Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frisenette, Ludvig Grandjean - Friser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
optaget som Interessent i Firmaet, og den
fremskudte Plads, som Löwe’s Handelsgartneri har
indtaget gennem Aarene, skyldes i væsentlig
Grad hans dygtige Ledelse af Forretningen. Bl.
de mange Tillidshverv, som i Aarenes Løb har
været ham betroet, kan flg. fremhæves. Fra
Alm. dansk Gartnerforenings Oprettelse 1885
og indtil 1906 var han Medlem af Bestyrelsen,
fra 1898 Næstformand. Af det kgl. danske
Haveselskabs Bestyrelse var han Medlem 1880—
1902, I Gartnernes Hjælpeforening har han
været Formand fra 1900. Paa Havebrugslitteraturens
Omraade har F. indlagt sig særlig
Fortjeneste ved sine mange Afh. om en- og
toaarige Prydplanter i »Nordisk illustr.
Havebrugsleksikon«.
L. H.
Friser er et Vesterhavsfolk, Angelsachsernes
nærmeste sproglige Frænder, og Europas mest
typiske Marskboer. Navnet lyder i indfødt Form
Fresan ell. Fresa, Frisa; det tydes
forskellig: »Folk, der frister et farefuldt Liv,
truede af Havet«, ell. »friserede Folk« ɔ: med en
særegen Haarsætning. — Inddelingen omfattede
i Middelalderen: 1) Vest-F. mellem Schelde
og Vlie, ɔ: i de nuv. Prov. Nord- og Sydholland,
Zeeland og Dele af Utrecht; for største
Delen nedertysktalende, kun regnede for F. i
politisk Henseende; 2) Midt-F. i Prov.
Friesland, nu sædvanlig kaldet Vest-F.; 3) Øst-F.
fra Strømmen Lauwers til hinsides Wesers
Munding, ɔ: paa Prov. Groningens Kyst, i
Østfriesland, Saterland, Wursten; 4) Nord-F. ell.
Strand-F. i Sønderjyllands sydvestl.
Marskegne samt paa nogle foranliggende Øer. Man
plejer til 4) at medregne Øerne Silds,
Føhrs og Amrums Indb., da de taler
Nord-F.’s Dialekt, men, de regner sig ikke for
F. og maa snarere sættes som en Afdeling 5.
— De vestlige F.’s Vaabenmærke er en
hvid Aakande, »Swanneblom« (Svaneblomst);
se Schwartzenberg en Hohenlansberg,
»Groot Placaat en Charterbock van
Friesland« (Leeuwarden 1768). — F.’s
Nationalejendommelighed traadte ikke
klart frem i Oldtiden; Romerne skelnede dem
ikke fra Germani ɔ: Tyskerne. Siden
Middelalderen er F. dog en afgjort selvstændig
Nationalitet, og de har aldrig kaldt sig Tyskere;
det er en Vildfarelse, naar de fremstilles som
en tysk Stamme. F.’s Karakter og Kultur er
præget af Livet i Marskegnene. Opr. byggede
den frisiske Bonde sin Gaard paa en enlig
liggende, kunstig Høj i Marsken, »Hwerf« eller
»Wurt«, ell. ogsaa paa den nærmest Marsken
liggende Rand af det højere Land, den
saakaldte »For-Geest«. Men tidlig lærte F. at
bygge Diger mod Havet, og de fravristede det den
ene Kyststrækning efter den anden; et
gammelt Ord siger: Deus mare, Friso litora fecit
(Gud skabte Havet, Friseren skabte Kysterne).
