Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frietzcky, Claes de - Frifindelse - Frigaarde - Frigell, Anders - Frigg - frigid - frigidarium, se Bad, S. 486 - frigiven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hans Memorial mod Kronens Brændevinsregale
skaffede ham stor Berømmelse og Popularitet,
ikke blot bl. Adelen, men ogsaa bl. Bønderne.
Paa den stormende Rigsdag 1789 var det F.,
der indbragte Forslag om Instruktion for
Adelens Repræsentanter i det hemmelige Udvalg,
et Forslag, der var direkte rettet mod Kongen
og hans Planer. F. var ogsaa bl. de Oppositionsledere,
som Gustaf III lod arrestere Febr 1789.
Paa Rigsdagen 1792 var F. vistnok den ledende
Aand inden for Ridderhusoppositionen. I det
hemmelige Udvalgs sidste Session viste Gustaf
III F. stor Gunst, idet han vilde gøre ham til
Kommandør af Vasaordenen, men F. nægtede at
modtage Værdigheden; han blev derefter
Genstand for Ovationer fra Adelens Side. Efter 1792
deltog han ikke paa fremtrædende Maade i det
politiske Liv. F.’s fornemste Egenskab var
Klogskab parret med Dristighed, Redelighed og
Uegennytte, hans Udtryksmaade var klar og
let forstaaelig, hans Anseelse hos Samtiden var
navnlig mod Slutn. af hans politiske Bane
betydelig.
A. S.
Frifindelse taler man om, naar i civile
Sager en sagsøgt Person ved Dom erklæres fri for
at efterkomme Sagsøgerens Paastand, ell. i
Straffesager en tiltalt Person ved Dom
erklæres fri for den mod ham rettede Sigtelse. Ved
kriminelle Domme gøres i dansk Ret en
Sondring mellem »F. for Aktors Tiltale«, hvorved
menes, at Tiltalte frifindes, enten fordi det
omhandlede Forhold overhovedet ikke af
Domstolen anses for strafbart, ell. fordi der ikke
findes at være tilvejebragt tilstrækkeligt Bevis
for, at Tiltalte har begaaet den Forbrydelse,
for hvilken han sigtes, og F. for »Justitiens
Tiltale«, hvormed menes, at den Myndighed, der
har rejst Tiltalen, af en ell. anden særlig Grund
anses inkompetent til at gøre dette. Tidligere
brugtes endvidere Domme, lydende paa »F. for
videre Tiltale« som Udtryk for, at der vel ej
var tilvejebragt fuldt Bevis mod den
Paagældende, saaledes at han kunde dømmes, men at
der dog var tilvejebragt en stærkt grundet
Formodning, der nærmede sig i Styrke den jur.
Vished. L. 3. Apr. 1868 forbød imidlertid denne
Art Domme. Endvidere bestemmer L. 5. Apr.
1888 § 8, at naar en Sigtet frifindes, ell. Sagen
i øvrigt endes uden at have ført til hans
Domfældelse, bliver i offentlige Straffesager
Omkostningerne at udrede af det Offentlige, undtagen
for saa vidt de i det hele ell. for en Del er
foraarsagede ved tilregneligt, retsstridigt
Forfold fra den Sigtedes Side.
E. T.
Frigaarde eller Proprietærgaarde kaldes de
større Landejendomme paa Bornholm i
Modsætning til de alm. Selvejersteder. F. var opr.
fritagne for Skatter, ligesom Ejerne af saadanne
Gaarde var fritagne for personlig Krigstjeneste
yed Bornholms Milits.
H. Gr.
Frigell [fri’gæl], Anders lat. Filolog, f.
1820 i Gillstads Sogn, Skaraborgs Len, d. 1897
i Upsala. F. blev 1854 Docent ved Upsala Univ.,
rejste 1855—57 i Udlandet for at gøre
Haandskriftstudier til lat. Forf., blev 1862 Adjunkt
og 1882 ekstraordinær Prof. ved Upsala Univ.
