Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fornarina - Fornavn - Fornax - Fornedrelse, Kristi - Fornelius, Lars - Fornemmelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fremstiller sikkert ogsaa den rigtige F., og hendes
skønne Romertype gaar igen i Rafael’s
Idealkunst.
A. Hk.
Fornavn, se Navn.
Fornax (astron.), se Ovnen.
Fornedrelse, Kristi, betegner i Modsætning
til hans Ophøjelse den Tilstand af Begrænsning,
som hans Menneskeliv her paa Jorden kommer
til at medføre.
F. C. K.
Fornelius, Lars, sv. Digter og Æstetiker,
f. 1606 i Östergötland, d. 1673 i Upsala. F. blev
1624 Student i Upsala, foretog senere en Rejse
i Nederlandene og fulgte derpaa Gustaf Adolf
paa hans Felttog i Tyskland til hans Død 1632.
Han vendte saa tilbage til Sverige og blev 1634
ansat som kgl. Bibliotekar i Sthlm; 1635 blev
han Prof. poëseos i Upsala, men traadte 1646
over i det teologiske Fakultet. Han har
forherliget Gustaf Vasa og Gustaf Adolf i latinske
Heltedigte, der roses for deres skuffende
Lighed med Vergil’s Manér; endvidere har han
forfattet en Digtekunstens Teori (poetica
tripartita, 1643), der vidner baade om Lærdom og
Originalitet.
A. B. D.
Fornemmelse er en elementær sjælelig
Tilstand, der kan forekomme isoleret, men som
oftest indgaar som Led i en sammensat
Tilstand, en Sanseiagttagelse; den fremkaldes i
Alm. ved en ydre Paavirkning paa et
Sanseorgan og maa i hvert Fald, for overhovedet at
kunne opstaa ad anden Vej, tidligere være
fremkaldt ved en Sansepaavirkning, af hvis Art
saavel som af Pirringsstedet F. er afhængig.
At F. er en elementær Tilstand, vil sige, at
den ved psykologisk Analyse ikke lader sig
opløse i mindre sammensatte Tilstande; den er
aldrig delvis, men altid kun som Helhed givet
i Bevidstheden, enten alene ell. i Forbindelse
med andre sjælelige Fænomener.
Paavirkningerne, som fremkalder F., betegnes som »ydre«,
fordi de falder uden for Nervesystemet; de kan
i øvrigt deles i to Grupper. Den ene Gruppe er
fys. Bevægelser i Omverdenen, som trænger ind
i Sanseorganerne og pirrer Nerveenderne; de
paa denne Maade fremkaldte F. kaldes
Sansefornemmelser (s. d.). Den anden
Gruppe af Paavirkninger udgøres af fysiol.
Forandringer i Organismen, hvorved de paa det
paagældende Sted forekommende sensible
Nerveender pirres; de saaledes fremkaldte F. kaldes
Organ-F. (s. d.). Som oftest taler man kun
om F., naar Tilstanden fremkaldes ved ydre
Paavirkning, men den kan ogsaa udløses ved
forudgaaende Forandringer i Nervesystemet,
enten isoleret ell. som Led i en af fl. F.
sammensat Tilstand, en Forestilling. I saa Fald
betegnes F. sædvanlig som en reproduceret F. ell.
et Erindringsbillede; den kan i øvrigt med fuld
Føje ogsaa kaldes en centralt, d. v. s. ved indre
Aarsager fremkaldt F. Men en F. kan kun
opstaa centralt, saafremt den tidligere er
fremkaldt ved en ydre Paavirkning. Dette kan med
Sikkerhed sluttes deraf, at det ikke er en
Farveblind muligt at danne sig nogen
Forestilling om de Farvefornemmelser, han ikke
kan sanse. I et Tilfælde, hvor en Farveblind
(Deuteranop) som Følge af en
Muslingeforgiftning i henved 24 Timer fik normal Farvesans,
traadte det meget tydelig frem, idet den
Paagældende udpegede rødt og grønt som Farver,
han aldrig tidligere havde kendt. Hvis han
havde kunnet danne sig en Forestilling om disse
Farver, kunde han umuligt have betegnet dem
som hidtil ukendte. Naar altsaa en partielt
Farveblind, som dog har Farvefornemmelser,
ikke centralt kan fremkalde de F., han ikke
kan sanse, saa synes det dermed at være givet,
at kun de F. lader sig fremkalde centralt, som
kan opstaa ved ydre Paavirkning.
Hvilken F. der fremkaldes ved en given
Paavirkning, er ikke blot afhængig af dennes
Natur, men ogsaa af Pirringsstedet, idet der vil
opstaa forsk. F., saafremt Paavisningen er i
Stand til at pirre forsk. Sanseorganer. Hvis f.
Eks. Lysstraaler træffer Øjet, opstaar
Farvefornemmelser, hvis de træffer Huden, derimod
Varmefornemmelser. Ikke alle Sanseorganer er
lige modtagelige for enhver Art af Pirring; de
Paavirkninger, som Organet er særlig indrettet
paa at modtage, kaldes de adækvate. En
vilkaarlig Paavirkning kan fra et Sanseorgan ell.
fra et ell. andet Punkt af den paagældende
Sansenerve kun udløse saadanne F., som
fremkaldes ved adækvat Paavirkning (Loven om
de specifikke Sanseenergier). Hvis Synsnerven
pirres, være sig ved et Slag paa Øjet, en
elektrisk Strøm gennem Øjet ell. ved en
Beskadigelse af selve Nerven, opstaar i alle Tilfælde
kun Synsfornemmelser. Analoge Forhold
gælder for alle andre Sansenerver. I øvrigt er den
F., som fremkaldes af en given Paavirkning,
tillige afhængig af Pirringsstedets øjeblikkelige
Tilstand, saa at samme Sanseorgan kan give ret
forsk. F. ved samme Pirring (se Adaptation
og Omstemning).
F. deles i fl. Grupper, Modaliteter, nærmest
svarende til, hvad man i det daglige Liv kalder
»Sanser«; Synssans, Smagssans, Lugtesans o. s.
v. betegner hver sin Modalitet. Denne Inddeling
er ikke bygget paa psykologiske Hensyn; ved
de enkelte F. hæfter intet Kendetegn paa,
hvilken Modalitet de tilhører. Eksempelvis kan
anføres, at de fleste af de F., som i det daglige
Liv kaldes Smagsfornemmelser, i Virkeligheden
er Lugtfornemmelser, hvilket fremgaar
allerede af det bekendte Faktum, at Maden mister
sin Smag, naar man lider af Snue. Denne har
imidlertid ingen Indflydelse paa Smagsorganet
i Tungen, hvorimod den spærrer Adgangen til
Lugteorganet i Næsen, saa at alle de saakaldte
Smagsfornemmelser, som derved bortfalder,
maa være Lugtfornemmelser. Man vil altsaa i
Alm. kun kunne afgøre, hvilken Modalitet en
given F. skal henregnes til, naar man kan
paavise, fra hvilket Sanseorgan den udløses.
Men herved opstaar en ny Vanskelighed, idet
det har vist sig, at en og samme F. kan
udløses fra Sanseorganer af meget forsk. Bygning
(f. Eks. Trykpunkterne i Huden); det er da
rimeligvis slet ikke Sanseorganet, men det
dermed forbundne Parti af Hjernen, som
bestemmer Modaliteten. En F. kommer nemlig først i
Stand, naar den ved Sanseorganets Pirring
udløste Bevægelse har forplantet sig til en
bestemt, begrænset Del af Storhjernens Bark,
Sansesfæren; det er derfor højst sandsynligt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
