Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rye Sogn (Tyrsting Herred)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gaarde: Munkedal, Ryelund, Hjasbæk, Skjeldal. Rye Vandmølle, nu
Glentholm, med Træsliberi, Træskofabrik og stor Aalefangst.
Rye S., en egen Sognekommune, hører under Silkeborg Birks
Jurisdiktion (Silkeborg), Skanderborg Amtstue- og Lægedistr., 10. Landstings- og
gl. Skanderborg Amts 3. Folketingskr. samt 4. Udskrivningskr.’ 217. Lægd.
Kirken tilhører Hartkornsejerne.
Kirken, indviet til St. Søren, bestaar af Skib og Kor ud i eet. Oprindelig stod
her en i romansk Tid af Granitkvadre opf. Kirke, hvis Sokkelsten (og enkelte Kvadre)
ere indmurede forneden i Østgavlen af den nuv. Kirke. Denne er opf. ved Midten
af 15. Aarh. af store røde Mursten i Munkeskifte, med indblandet Al. I Bygningen
kan skelnes mellem en ældre og en lidt yngre Del, af hvilke den sidstn. (vestl.)
til begge Sider springer faa Tommer frem foran den førstnævnte (ved en Storm
siges et Taarn, se ndfr., at være faldet ned, hvorefter den vestl. Del tilbyggedes).
Den af Mursten og Kamp slet opf. Østgavl er af langt senere Oprindelse end
Sidemurene. Ved Gravning paa Kirkegaarden er man stødt paa Fundamenter, der gør
det utvivlsomt, at der til Kirkens østl. Del har sluttet sig et Tværskib (7/10 1476
indviedes et Kapel ved Kirkens Sydside); Tværskibet var nedbrudt 1677 (D. Atl.
siger, at Kirken før har været en Korskirke). Man har ogsaa fundet Fundamenter
af det anselige Taarn, der har staaet mod Ø. for Enden af Koret. Ved en Brand
1660 ødelagdes den øverste Del af Taarnet og Alteret deri, hvorfor der 1661 og
1662 udgik kgl. Ordre om Hjælp til Kirken (paa en Tegn. i Resens Atl. ses
Taarnet endnu). Af Kirkens tre Døre anvendes den vestligste paa Nordsiden, medens de
andre ere tilmurede. Paa den østl. Del af Kirken ses Rester af en smagfuld Frise,
med firkløverformet af sort glaserede Tegl muret Mønster. Kirken har Hvælvinger,
der synes at tilhøre samme Tid som Bygningens vestl. Del. Altertavlen er 1630
opsat af Herman Hansen af Rye Mølle; Billedet (den korsfæstede) er fra 1882. Alterkalk
fra 1686 med Ahlefeldternes og Urnernes Vaabener og Bogst. H. AF.-H. W.
Romansk Granitdøbefont. Prædikestol fra 1632. I Skibet et stort Krucifiks fra Slutn.
af Middelalderen. Epitafium fra 1628, bekostet af Morten Sørensen og Hustru,
repareret 1715 af Søren Steffensen. Ligsten over den næstsidste Abbed i Øm Kloster,
Peder Sørensen, † 1554. Mindetavle fra omtr. 1450 over Biskop Svend af Aarhus
(† 1191) med Bispefigur. — Paa Kirkegaarden findes tre (før flere) gml.
karakteristiske Ligtræer af Kisteform (eet er afbild, i Tegn. af æ. n. Arkit. 1. S. 3. R. Pl. 15).
Emborg har sit Navn efter Øm Kloster. Dette berømte Cistercienserabbedi,
om hvis Oprindelse og ældste Historie der foreligger udførligere Efterretninger end
om noget andet dansk Kloster i en af et Par Munke smstds. forfattet, højst
interessant Mindebog, grundlagdes under Vald. den stores Regering, Cisterciensernes
gyldne Tid. Længe havde Munkene dog flyttet omkring, før de i Øm fandt
blivende Sted. Begyndelsen gjordes omtr. 1160, da Aarhusbispen Eskil aftalte med
Abbed Henrik af Vitskøl et Cistercienserklosters Stiftelse i sit Bispedømme. Den
første Plads, Bispen udsaa hertil, var Sabro (se S. 131), men da denne befandtes
mindre skikket til Munkesamlaget, overlod han det 1165 Sminge i Voel Sogn (se
S. 194); ogsaa her var Stedet imidlertid utilstrækkeligt, og Aaret efter flyttede
Munkene til Venge, hvis forfaldne Benediktinerkloster de med Aarhusbispen Svends
og Kongens Tilladelse toge i Besiddelse (se S. 189). I Venge stod Klosteret dog kun
to Aar; idelig plagede af en adelig Dame Fru Margrethe droge Munkene saa 1168
til Kalvø i Skanderborg Sø, hvor der ligeledes tidligere havde boet Benediktinere
(se S. 96). Endelig flyttede de 1172 over paa den Tange, der skiller Guden Sø fra
Mos Sø, og her grundlagde de Øm Kloster. Af Navnet og den yndige Beliggenhed
dannede de Klosterets latinske Benævnelse „cara insula“ (ɔ: den kære Ø). Abbeden,
som havde ført Munkene under en stor Del af Omflytningsperioden og ved Rejser
til Rom havde indhentet Pavens Stadfæstelse paa Nybygningerne, var Briennus, en
fhv. Munk i Øms Moderstiftelse Vitskøl. Aarhusbispen Svend vedblev til sin Død
1191 at være Klosterets store Velgører, og han havde endog til Hensigt at indtræde
i Munkesamfundet; han blev derfor begravet i Klosterkirken. Blandt Abbederne nævnes
Viborgbispen Gunner (Abbed 1216-22). Efter Midten af 13. Aarh. blev Klosteret
igen flyttet og rejst paa et andet Sted i Øm, og 1257 indviedes den nye Kirke.
Kort efter opstod alvorlige Trængselsaar. Under Abbeden Bo udbrød der 1263 store
Tvistigheder med Aarhuspispen Tyge ang. dennes Ret til Gæsteri af Klosteret, hvilke
fortsattes under den flg. Abbed Thure. Denne Strid, der i ganske særlig Grad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
