Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 31-32 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kirketaarnet at ringe i den stille maaneklare Nat.
»Ildebrand!« tænkte nogle, »Soldaterne!« tænkte andre,
men alle, der var i Seng, fløj op og kom ud til
Mængden foran Kasernen.

Nu skulde det ulykkeligvis hænde, at en
Barberdreng, som havde gaaet bagefter den nævnte
Kaptajn i Brattle Street og raabt Skældsord efter ham,
var kommen Skildvagten ved Toldboden inden for
Rækkevidde. Skildvagten saa’ sit Snit og slog
Drengen til Jorden, da han gik forbi, og nu vendte
Mængdens Forbitrelse sig mod ham. »Slaa ham
ihjel! Slaa ham ihjel!« raabte Folk, og Sneboldte
og Isklumper føg ham om Ørene, medens han skreg
om Hjælp. Kaptajnen og syv Menige af det 29.
Regiment skyndte sig nu over Pladsen, den ene i
Hælene paa den anden, med Gevær i Haand, og de
fik nu deres Del af Bombardementet. Paa én Gang
gik de syv Geværer af! Som det altid gaar ved
saadanne Lejligheder,
ingen kan sige, hvordan
det gik til, om nogen
kommanderede Fyr,
eller hvordan — men
nok er det: Skuddene
drønede i den stille
Nat, straks efter hørtes
de saaredes Skrig, og
da Mængden
skyndsomst trak sig tilbage,
laa der fire Døde og
syv Saarede paa
Valpladsen. To af de
Saarede døde et Par
Dage efter.

Var Folk ikke
kommen paa Benene før,
saa kom de nu.
Tumulten paa Stedet, hvor
den blodige Begivenhed
havde fundet Sted, blev
dog nogenlunde
standset , da Guvernøren
straks kom til Stede
og beordrede Kaptajnen
og hans syv Mand førte
i Arrest. Men alles
Sind var i Oprør, og den næste Dag samledes der
en Masse Mennesker paa Gaden for at afvente
Guvernørens Svar. Samuel Adams havde nemlig i
Spidsen for en Del af Folkets Tillidsmænd begivet sig
til ham med den bestemte Fordring, at de engelske
Soldater, mod hvis Anbringelse i Byen Amerikanerne
stedse havde protesteret, nu skulde fjernes.
Guvernøren betragtede imidlertid dette som en altfor stor
Ydmygelse for Regeringen og vilde kun slippe det
ene Regiment. Da derfor Samuel Adams og hans
Venner kom ned igen med til Dels uforrettet Sag og
banede sig Vej gennem Mængden, hviskede han til
højre og til venstre som et Slags Feltraab: »Begge
Regimenter skal bort!« Mængden fulgte efter ham til
Forsamlingshuset, og der aflagde han Beretning om
Guvernørens afvisende Holdning og bad Forsamlingen
give sin Mening til Kende ved en Afstemning. Og
straks genlød Kirken af 3000 forbitrede Menneskers
Raab: »Begge Regimenter skal bort!«. Mængden
besluttede at blive sammen i Kirken, indtil Guvernøren
havde rettet sig efter dens Vilje; han vovede ikke
over for en saadan Bestemthed at gøre Modstand,
og før Solen gik ned, var de to Regimenter paa
Vej bort fra Byen.

Fig. 26. Blodbadet i Boston. Efter et koloreret Kobberstik af Paul Revere.

Det var Enigheden mellem Kolonierne, som
Regeringen frygtede mest, og en Maanedstid før
»Blodbadet i Boston«, som Amerikanerne med nogen
Overdrivelse kalder Begivenheden den 5te Marts, havde
den nye Første-Minister, Lord North, sat Ophævelsen
af de Townshendske Skattelove igennem med
Undtagelse af Indførselstolden paa Te. Han opnaaede
derved til Dels, hvad han havde tilsigtet, at bryde
Enigheden mellem de haarde Halse i Virginia og
Massachusetts og de mere eftergivende New-Yorkere.
I Juli traadte disse ud af »Ikke-Indførsels-Foreningen«
og sendte Bestillinger til England paa alle Slags
Købmandsvarer undtagen Te. — Dette Skridt, der i
Virkeligheden var en
Opgivelse af
Koloniernes hidtidige og med
saa stort Held fulgte
Aflukningspolitik, vakte
en umaadelig
Forbitrelse i de andre
Kolonier. Navnene paa de
»oprørske« Købmænd
blev slaaede paa
Skampælen, Erklæringen,
hvori de meddelte de
forskellige lovgivende
Forsamlinger deres
Udtrædelse af Foreningen,
blev brændt. »Send os
eders gamle Majtræ
(Frihedstræet)«, skrev
Mændene i
Philadelphia til dem i New
York, »thi I har jo
aabenbart ikke Brug
for det mere.«

Regeringen burde
nu have afholdt sig
fra voldsomme
Forholdsregler og
behændig søgt at udvide
Spaltningen mellem Kolonierne. Dette var ogsaa
Lord Norths Plan. Men Kongen vilde ikke høre
noget om at gaa frem med Læmpe, og snart tog
Regeringen fat paa en saadan Maade, at
Amerikanernes Sammenhold atter styrkedes. Koloniernes
lovgivende Forsamlinger blev snart opløste, snart
atter sammenkaldte paa afsides, ubekvemt liggende
Mødesteder. Det ene Overgreb fandt Sted efter det
andet. Skatter blev paalagte og opkrævede med
Magt, Embedsmændene rundt omkring blev
afskedigede og afløste af andre, som gennem deres
Lønningsforhold var fuldstændig afhængige af
Regeringen, og vilkaarlige Fængslinger blev hyppigere og
hyppigere.

Alt dette bragte endelig i 1771 den haardføre
og tapre Befolkning paa Grænsen af Nord Carolina
til at rejse sig. Men i en Træfning ved Alamance
blev de fuldstændig oprevne af engelske Tropper
under Befaling af Guvernør Tryon, og seks af de

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>