Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frisches Haff - Frischlin, Philipp Nicodemus - Frisco, se San Francisco - Frise - Friseddel - Frisenette, Ludvig Grandjean
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indeholder Skov og Agerland; kun Pillau-Dybet
(380 m bredt, 4,4 m dybt) holder Forbindelsen
med Havet aaben. Det er opstaaet under en
Storm 1510. Et Sejlløb (»Seekanal«), 6,5 m
dybt, holdes aabent mellem Pillau og
Königsberg. Bl. de tidligere Aabninger til Havet er
det 1393 tilsandede Dyb Lochstädt det bekendteste.
Weichsel sender gennem Nogat 20 Arme
til F. H., gennem Elbinger Weichsel 14;
desuden findes Tilløbene Pregel, Frisching,
Passarge og Elbing.
G. Ht.
Frischlin [’fre∫li.n], Philipp Nicodemus,
tysk og nylatinsk Digter og klassisk Filolog,
f. i Erzingen i Württemberg 1547, d. 1590,
studerede i Tübingen, hvor han blev ekstraordinær
Prof. i Poetik og Historie 1568, men kunde
ikke opnaa at blive ordinær Prof. Han bosatte
sig derfor 1582 i Laibach (Krain) som Rektor
for den evangeliske Skole der, men vendte
efter kun to Aars Forløb tilbage til Tübingen.
Dog opnaaede han heller ikke nu nogen fast
Stilling ved Univ., og fra 1586 flakkede han om
til forsk. Univ. og Skoler, indtil han 1590 blev
kastet i Fængsel som Smædeskriver af sin tid
ligere Beskytter, Hertug Ludvig af
Württemberg. Han omkom s. A. under et Forsøg paa
at flygte. F. var, ligesom fl. af de store
Humanister, først og fremmest Digter; af hans
tyske Poesier er Komedierne de vigtigste. Paa
Latin forsøgte han sig i alle Digtarter; men
ogsaa her er han bedst i Komedien. Han var en
ivrig Tilhænger af Luther og Beundrer af
Melanchton og satiriserer saavel over
Katolicismen som over sin Tids barbariske Latin. Af
hans filologiske Arbejder er de vigtigste hans
Bidrag til den lat. og gr. Grammatik: Strigilis
grammatica (1584), Grammatica Latina (1585)
og Græcæ grammaticæ cum Latina vere
congruentis pars I & II (1589 og 1590); han har
her ydet virkelig værdifulde Ting. Af andre
Arbejder kan nævnes: Nomenclatur trilinguis,
Latino-Germanico-Græcus, et lat.-tysk-gr.
Glossar (ufuldendt); Udgaver af Kallimachos (hos
H. Stephanus, 1577; forøget Udg. 1589), af 5
Komedier af Aristofanes, med metrisk latinsk
Overs, og litterærhistorisk Indledning (1586); o.
a. m. (Litt.: D. F. Strauss, »Leben und
Schriften des Dichters u. Philologen N. F.«
[Frankfurt a. M. 1856]; Udg. af hans tyske
Digte ved Samme [Stuttgart 1857]).
A. B. D.
Frisco, se San Francisco.
Frise (ital. fregio, lat. Phrygius, ɔ: fra
Frygien ell. Lilleasien) kaldes i den antikke
Bygningskunst den Del af Hovedgesimsen, som
findes mellem Arkitraven og Krongesimsen
(Kransen); i den doriske Stil dannes den af Metoper
og Triglyfer, i den ioniske og korinthiske Stil
dekoreres den med Relieffremstillinger og
kaldes Zoforos, Billedbæreren. Ogsaa i Cellens
Indre fandtes F. som et Bælte langs Loftet. I
den rom. Kejsertid blev det alm. at smykke F.
med Indskrifter, Trofæer, Guirlander ell. andre
Planteornamenter (Palmetter, Akanthus). I den
seneste Oldtid, da man direkte sammenstillede
Søjler og Buer, blev F. sjældnere; i den
romanske Stil forekommer den kun enkelte
Gange, og i Gotikken slet ikke. Men da Renaissancen
genoptog de klassiske Søjleordener, vandt
Antikkens F. paa ny frem og smykkedes efter
rom. Forbilleder. I senere Barok og
Nyklassicisme gjordes F. gerne glat og enkelt, men,
Renaissancens ornamentsmykkede F. har dog
vundet en saadan Borgerret, at Ordet er
vandret fra Arkitekturen over til Prydværket.
Ethvert vandret Ornamentbælte kaldes en F. (f.
Eks. i Bogtryk øverst paa Siden). Man kan
endogsaa tale om den romanske Stils »Bue-F.«,
 |
| Frise. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
