- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IX: Friele—Gradient /
546

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Generaladvokat - Generaladvokat (i Norge) - Generalafstemning - Generalagent - Generalangivelse - Generalauditør - Generalbalance - Generalbaptister - Generalbas

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

under den mundtlige Forhandling for Retten.
Benævnelsen forekommer med samme Bet. i
Belgien, Italien o. a. Lande, der har efterlignet
det fr. Retssystem, ligeledes ved
Kassationsretten i Wien.
P. J. J.

Generaladvokat er i Norge den
civil-militære Embedsmand, som bistaar
Generaljurisdiktionscheferne (kommanderende General og
kommanderende Admiral) ved Udøvelsen af
deres Paatalemyndighed. Tidligere indehavdes
dette Embede af Generalkrigskommissæren,
men det er siden 13. Jan. 1911 blevet en helt
selvstændig Stilling.
M. H.

Generalafstemning, den afsluttende
Afstemning, hvorved et Forslags Skæbne som Helhed
afgøres, efter at dets enkelte Paragraffer ved
særlig Afstemning er vedtagne. En saadan
finder i de lovgivende Forsamlinger Sted ved
Lovforslagets sidste (i Reglen tredie) Behandling,
og forud for denne gives da regelmæssig
Lejlighed til fornyet Debat over Lovforslaget som
Helhed i den Skikkelse, hvori det foreligger
efter de forudgaaende Afstemninger.
K. B.

Generalagent, se Agent.

Generalangivelse, Efter Frd. af 1. Febr
1797 § 150 skal en hertil indkommet Skibsfører
senest 24 Timer efter sin foreløbige mundtlige
Anmeldelse paa Toldboden »afgive sin skriftlige
generale Angivelse over Skib og Ladning ell.
indlevere de Dokumenter, hvorefter den
forfattes«. G., der danner Grundlaget for den egl.
Klarering, skal indeholde Oplysning om
Varernes Art og Mængde; dette gælder baade
»Styrtegods« som Korn, Kul og Salt, og
Stykgodsladninger, hvor Kolliernes Antal, Art og
Mærker maa nøjagtig betegnes. For Farten
mellem indenrigske Steder er Reglerne dog
simplificerede. G. afgives her sædvanligt paa
den medførte Toldseddel efter Formlen »andre
ell. fl. Varer indehaves ikke«.

Ogsaa ved Skibes Udklarering skal en G.
foreligge. Den affattes, naar Indladningen er
sluttet, paa Basis af de enkelte specielle
Angivelser og udviser saaledes, hvilke Varer Skibet
medfører for Udgaaende, jfr Frd. § 251.
F. T.

Generalauditør [-a^u-] er i Danmark og Norge
Betegnelsen for den Embedsmand, der fører
Overtilsynet med, at den milit. Retspleje ved
Hær og Flaade behørig forvaltes. G. er
dernæst de milit. Ministeriers Retskonsulent. G.
udnævnes af Kongen, i Reglen bl. Mænd, som
er ell. har været Auditører. For at sætte G. i
Stand til at føre dette Tilsyn er Auditørerne
forpligtede til aarlig at afgive Indberetninger
om de af dem behandlede Sager. Auditørerne
er berettigede til i tvivlsomme Spørgsmaal at
søge Vejledning hos G.

I Danmark og Norge var G. tidligere tillagt
en vis judiciel Myndighed. I Sager af større
Bet. skulde Dommen, forinden den
fuldbyrdedes, forelægges (remitteres) G., som da efter at
have gennemgaaet Sagen enten kunde indstille
Dommen til Kongen (i Krigstid til
Højestkommanderende) til Stadfæstelse ell. Forandring
(Revision) ell., naar han fandt, at Krigsretten
havde tilsidesat de foreskrevne Former ell.
misforstaaet Sagen ell. urigtigt anvendt Loven,
annulere den (Kassation). Naar en Dom
saaledes var annuleret, blev den ledsaget af de
Instruktioner, G. fandt fornødne, sendt tilbage til
en ny Paadømmelse ved samme Krigsret. Retten
var da forpligtet til at fælde en ny Dom — dog
efter egen Overbevisning. Den ny Dom
remitteredes derpaa atter G., der saa forelagde den
for Kongen til Stadfæstelse ell. Forandring. Den
kgl. Resolution paategnedes den originale Dom
og blev, efter at den konstitutionelle Forfatning
var indført, kontrasigneret af Krigsministeren.
I Henhold til Lovene kunde Kongen
(Højestkommanderende) ganske vist kun direkte
forandre Dommen i formildende Retning, men
p. Gr. a. den G. tildelte Myndighed til at
kassere den første Dom og paa ny forelægge Sagen
for den samme Krigsret, var der — ad denne
indirekte Vej — faktisk aabnet en Mulighed for
at faa Dommen forandret ogsaa i skærpende
Retning. Formildelsen (ell. Eftergivelsen) af
Straffen skete ikke blot som Benaadning, men
ogsaa — og navnlig — af Retsgrunde. Kongen
kunde derfor siges at udøve en militær
Domstols Myndighed. Denne G.’s
Remissionsvirksomhed er nu afskaffet saavel i Norge som i
Danmark (Loven af 8. Maj 1908).
C. W. W.

Generalbalance [-ba’laŋsə], i Bogholderi den
Sammenstilling af vedk. Virksomheds Aktiver
og Passiver, som efter Reglerne for
Hovedbogens Afslutning og under behørig
Hensyntagen til Aktivernes virkelige Værdi foretages
efter Udløbet af hvert Driftsaar, og som
sammen med Gevinst- og Tabs-Konto
danner Aarsopgørelsen. Kaldes ogsaa
Aarsbalance ell. Slutningsbalance. Se
Balance, Bogholderi, Status.
(C. V. S.). Th. O.

Generalbaptister, se Baptister.

Generalbas, der nutildags ofte bruges i samme
Bet. som Harmonilære, Musikteori,
betegnede opr. en i Slutn. af 16. Aarh. i Italien
først forekommende musikalsk Noteringsmaade,
som bestod deri, at man over den i Noder
udskrevne Basstemme angav de til forsk.
Akkorder hørende Intervaller ved Hjælp af Tal
(Signaturer, Cifre), der anbragtes over ell.
under Basstemmen — ell. rettere sagt, G. betød
en saaledes becifret Basstemme. G. havde
altsaa samme Bet. som nutildags et Klaverudtog,
idet den sparede den til en flerstemmig
Sangkomposition akkompagnerende Cembalist eller
Organist selv at uddrage de fornødne
Harmonier af Partituret. Men Generalbasspillet var
en Kunst, der krævede en grundig Kender af
Harmonilærens Love og Regler; thi
Akkorderne skulde forbindes efter Stemmeføringens
Regler, og Tallene kunde vel angive de
paagældende Toner, men ikke deres Beliggenhed i de
forsk. Oktaver, ligesom den givne Sats som
oftest maatte udstyres med Løb. Triller,
Forslag o. s. v. Nu er denne Noteringsmaade
fuldstændig gaaet af Brug og Generalbasspillet
derfor ogsaa; Generalbasledsagelsen i de gl.
Mestres Værker er som oftest omarbejdet til
en fuldt udskrevet Orgel- ell. Klaverledsagelse
(Rob. Franz har bl. a. indlagt sig stor
Fortjeneste paa dette Omraade), og G. anvendes
nu kun som Øvelsesmiddel ved Studiet af
Harmonilæren.
S. L.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:53:57 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/9/0561.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free