Inddigningerne fra Rhin-Mundingen til Vidaa
skyldes F. ell. deres Forbillede. Den stadige
Kamp med Havet gjorde F. erhvervsdygtige
og selvstændige, og Nødvendigheden af fast
Sammenhold mellem Bygdefolkene til
Vedligeholdelsen af Digerne skabte en udpræget
Retssans. Allerede Tacitus skildrer Chaukerne i det
senere Østfriesland som en stærk og selvfølende
Stamme, der værner sit Omraade mere ved
Retfærd end ved Vaaben. Medens Skildringen
hist. passer ret daarlig paa Sørøverfolket
Chaukerne, synes den i Virkeligheden at gælde
F. — Under den store Folkevandrings
voldsomme Kampstorme opdyrkede F. fredelig og
umærkelig en hel Række Marskstrækninger,
der var forladte af udvandrende Sørøverfolk
ell. lagt øde ved Hærgninger. Alle Vegne
fastholdt F. haardnakket deres demokratiske
oldgotiske Samfundsordning, efter at Lensvæsenet
ellers havde sejret overalt i Mellemeuropa. Et
frisisk Valgsprog lyder: »Liever düd as slav«
(Hellere død end Slave). Ganske vist udartede
Selvstændighedstrangen ofte til forbitrede
Fejder mellem de enkelte Magthavere ell. Partier,
og ved saadan Splittelse bidrog F. adskilligt til
deres stedlige Selvstyres Undergang. —
Historien viser F. paa Kristi Tid
indskrænkede til Prov. Friesland og Groningens
Marskegne. De bøjede sig for Rom 12 f. Kr. og
reddede Drusus’ Flaade, da Ebben og Chaukernes
Angreb bragte den i Nød. F. rejste sig gentagne
Gange mod Rom, saaledes under Bataveren
Civilis’ Opstand 69 e. Kr. Siden 3. Aarh. var de
uafhængige. Under Folkevandringen sluttede
de nedertyske Kolonister i Marskegnene
mellem Schelde og Zuider-Søen sig til F. Samtidig
udbredte F. sig over Marskegnene til Ø. f.
Weser, hvor de sproglig nærstaaende Chauker
let opsugedes. F.’s Konge Rêdbad (Radbod)
herskede fra Schelde til Helgoland, men
Frankerrigets Styrer Pipin kuede ham 689 og
fratog ham Landet V. f. Vlie. Ved Pipin’s Død
714 genvandt Rêdbad det tabte og søgte at
udrydde Kristendommens Spirer, men efter hans
Død 719 gik det omstridte Land atter tabt. 734
kuedes de vestlige F. helt, og 785 blev Øst-F.’s
sidste Opstand knust af Karl den Store. F.’s
Omvendelse fuldbyrdedes af Angelsachseren
Bonifacius, der led Martyrdøden iblandt dem
754, samt af Willibrord og Liudger. Nordiske
Vikinger angreb de vestlige F. c. 515, 565, 789;
810 skal Danekongen Gudfred have lagt F. i
Skat, iflg. et udmalende Sagn hos Sakse. —
Karl den Store lod F. styre af frankiske
Grever og udstedte en Lovbog, Lex Frisionum; ved
disse Ordninger lodes F.’s Rets- og Samfundsgrundlag
væsentlig urørt. Kejser Ludvig den
Fromme forlenede 826 den danske Tronkræver
Harald Klak med Landskabet Rüstringen ved
Weser; siden fik Harald ogsaa de vestfrisiske
Omraader Dorestad og Walchern, som dernæst
overtoges af Sønnen Gudfred og Brodersønnen
Hrørik. Danekongen Haarik tillod Hrørik og
hans Folk at bosætte sig mellem Ejderen og
Havet 857, hvorved sagtens Nord-F.’s
Indvandring til Sønderjylland indlededes. Det holl.
Frksland kom 888 under Tyskland. — I 11.
—12. Aarh. bosattes talrige F. i de
undertvungne Venders Lande, saasom i Vagrien og
Mecklenburg, indkaldte af tyske Fyrster.
Medens F.’s nationale Særpræg tidlig tabte sig
V. f. Vlie, undtagen i det yderste Nordholland
og paa Øen Texel, evnede Midt- og Øst-F. at
hævde sig baade over for Riget og over for
de stedlige Fyrster. De enkelte Landskaber
(Wester-, Oster-, Walde-go V. f. Lauwers;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