F. har især beskæftiget sig med lat.
Historieskrivere; han har bl. a. leveret en kritisk Udg.
af Cæsar (1861), en Kommentar til samme (1862
—68); endvidere udg. fl. Bøger af Livius med
Kommentar (XXI, 1871, 2. Udg. 1879; XXII,
1879, o. s. v.) og i Afh. behandlet hans
Tekstkritik. Endelig har han udg. Horats’ Oder og
Epoder (2. Udg.. 1888) og et Udvalg af Cicero’s
Breve (1872).
A. B. D.
Frigg, nordisk (og tysk) Gudinde, Odin’s
Hustru, i tidlig Tid den kvindelige
Hovedguddom, efter hvem Fredagen opkaldtes (som
Gengivelse af lat. »Venus’ Dag«), i hele sin mytiske
Fremtræden knyttet nær til Odin; hun signer
hans Hest i Merseburger-Kvadet (og i en sv.
Trylleformel); hun narrer Odin til at hjælpe
sin særlige Yndling i Longobardernes
Stammesagn og i det norske Grimnesmaal; nordiske
Kvad fremstiller hende oftest som Odin’s ømme
og ængstelige Ægtefælle og som Balder’s
sorgfulde Moder, en stille værdig Kvinde med
Indblik i Skæbnens lønlige Gang. En opr.
Naturbetydning er under disse Forhold helt traadt
i Baggrunden; enkelte Træk i tysk Folketro
giver hende Plads som Leder af den vilde Jagt,
ligesom Odin; en Jordens og Frugtbarhedens
Gudinde har maaske været hendes ældste
Skikkelse; hun græder efter nordisk Digtning i
Fensal (Havets Sal) over Balder’s Fald. Ved
Hedenskabets Slutn. staar hun i Folkets
Opfattelse som de kvindelige Guddommes Fører og
Kvindernes Beskytter. En Opfattelse af hende
som Elskovsgudinde (ogsaa af ret lav Karakter)
træffes særlig i isl. Overlevering (Solsangen;
Sakse’s Myte om F.’s Utroskab; Gøgeurten
hedder Friggjargras ell. Elskovsurt). I den svenske
Folketro ei hun mere knyttet til den hjemlige
og kvindelige Gerning; hun færdes sammen med
Thor, naar hun om Torsdagsaftnerne paaser, at
Spinderokken hviler; man skal i Torsdagsnatten
have set hende sidde som gl Kone og
spinde; »Friggerokken« ell. »Friggetenen«
(undertiden »Frøjerokken«) er Navnet paa et
Stjernebillede (Bæltet i Orion). Et enkelt sv. Stednavn
(Friggiærakær i Vestergötland) vidner om
hendes Dyrkelse.
A. O.
frigīd (lat.), kold, koldsindig, følesløs;
Frigiditēt, Kulde, Koldsindighed, Ligegyldighed,
Hjerteløshed.
frigidārium, se Bad, S. 486.
frigiven kaldes en Person, der har været
Slave, men har opnaaet Friheden. I
Grækenland, hvor den f. hed απελευθερος, var
Reglerne for Frigivelsen forsk, i de forsk. Stater.
Undertiden frigav Staten Slaver, f. Eks. naar
de havde gjort Krigstjeneste ell. paa anden
Maade gjort sig fortjente af Samfundet. Det
skete da ved en Beslutning af Statsmyndighederne
og som Regel mod Erstatning til
Herren (i Sparta, hvor der ikke fandtes Slaveri,
men en Art Livegenskab, kunde kun Staten
frigive, se Heloter). Alm. beroede Frigivelsen
paa Herrens Villie; som oftest opnaaedes den
kun mod Betaling, idet Slaven holdt Herren
skadesløs af sine Sparepenge. Mange Steder
krævedes en offentlig Akt til retsgyldig
Frigivelse, f. Eks. Anmeldelse for Øvrigheden ell.
offentlig Bekendtgørelse. Hyppig var ogsaa
Frigivelse ved Testamente, hvorved Betalingen
ikke sjælden bortfaldt. I visse Stater (Delfi)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
