Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Kongedømmets fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
KONGEDØMMETS FALD
Sinde at gøre sin Pligt og forsvare Kongen til det
yderste. Han vidste, at han kunde stole paa mange
af sine Soldater, men først og fremmest satte han
sin Lid til Schweizergarden, som i Følge den
lovgivende Forsamlings Ordre af 17. Juli skulde være
opløst, men som var bleven staaende i Paris’
umiddelbare Nærhed og af Krigsministeren den 8. August
,blev beordret tilbage til Slottet, da Dagen for
Oprøret øjensynlig nærmede sig med stærke Skridt.
Den talte i alt 950 Mand; med Kongens personlige
Venner, som var rede til at vove deres Liv for ham,
og med de — som han antog — tro
Nationalgardister kunde han desuden gøre Regning paa en 2000
Mand til selve Slottets Forsvar.
Mandat var en dygtig Officer og traf sine
Forsvarsforanstaltninger med klog Beregning. Hvad han
frem for alt vilde stræbe hen imod, var at forhindre
Mændene fra Forstæderne paa den anden Side Floden
i at forene sig med Santerre og hans Mænd paa
denne Side. Han lod derfor alle Broer besætte og
stillede paa det farligste Sted, paa Pont Neuf, et
Batteri af Nationalgardens Kanoner med streng Ordre
til dets Chef, Kaptajn Robert, om at modsætte sig
ethvert Forsøg paa at passere Broen og ikke under
nogen Betingelse at lade sig lokke eller true til at
forlade sin Stilling. Yderligere lagde han fire
Batailloner i Baghold i Nærheden af Raadhuset, rede
til at storme dette Midtpunkt for Oprøret.
Gjort tryg ved disse øjensynlig forstandige
Forsvarsforanstaltninger tilbragte Kongen og hans
Husstand, Ministrene, Seine-Departementets Raad, Mandat
og hans Venner Aftenen i rolig Forventning om,
hvad Natten vilde bringe. Ogsaa Pétion var som
Byens Borgmester paa Kongens udtrykkelige Ordre
bleven tilkaldt og mødte som altid med sit søde
Smil og sin stadige Erklæring om, at Byen var rolig,
og at hele Oprøret vilde blive til bare Luft. Derpaa
kørte han til den lovgivende Forsamling og erklærede
paa General-Prokurøren Roederers Meddelelse om, at
et stort Oprør kunde ventes, og paa hans
Spørgsmaal, om Myndighederne var i Stand til at møde
Bevægelsen og holde den nede, at alt var i den
fortræffeligste Orden.
Det var en ualmindelig smuk Nat, stille og klar.
Saa stille, at da Klokkerne ved Midnatstid begyndte
at ringe, kunde de ængstelig Ventende ved Slottets
aabne Vinduer kende de enkelte Kirkers Klokker,
efterhaanden som de lod sig høre. Der er St. Jacques,
— der St. Roch, — der St. Germain l’Auxerrois, de
samme Klokker, der for over 200 Aar siden havde givet
Signal til Bartholomæus-Nattens blodige Scener. Med
hvilke Følelser hører Ludvig XVI dem? Og med
hvilke Følelser Danton og Camille Desmoulins, som
nu først var paa Vejen hjem; de havde tilbragt hele
Aftenen i Cordelierernes Klub og opflammet Pariserne.
Nu maatte de unde sig nogen Hvile, thi den følgende
Dag vilde stille store Fordringer til deres Kræfter.
De boede i Hus sammen paa Place Théåtre Français,
og deres Hustruer sad oppe og forkortede Ventetiden
i hinandens Selskab. Danton kastede sig paa sin
Seng, men Camille faldt i Søvn med Hovedet paa
sin Luciles Skulder.
