Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1 til 8 Læsters Drægtighed. 1710–11 blev Helsingør hjemsøgt af den store Smitsot,
som synes at være bragt dertil med Skibe fra Danzig, og under hvilken 1800 eller
henved 1/3 af alle Indb. døde (se Mansa, Pesten i Helsingør og Kbh. 1710–11, Kbh.
1854, og Hirsch, Pestposteringen i Helsingør, Museum 1892 II), Krigen med Sverige
bragte samtidig og senere store Besværligheder for Byen ved Troppetransporter og
Indkvarteringer. Den 26. Sept. 1717 gav Magistraten en Udsigt over Byens Forfatning til
Stiftamtmanden, hvori anføres, at Byen havde 399 Gaarde og Huse, som vare beboede,
hvoriblandt 27 grundmurede Gaarde, 76 Gaarde og Huse i nogenlunde Stand, dog
ubeboede, samt 226 forfaldne Huse og øde Pladser. Den af Christian IV anordnede Mur var
vistnok forlængst nedfalden eller nedlagt, men en Omhegning af Grøfter og Gærder
for Konsumtionens Skyld var endnu vedligeholdt 1722. Det er mærkeligt, at der i
dette Aarhundrede, efter at Byen havde været hjemsøgt af Pesten gentagne Gange,
viste sig en stor Dødelighed blandt Byens Befolkning, saaledes 1727: 170 Dødsfald
mod 121 Fødsler, 1741: 220 Dødsfald mod 136 Fødsler. Den 8. Jan. 1750
bekendtgjordes det for det samlede Borgerskab, at Kongen havde overladt Stedets Told i
Forpagtning (for en Sum af 5400 Rd. aarlig) fra det nye Aar af til nogle af de
handlende, og Borgerne opfordredes til at bruge „samme Respekt og Føjelighed“ imod
Toldforpagterne og deres Betjente som hidindtil mod Hans Majestæts egne Betjente.
Fra Aaret 1751 har man en meget interressant „Demonstration“ fra Magistratens
Haand. Herefter var de virkelige Borgeres Antal 315 og Borgerenkernes 37; af hine
dreve 304 og af disse 24 borgerlig Næring; i Lavene vare 18 Købmænd, 80
Færgemænd, 5 Vognmænd, 7 Bagere, 11 Slagtere, 7 Smede, 6 Snedkere, 6 Skrædere, 15
Skomagere og 7 Handskemagere. Naar Boesen, Pontoppidan og Hans de Hofman
ansætte Indbyggernes Antal kort efter (1757, 1764 og 1774) til 7000, Kronborg og
Garnisonen indbefattet, da turde dette være ikke lidet for højt (1769 var efter en
anden Kilde Byens Folketal omtr. 3400). I Demonstrationen udtales, at Handel og
Vandel med de gennem Sundet sejlende Skibe var Byens vigtigste Næringsvej
„foruden det lidet, den kunde have af Garnisonen og Bonden“. Af særegne Herligheder
og Privilegier havde Byen kun frit Tørveskær af 500 Læs og Oplagsfrihed paa 3
Aar for franske Vine og Brændevine til Udskibning, og endelig laa der til Byen 486
Tdr. Ld. Udsæd af 123 Tdr. Hrtk., som tilhørte dels Borgerskabet dels Fattigvæsenet.
Ved 18. Aarh’s Midte var der ikke megen Handel og Industri; 1756 nævnes
Kommerceraad Classen som den eneste, der i Helsingør havde egne Skibe, „hvormed
han bruger Trafique til og fra fremmede Steder“; 1761 fik Adam Späth Privilegium
paa at anlægge et Sukkerraffinaderi. Byen havde dengang endnu ikke nogen ordentlig
Havn, skønt Anlægget af en saadan allerede i 17. Aarh. havde været flere Gange paa
Tale (se Geheimeark. Aarsberetn. III, Till., kgl. Breve af 8/4 1622 og 26/7 1651);
Skibene maatte lægge til ved Broer og Bolværker, hvoraf flere vare bekostede privat
af Grundejerne; og den store Skibs- eller Toldbro befandtes 1721 saa brøstfældig,
at dens Reparation blev paabudt. Først 1764 toges der alvorlig fat paa Anlægget af
en Havn paa den nordlige Side af Toldbroen, idet denne forlængedes noget over
200 Fod i en saadan Retning, at Skibe, der dog ikke maatte stikke dybere end 8
Fod, kunde ligge i Sikkerhed for den, og 1766 var Anlægget færdigt (se S. 25).
Samfærdselsmidlerne vare heller ikke videre gode; Aar 1763 var Vognmændenes Antal
aftaget fra 8 til 5 og deres Heste fra 12 til 5 Par, fordi Vejen mellem Helsingør og
Kjøbenhavn var saa slet; „Sanden ved Lokkerup og Webek“ og især den opkørte
Stenbro gennem Humlebæk Skov ødelagde baade Heste og Vogne, og der gik sjældent
noget Aar, uden at de paa „denne Tours lange og besværlige Distance tilsatte af
begge Dele,“ og Ture til Frederiksborg og andre Steder forefaldt der sjældent. Det
var for øvrigt netop paa den Tid, at Anlægget af Chausseen fra Kjøbenhavn til
Frederiksborg paabegyndtes, og omkring Aaret 1790 blev den ført til Helsingør. Trods
alt dette tog dog Byen jævnt til i Velstand; mange fremmede, navnlig engelske
Handelshuse havde Forretninger der[1]), og i 19 Aarh. bidroge de bedre Samfærdselsforhold,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
