Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fattigvæsenet i Alm. falder i 2 Dele: Fattigforsørgelsen og Fattigpolitiet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
F. De Kornuddelinger, som begyndte med G.
Gracchus og fortsattes under Kejserne, havde
politiske, ikke humane Øjemed. Jødefolket
besad heller intet organiseret F., men
Barmhjertighed var her religiøs Pligt over for
Trosfæller, og de Fattige havde visse Rettigheder.
Almissegiven indprentes af Talmud og ansaas
for en fortjenstfuld Handling.
Kristendommen satte Menneskekærligheden i St f. det
nationale Snæversyn, og i den paulinske Kirke
fremtræder første Gang en fuldt organiseret
Fp. Menighederne var de ydre Rammer,
Biskoppen F.’s Leder; under ham fungerede
Diakoner til den fornødne Individualisering.
Midlerne var fri Gaver, der fordeltes efter
Fattiglister, som førtes af Diakonerne. Til
Arbejdsføre skaffedes Værktøj og Beskæftigelse,
Forældreløse opdroges, Fremmede husedes, Syge og
Svage bespistes, Betlere gaves ikke i
Menighederne, og ingen led Nød. Med
Kristendommens Sejr under Konstantin, da Menighederne
kom til at tælle Medlemmer indtil 100000,
kunde den individualiserende Fp. ikke længere
trives. Vel øvede Kirken med de nu
tilstrømmende Rigdomme Fp. i større Stil end nogen
Sinde, men om System var der ikke Tale. En
kritikløs Almissegiven nedbrød Folkets
Selvstændighedstrang, Betleri tog Overhaand, og da
selv Kirkernes uhyre Midler mod Middelalderens
Slutning ikke længere slog til, nødtes Staten
til at træde i Virksomhed. Fra Midten af 14.
Aarh. begyndte de forskellige Stater at udstede
Betlerforordninger, indeholdende
frygtelige Straffe mod alle Landstrygere og
Tiggere. Da Lovene imidlertid ikke samtidig gav de
Trængende Anvisning paa, hvorledes de da
skulde erhverve deres Livsophold, fik Forbudene
med deres Overmaal af Strenghed og
mangelfulde Klassifikation ikke gennemgribende Bet.,
saa meget mindre som de frembragte en
uløselig Modsigelse, saa længe Kirken erklærede
Almisse for Gud velbehagelig og omgav selve
Tiggeriet med et helligt Skær gennem de af
Staten tolererede Tiggerordener. Først
Reformationen brød de nedarvede religiøse
Forestillinger og aabnede Muligheden for et nyt
System. Luther erklærede Betleriets Afskaffelse
for en Nødvendighed, forkastede Almisser som
Middel til Sjælens Frelse, paabød enhver at
arbejde efter sin Evne og paalagde
Kommunerne at forsørge Arbejdsudygtige med det
nødtørftige. Efter disse Grundsætninger udkom 1523
-50, da Klostrenes Inddragelse gjorde
Fattigspørgsmaalet brændende, i de ny tyske
protestantiske Lande en Række »Kasseforordninger«,
der foreskrev kommunale Fælleskasser, hvori
alle Fp.’s Midler, indkomne ved Gaver og
Kollekter, skulde samles og under Øvrighedens
Tilsyn ved Diakoners Medvirken atter fordeles.
Det blev dog ikke Tyskland, hvor
Fattigkasserne snart tabte al Interesse, der kom til at
gennemføre og udvikle Reformationens Ideer, men
England. 1536 begyndte her en Udvikling,
der med Dronning Elisabeth’s berømte
Fattiglov af 1601 som Slutsten skabte en fuldt
obligatorisk Fp. Iflg. L. 1601 forvaltes F. af de
enkelte Kirkesogne ved overseers,
Embedsmænd udnævnte og kontrolerede af
Fredsdommerne. overseers ansatte Beboerne i og inddrev
Fattigskatter i saa stort Omfang som
fornødent. Overbebyrdede Sogne skulde hjælpes
af andre bedrestillede Sogne inden for
»Hundredskabet«, i Nødsfald af hele Grevskabet.