Sektionernes Udvalg, som sad samlet paa
Raadhuset, havde sent om Aftenen faaet Melding om de
af Mandat trufne Forsvarsforanstaltninger, og disse
foruroligede dem ikke saa lidt; thi de vilde i høj
Grad vanskeliggøre et Angreb paa Slottet. Det gjaldt
at faa Passagen over en af Broerne fri, og et Par
Medlemmer af Kommuneraadet blev sendte til Pont
Neuf med Ordre fra Sektionsudvalget til Kaptajn
Robert om at føre sine Kanoner bort. Kaptajnen
nægtede at adlyde denne Ordre. Men da hans Folk,
som ulykkeligvis alle havde været Artillerister i den
gamle oprørske franske Garde, der havde deltaget i
alle Uroligheder i Begyndelsen af Revolutionen, hørte
Kommuneraadets Udsendinge gentage Ordren, brød
de sig ikke længer om deres Kaptajn, men trak
Kanonerne tilbage og affyrede Alarmskuddet fra
Signalkanonen, der altid stod paa Broen.
Blev Mandat forfærdet over at høre, at hans hele
Forsvarsplan havde faaet et Grundskud, blev han
det ikke mindre ved i Løbet af Natten at faa
tydelige Beviser paa, at selv Nationalgarden, som skulde
forsvare Slottet og stod opstillet i Tuilerihaven, ej
heller var til at stole paa. Om Morgenen Kl. 6, da
endnu intet, uden Klokkernes Ringen og en fjern
forvirret Støj lod sig høre, bevægede han Kongen,
som havde faaet sig en lille Søvn, til at gaa en Tur
ned gennem Haven for at inspicere Tropperne.
Infanteriet raabte vel: »Kongen leve!«, men
Artilleristerne raabte: »Folket leve!« Og Mandat begyndte
at frygte for Udfaldet af den forestaaende Kamp.
Men han kunde snart spare sig sine Bekymringer.
Kl. 61/2 kom der Bud med Ordre fra Borgmester
Pétion, at Mandat ufortøvet ’skulde indfinde sig i
Kommuneraadet. Det faldt ikke Ludvig XVI ind at
gøre sin Myndighed gældende, end ikke over for en
Øvrighed, som han vidste kun pønsede paa hans
Undergang; og uagtet det skulde synes det rene
Selvmord, befalede han selv sin eneste Støtte i dette
farefulde Øjeblik, »at gøre sin Pligt og fremstille sig
i Kommuneraadet.« Ledsaget af en Adjutant begav
Mandat sig derhen og slåp lettere, end han
sandsynligvis havde ventet, fra det Krydsforhør, man
anstillede over ham, hvorfor han i det hele taget
havde tænkt sig Nødvendigheden af at forsvare Slottet.
Men da han derfra vilde gaa tilbage til Slottet, blev
han straks uden for Døren grebet og ført ind til
Sektionsudvalget, hvor man forlangte, at han
øjeblikkelig skulde give Schweizergarden Ordre til at
forlade Slottet og trække sig tilbage til Kasernen.
Mandat vægrede sig modigt ved at udstede en
saadan Ordre og nægtede at give enhver Oplysning om
sine Troppers Styrke. Han fik atter Lov at gaa;
men ude paa Raadhustrappen blev han modtaget
med Hyl og Skrig: »Ned med Mandat! Leve
Santerre!« En Mand sendte ham en Kugle i Hovedet,
og Mængden styrtede sig over ham med Knive og
Økser.
Omtrent i samme Øjeblik marcherede Santerre i
Spidsen for en uoverskuelig Menneskemængde, i
hvilken saas mange Nationalgardister, fra St. Antoine
ind paa Raadhuspladsen, hvor han efter
Angrebsplanen skulde afvente Mændene fra St. Marceau.
Da Passagen over Pont-Neuf nu var fri, varede det
ikke længe, før de mødte op med Marseillanerne i
Spidsen, og efter en kort og fyndig Tale af Santerre
— der imidlertid af Sektions-Udvalget var bleven
udnævnt til Kommandant for Nationalgarden — satte
nu Toget, 15,000 væbnede Mænd, sig i Bevægelse
294 282
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
