- Project Runeberg -  Det nittende Aarhundrede : Vore Bedsteforældres Tid : Tiden indtil 1848 /
57-58

(1900) [MARC] Author: H. C. Bering Liisberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

VORE BED STE FOKÆLDRES TID

dorameligt frem over for den betydelige Kunstner
Knudsen, der paa mange Maader gjorde sig fortjent
1801 og 1807, ikke biot ved at opflamme Medborgernes
Mod ved sine Sange fra Scenen i Martsdagene
umiddelbart før Slaget, men ogsaa ved sit ihærdige
Arbejde for at synge Penge sammen til de Saarede og
de Faldnes Efterladte. I den Anledning blev han af
Regeringen benaadet med Fortjenstmedaljen. Men
da han ved en Beneficeforestilling skulde fremsige
en af Oehlenschläger forfattet Epilog, fandt den ellers
saa humane Teaterchef, Hofmarskal Hauch, det
upassende, at et af Hs. Majestæt Kongen tildelt
Hæderstegn blev baaret officielt af en Skuespiller. Og kun
paa Knudsens Ansøgning blev det ham af sær
kongelig Naade tilladt at bære Medaljen ved Epilogens
Fremsigelse.

EUandet betegnende Træk fortæller Oehlenschläger
i sine Erindringer. Han havde, just ikke til sine

var stærkt besøgte Maskeballer hos Traktørerne Rau
og Schmetzer paa Kongens Ny 1 orv (nu Hotel
d’Angleterre) og desuden Bal paré ved Hoffet, Assemblée og
Forestilling i hveranden Gade, maa man indrømme,
at vore Bedsteforældre forstod at more sig.
Naturligvis gik det livligst til i Hovedstaden, men ogsaa i
Provinserne slog man sig — som foran omtalt —
løs efter Evne.

Alle disse Fornøjelser var gennemgaaende
forbeholdt Folk af den mere velhavende og nogenlunde
velstillede Klasse. Den store Mængde maatte ligesom
i tidligere Tider nøjes med de aarlige Fester, og
hvad Moro der kunde falde af ved dem. Alle de
Foranstaltninger, som i vore Dage er gjort for at
3rde sund, underholdende og samtidig opdragende
Adspredelse, kendtes dengang ikke. For biot at
nævne et: Musæer eksisterede ikke; de laa i Svøbet
i det gamle Kunst- og Raritetskammer, og det var

Fig. 23. Kirsten Pils Kilde c. 1810. Efter et gammelt Maleri.

Forældres Glæde, bestemt sig til at gaa til Teatret,
og den Aften, han optraadte første Gang, gik hans
Moder urolig og ængstelig grædende, frem og tilbage
i Buegangen i Frederiksberg Slotsgaard, hvor hendes
Mand som Slotsforvalter havde sin Bolig. Her mødte
hun Vægterens Kone, som saa’ hendes Taarer og
trøstede hende med de Ord: »Ak, Madam, græd
ikke; han kan jo omvende sig endnu.«

At en Skuespiller fik officiel Anerkendelse fra
Regeringen, var imidlertid i sig selv et Tegn paa, at
den gamle Fordom mod Skuespillerstanden var ved
at vige for en friere Opfattelse. Dette blev
yderligere bestyrket, da Rosing senere blev udnævnt til
Ridder af Dannebrog.

Ved Siden af Teatret søgte Hovedstadens mere
velhavende Befolkning om Vinteren til de offentlige
Maskerader, som Hofstueskriver Bjørn i 1805 fik
Tilladelse til at oprette paa Hofteatret, for at skaffe
Folk nogen Fornøjelse Søndag Aften og undertiden
Onsdag Aften. Naar man hører, at der desuden

ikke saa lige en Sag at komme der, og en Ko med
fem Ben eller et Lam med to Hoveder, som man
af og til kunde faa at se i en Bod paa Vesterbro,
kunde yde samme Fornøjelse. Her ude samlede
Prices Pantomimeteater ogsaa mange Tilskuere. Stærke
Mænd var ogsaa svært paa Mode. Spasereture til
daglig var ikke i Brug i den jævnere Klasse. Saa
levede man paa Gaden, sloges og drak i de utallige
Kældre og Kipper og svirede i Smaagadernes
Dansebuler, — det var den gamle Historie, i Mangel af
gavnlige Adspredelser greb man til slette.

En særlig Form for folkelig Forlystelse i
Kjøbenhavn og en Del Købstæder var Søndagsturene til
Kirkegaardene. Af dem var der i Kjøbenhavn mange
inden for Byens Volde og enkelte udenfor, og om
Søndagen saa’ man Smaakaarsfolk i store Mængder
drage hver til sit særlige Yndlingssted med Madkurv
og Barnevogn. Man bredte Dug paa en Ligsten,
pakkede Madkurven ud og spiste og drak og moredç
sig kongeligt i de Dødes Have.

13

58

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 14:38:56 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bedste/0031.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free