F.’s Opgave sættes først og fremmest i
Omsorgen for den opvoksende Generation,
Børnene, der i Trangstilfælde skulde anbringes i
Lære indtil deres 21. og 24. Aar, derefter i en
passende Frugtbargørelse af den ubrugte
Arbejdskraft, idet alle arbejdsføre Trængende
skulde sættes til Arbejde, hvortil hvert Sogn
maatte tilvejebringe Forraad af Raastoffer,
endelig i en human Forsorg for de Hjælpeløse,
idet de arbejdsudygtige Fattige skulde
understøttes, eventuelt forsørges i Fattighuse. Denne
Lov er endnu Fundamentet for Englands F. i
Forbindelse med Loven 1662 (act of settlement),
hvorefter Hjemsted erhvervedes i et Sogn ved
Ophold i 40 Dage, samt de til Arbejdsføres
Sysselsættelse oprettede workhouses, hvoraf det
første byggedes 1697 i Bristol, derefter hurtig fandt
Udbredelse og legaliseredes 1723. Ogsaa i de
kat. Lande havde Reformationen Konsekvenser
for F., om end Kirkens Modstand her hindrede
gennemgribende Reformer. En Fattiglov efter
tysk Mønster gaves 1531 for
Nederlandene, selv Spanien fik en lgn.; men efter
Kirkens Eksempel lagdes Hovedvægten paa
Stiftelserne, en ordnet aaben Fp. forsømtes, og Betleriet:
tillodes betingelsesvis. Lovene fik derfor kun
liden Bet. I Frankrig foreskrev Frants I
1536, at Kommunerne skulde forsørge deres
Fattige under Præsternes og
Sogneforstandernes Ledelse ved Hjælp af frivillige Gaver. 1544
indrettedes et Generalfattigbureau for Paris med
Skatteudskrivningsret, en Ret, der 1566
udvidedes til alle Landets Fattigraad, Betleri
forbødes, og samtlige kirkelige Stiftelser stilledes,
under Statens Tilsyn. I Paris holdt
Fattigskatten sig til 1789, men Bestemmelserne fik i
øvrigt kun liden Bet. Fp. vedblev at være en
Privatsag, hvortil Midlerne indkom mere ved
Gaver end ved Skatter, og ikke bedre gik det
Ludvig XIV’s Ordinans af 1662, der gentog
Frants I’s Bestemmelser. En ny Periode i F.
betegner Oplysningens Tidsalder i den
sidste Halvdel af 18. Aarh. Den vakte
Interesse for Almenvellet gav ikke blot den private
Velgørenhed mægtige Impulser; ogsaa
Regeringerne kaldes til Virksomhed. I Østerrig
grundlagde Josef II 1783-89 de saakaldte
Pfarrarmeninstitute, Bestyrelser bestaaende af den
gejstlige og verdslige Myndighed i Forening, der
oprettedes for hvert Sogn, og hvorunder alle
bestaaende Fattigfonds skulde sortere.
Hovedindtægten skulde være Gaver, men slog de ikke
til, skulde Kommunekassen yde Tilskud. Herved
skulde alle i Sognet hjemmehørende Trængende
forsørges, de ikke hjemmehørende skulde
hjemsendes. Forsørgelsesret erhvervedes ved
10-aarigt Ophold i en Kommune (foreskrevet alt
1754). Meget detaillerede Regler gaves endelig
for Understøttelsens Art og Omfang. Denne
Ordning bestod omtrent uforandret til 1863. I
Tyskland havde de store Krige og
Kommunalvæsenets Forfald fremkaldt en 200-aarig
Stilstand, hvorunder man hjalp sig med Betlerlove
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
