Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mest fremtrædende Ledere blev hængt som
Oprørere.
Det følgende Aar var det Beboerne af Rhode
Islands Kyst, der forsøgte at rejse sig og med bedre
Held. Chefen paa Orlogsskonnerten »Gaspee«,
Løjtnant Duddington, havde ved sine uretmæssige
Konfiskationer om Bord i Skibene og ved sine røveragtige
Ekspeditioner op i Landet vakt Befolkningens
Forbitrelse; men paa dens Klager svarede den
kommanderende Flaadeadmiral, at Manden kun gjorde sin Pligt.
En smuk Juni Aften i 1772, da han forfulgte et
amerikansk Skib, kom han imidlertid for nær til Land,
og pludselig stod den forhadte Skonnert paa Grund.
Den følgende Nat blev den paa én Gang omringet af
otte Baade, en heftig Kamp begyndte, i hvilken
Løjtnant Duddington blev haardt saaret, og snart var
»Gaspee« erobret. Sejrherrerne lod Besætningen gaa
i Land og stak derpaa Ild paa Fartøjet, som brændte
lige til Vandgangen.
Dette kunde Regeringen naturligvis ikke lade gaa
ustraffet hen, og der udgik strenge Ordrer til
Øvrigheden i Rhode Island til at efterspore alle Deltagerne
i denne Sag og lade dem fængsle, for at de kunde
blive sendte til England, for dér at dømmes og lide
deres Straf. Men den brave Stephen Hopkins (se
Portræt Sp. 21), Overdommer i Kolonien, erklærede
ikke at ville laane Haand til en saadan
Ulovlighed som at føre frie Amerikanere over til England
for at dømmes, og nægtede rent ud at tage Hensyn
til Regeringens Ordrer. Og uagtet de paagældende
var kendte af mange, og uagtet der blev udlovet
store Pengebeløb for enhver Angivelse, der kunde
bringe Øvrigheden paa Sporet, fik man dog aldrig
draget nogen af dem til Ansvar.
En saadan Uafhængighed ligeoverfor Regeringen,
som Stephen Hopkins havde lagt for Dagen i denne
Sag, og som mange andre Dommere havde udvist
under lignende Forhold, passede ikke synderlig godt
i Regeringens Kram; den vedtog derfor, at alle de
kongelige Dommere, der hidtil var blevet lønnede af
Kolonierne, fremtidig skulde lønnes af Kronen.
Dette Angreb paa Domstolenes Uafhængighed
mødte den største Modstand. De amerikanske
Dommere havde virkelig forstaaet at holde sig upaavirkede
af deres Landsmænds Stemninger i disse ophidsede
Tider og havde dømt strengt retfærdigt, selv hvor
Lidenskaberne var i stærk Bevægelse. Saaledes var
baade Toldspionen Richardson og Kaptajn Preston, hvis
Soldater havde afstedkommet Bostoner-Blodbadet,
blevet frikendte. Over for Regeringens truende
Holdning syntes det nu at være paa Tide at organisere
en gennemført Modstand.
Det var den betænksomme og snarraadige Samuel
Adams, der — paa Tilskyndelse af Præsten Jonathan
Mayhew (mæhju) — tog det afgørende Skridt paa et
Borgermøde i Massachusetts at foreslaa Oprettelsen
af et »korresponderende Udvalg«. Man vil erindre,
at Guvernøren havde opløst Koloniens Forsamling;
nu nægtede han at sammenkalde den paa ny, og
Massachusetts’ Befolkning var saaledes — paa et
Tidspunkt, hvor de vigtigste Begivenheder skulde
foregaa — ude af Stand til at foretage noget som
helst til Værn for sine Interesser. Det var denne
Mangel, som et korresponderende Udvalg for Byen
Boston skulde afhjælpe. Det skulde bestaa af 21
Mænd, valgte af Borgerne og dets første og vigtigste
Opgave skulde være at affatte en skriftlig Erklæring om
Koloniernes Rettigheder samt Regeringens Angreb
paa dem og sende denne Erklæring til de øvrige
Byer og Landsbyer i Kolonien. I Løbet af kort Tid
havde flere end 80 Kommuner i Massachusetts fulgt
Bostons Eksempel; ligesom tidligere de enkelte
Borgere i en By havde kunnet træde sammen og drøfte
Byens Anliggender paa et Borgermøde, saaledes kunde
nu de nye Udvalg, som ingen Guvernør formaaede
at opløse, fra Koloniens Byer i Fællesskab drøfte
hele Byens Anliggender.
Det havde ingenlunde været Samuel Adams
Hensigt kun at faa saadanne korresponderende Udvalg
oprettet i Massachusetts. I Begyndelsen af 1773
opfordrede han Virginia til at gaa frem paa samme
Maade, og i Marts vedtog man her at oprette
interkoloniale korresponderende Udvalg. Med andre Ord:
Tanken om en fast politisk fælles Organisation af
alle Kolonierne var, skønt næppe født, i fuld Gang
med at blive til Virkelighed.
Forslaget til at danne korresponderende
(samvirkende) Udvalg var Indledningen til
Uafhængighedserklæringen. Thi saa snart Medlemmer af de forskellige
korresponderende Udvalg traadte sammen og udtalte
sig i et interkolonialt Udvalg, havde man med det
samme en »fælles Repræsentation for alle Kolonierne«.
Der gjorde sig i de forskellige Kolonier store
Modsætninger gældende; der var Folk af alle
Afstamninger, af alle politiske Opfattelser og endelig af alle
religiøse Bekendelser; mange Steder var ogsaa de
økonomiske Interesser ganske modstridende.
Regeringen havde slaaet ind paa den Vej at løsne
Enigheden mellem Kolonierne ved at lokke med Lettelser
paa forskellig Maade; og Enigheden havde en Tid været
truet, thi de mange ikke-engelske Kolonister
manglede den angelsachsiske Races Frihedskærlighed og
Uafhængighedstrang og formaaede ikke i samme Grad
som den at ofre alt for deres Frihed. Havde det gaaet
efter den fredelige Lord North’s Ønske, vilde Uvejret
sandsynligvis være bleven afværget. Men afhængig
som han var af Kongen, maatte han, mod bedre
Vidende og Vilje, følge ham i hans absolutistiske
Politik. I Stedet for at bringe Splittelse til Veje
mellem Kolonierne, havde Regeringen atter
genoprettet Enigheden. Og denne skulde blive endnu mere
grundmuret ved Georg III’s og hans nye
Koloni-Sekretær Lord Dartmouths (dartmuðs) Opfindelse i 1773.
Regeringen havde ladet Teskatten bestaa, da den
faa Aar i Forvejen havde ophævet de Townshendske
Toldskatter. Det var ikke blot af
Anstændighedshensyn, for at ikke dens Nederlag skulde blive for
aabenbart, men det var endnu mere for Principets
Skyld. Amerikanerne skulde tvinges til praktisk at
anerkende, at Regeringen havde det i sin Magt at
paalægge dem Afgifter. For at tvinge dem til denne
Anerkendelse, til at sluge den for deres Frihed og
Selvstændighed saa farlige Pille, havde Regeringen
indskrænket den til det mindst mulige, nemlig til
Afgift af den ene Vare: Te.
Men Amerikanerne blev enige om ikke at drikke
nogensomhelst Slags Te, der blev indført fra England,
og det lykkedes saaledes ikke Regeringen at tvinge
Giftpillen i dem. At de lystigt smuglede Te ind fra
Holland og andre Lande og fra fremmede Skibe i rum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
