyrehaven i Kildetiden (fra St. Hans til August), —
en Fornøjelse, der ansaas for saa umistelig, at
Tjenestepiger gjorde Fordring paa den som en Ret, før
de lod sig fæste. Det var næppe Længsel efter Naturen
og Trang til at færdes i det Fri, der her gjorde sig
gældende. Sansen for Naturen var kun i ringe Grad
vaagnet hos Folk. Der synes i den Retning at have
været nogen Forskel paa Provinsbeboerne og
Kjøbenhavnerne. Her havde den dannede og velhavende
Klasse alt ved Midten af forrige Aarhundrede
begyndt at ligge paa Landet om Sommeren, —
Forretningsfolk saa nær Byen som muligt som i
Frederiksberg Allé og paa Kalkbrænderivejen, hvor der den
Gang var fuldstændig landligt — ligesom man ogsaa
foretog Udflugter til de saakaldte »Tracteursteder«,
Bellevue, Ermelunden, Fortunen og Klampenborg.
Ogsaa Frederiksdal var meget besøgt, ligeledes
Dron-ninggaard, i hvis prægtige Have man kunde faa Lov
at spadsere, naar man havde forsynet sig med Kort
fra Ejeren, Etatsraad de Conincks Kontor. Men
fælles for alle Rigmænd og Smaakaarsfolk, fornemme
Herskaber og Tjenestepiger, var den aarlige Tur til
»Kilden«.
Kirsten Pils Kilde var ved Midten af forrige
Aarhundrede traadt i Stedet for den gamle Vartovskilde
paa Strandvejen, til hvilken Kjøbenhavnerne i
tidligere Tider havde gjort Kilderejser. Og ved
Aar 1800 stod dens og Dyrehavsbakkens Glæder i fuld
Blomst. Kildetiden eller Dyrehavstiden varede
oprindelig fra St. Hansaften til Mariæ Besøgelsesdag
(23. Juni—2. Juli), men kunde ved allerhøjeste
Bevilling blive betydelig forlænget.
Men St. Hansaften var Besøget og Munterheden
størst. Da saa’ man en uafbrudt Vognrække,
Bøndervogne og Chaiser, Holstensk-Vogne og
Herskabsvogne, Ryttere og Fodgængere, de fleste med
Madkurv, Flaskefoder og Barnevogne af grønmalede
Pinde, larmende og støjende bevæge sig ud ad
Ordrup - Jagtvej. Der var bestemte Viser i Mode paa
den Tid af Aaret, som blev sunget for at forkorte
Vejen til Kilden. »Er min Lykke til Kilden sat«,
eller »En smuk ny Vise om Sang og Mumlen, Dans
og Tumlen, Om Keglebaner og spanske Haner, Om
Gynge-Riden og mére siden, i Dyrehaven ved Kirsten
Pils Kilde, at synge efter Melodien: Er mit Kammer
rent«. Var fornylig et Kinaskib kommet lijem,
kunde man være sikker paa at se et Vogntog med
Matroser i Silkeklæder og med Musik i Spidsen, og
saa gjorde man bedst i at gaa til Side paa det
gamle Praj: Af Vejen for en Kinafarer!
Hvor Vejen fra Jægersborg skærer Jagtvejen,
drejede man af til højre, hvor
Hulvejen mod Havet
Nedluder saa bråt,
og kørte ned til Strandvejen forbi Emiliekilde.
Her risle saa milde
De Bølger fra Land,
Fra venlige Kilde
Langt ud i den himmelblaa Strand.
Gennem Strandvejens tunge Sand, som man ellers
havde undgaaet, kørte man ind i Dyrehaven ved
Klampenborg.
Her Bøgenes Kroner
Sig om os har hvalt.
De spøgende Toner
Vi hører jo alt.
Se Teltene hvide,
Se hvirvlende Bøg,
Vi køre, vi ride,
Vi ile til Latter og Spøg.
Ved Kilden selv gik det stilfærdigt til. Her sad
»Manden ved Kilden« og sang, og efter Karakteren
at dømme af den Sang, som Oehlenschläger lægger
ham i Munden, har han vei sunget gamle Folkeviser
eller saadanne Sange, som passede til den
romantiske Side af Bakkelivet. Lidt længere borte under
det store Træ ved Indgangen til Bakken sad et
Jødepar — Konen hed i daglig Tale »Dronning
Esther« — og foredrog til en Violin tyske Viser:
»Jetzt ist der Doctor da«, og den gamle
Soldater-vise »Die Preussen marschiren in Prag hinein« samt
den af Oehlenschläger benyttede: »Es var’ ein aller
Mann, der nahm ein junges Weibchen« o. in. a.
Paa Vejen op til Bakken saa’ man mange
Mærkeligheder: Manden med Hunden, Glaspusteren, den
mekaniske Vogn, som Folk kunde sidde inden i og
selv drive frem ved at dreje et Hjul, Spejlkabinettet
og Perspektivkassen. Den sidste stod (1806) paa en
Kurvevogn og var forsynet med 10 »Glasse«. Medens
Manden drejede og lod Billederne skifte, raabte hans
Madamme Teksten ud som Forklaring og Reklame for
Publikum: Hier ist die grosse Kaiserkronung in
Paris; — hier sitzt der Kaiser Bonaparte auf dem
kaiserlichen Thron, wo die kaiserliche Krone
über-reicht wird; — hier sitz die Kaiserin Bonaparte; —
hier ist die Schlacht bei Austerlitz, Austerlitz in
Mähren in Oesterreich; — hier sind die kaiserlichen
franzøsischen Truppen; — hier ist die Erleuchtung
der Stadt Prag, Prag in Bøhmen; — hier ist
Schin-derhannes, Schinderhannes, der grosse Bandit.
Den sidste Berømthed var ogsaa at se i
Vokskabinettet i Selskab med Førstekonsul Bonaparte,
Kejser Paul af Rusland, Robespierre og Marat, ja
endog med
Frederik af Prøjssen i egen Person.
Her gjaldt det at passe paa og følge med Moden.
Det skete undertiden paa Bekostning af den historiske
Sandhed, og den der det ene Aar var et værdigt
Medlem af Schinderhannes Røverbande, kunde det
næste Aar optræde som William Pitt. Konger og
Hertuger forvandledes lige saa let i Vokskabinettet
paa Dyrehavsbakken som ude i Europa under
Napoleons Herredomme.
Imellem alle disse Herligheder stod ligesom nu
Boder med Kager og Appelsiner, Legetøj og
Gatanteri-varer i Tidens Smag, »Tobaksdaaser med Bonaparter«
og andet af samme Slags, Danseboder og Keglebaner,
Udskænkningsboder og Sangerindetelte, hvor de
»rødmussede Skovnymfer«, d. e. de sminkede Damer,
stod udenfor og lokkede Herrerne ind med Tilraab
og kælne Blikke.
Oppe paa Plænen fandtes dog de største
Herligheder. Der var Linedansere og Kastegynge.
Op og ned,
Ned og op!
Ved Blomsterbed,
Over Egens Top!
11 59
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
