Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Etik (gr.). Etiske Undersøgelser angaar Forhold, der staar i Forbindelse med bevidste Væseners Fremfærd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ustraffet. Ud fra denne Tankegang kan man af
»Menneskekærlighed« brænde Kættere.
Det kan her indskydes, at den Umulighed for
Forhandling mellem dem, som staar paa
væsentlig forsk. etiske Standpunkter, som Platon
berører, af Høffding anses for fundamental; de
principielt forsk. Standpunkter, der, naar de
hævdes, er Udtryk for de forsk. Individers
faktisk tilstedeværende dybeste Trang, er lige
beviselige og lige ubeviselige. Over for dette
betoner Kroman, at det fælles i den menneskelige
Natur er saa overvejende, at der maa kunne
opnaas Enighed om, hvad der tilfredsstiller vor
dybeste Trang.
Det ligger nær, naar Kravet om en moralsk
Verdensorden gør sig gældende, at paastaa og
søge at bevise, at de Livets Goder, hvis
Fordeling synes vilkaarlig, ikke er egl. Goder. Man
kan da paastaa, at det er Vane, Forblindelse,
Affekters, Lidenskabers og Drifters
Herredømme, der fører til, at de værdsættes højt. Var
man frigjort fra dette Herredømme, vilde intet
forhindre Antagelsen af den moralske
Verdensorden. Denne Frigørelse kan, dels fordi den
staar som en Slags Betingelse for den
moralske Verdensordens Virkeliggørelse, dels fordi
den ligger i Fortsættelse af en efter de flestes
Mening saavel for den Enkelte som for
Samfundet gavnlig Selvbeherskelse, blive vurderet
som i særlig Grad værdifuld. Frigørelse fra
Legemets Krav lader Platon Sokrates erklære for
Filosoffens Stræben fremfor alle andre
Menneskers. Den stoiske Vismand skulde forholde sig
begærløs over for alle ydre Ting (hvad der ikke
er menneskelig muligt).
Foruden gennem Kravet om Retfærdighed i
Verden kan Hensynet til Ve og Vel gøre sig
direkte gældende, idet man kan hævde den
Opfattelse, at Berettigelsen til at anse noget for
moralsk rigtigt resp. umoralsk udelukkende maa
søges i, om det fremmer ell. hemmer bevidste
Væseners Vel. En saadan Opfattelse kan
betegnes som Velfærdsetik ell. som
Eudaimonisme.
Ved Vel kan forstaas en lykkelig, behagelig
Tilstand udelukkende karakteriseret ved
Lystfølelse, en Opfattelse Platon lader Sokrates være
Talsmand for i Dialogen Protagoras. Det Gode
er Lyst ell. det, der betinger Lyst, det Onde er
Ulyst ell. det, der betinger Ulyst. Et Emne, der
forvolder Lystfølelse, er kun ondt, for saa vidt
det medfører større Ulyst end Lyst. Om en
Handling er moralsk rigtig ell. ikke, bestemmes
ved en (i Praksis uigennemførlig) Afvejen af
dens Følger m. H. t. Lyst og Ulyst. Man kan
paastaa, at disse Følelser kun kan variere
kvantitativt, og at der ikke, som St. Mill o. a. har
antaget, er kvalitativt forsk. »højere« og
»lavere« Følelser. Højere Lystfølelser skulde der kun
være Tale om, for saa vidt Lystfølelser
fremkaldte af visse Emner er stærkere, varigere ell.
ledsaget af mindre Iblanding af Ulyst end
andre. Platon lader Sokrates erklære, at der ved
Afvejningen skal tages ligeligt Hensyn til Nutid
og Fremtid. P. Gr. a. Fremtidens Usikkerhed
mente Aristip, at man skulde tage væsentlig
mindre Hensyn til den og holde sig til Nuets
Glæder. Det mest udførlige Forsøg paa at
opstille Regler for en saadan Beregning skyldes
Bentham.
Ved Vel behøver man ikke at forstaa
Lystfølelse, men kan ogsaa forstaa det rigt
udviklede, det fuldkomne, det værdifulde, og dette
kan staa i en vis Modsætning til Lykke; f. Eks.
antages det undertiden, at Kulturen gør
Menneskene mere fuldkomne og rigt udviklede, mere
værdifulde, men mindre lykkelige. Dersom
moralsk Adfærd indgaar som noget væsentlig i det,
man forstaar ved Vel, og det vil det let, dersom
man ved Vel forstaar den mere fuldkomne, den
mere værdifulde Tilværelse ell. Adfærd, da
synes det at være en Cirkelbestemmelse ved det
moralske at forstaa det, der fremmer bevidste
Væseners Vel.
Hvor Benævnelsen Velfærdsetik bruges, er det
ofte kun den Enkeltes Vel, der haves for Øje,
man kan da tale om Enkeltmands
Velfærdsetik, og, hvis Vel specielt
karakteriseres ved Lystfølelse, om Enkeltmands
Hedonisme (Epikureisme). Det moralske
Gode bliver det, der fremmer Individets Vel
saaledes, at hverken Fremtiden ofres til Fordel
for Nutiden ell. omvendt. Det kan synes, som
der er noget umiddelbart indlysende i, at naar
i Individets Liv hvert Øjeblik stiller sine Krav,
er det den rette Adfærd, hvor der tages ligeligt
Hensyn til alle Øjeblikke, disse kan betragtes
som en Helhed i Forhold til det enkelte
Øjeblik.
En saadan Beskaffenhed, hvorved et Individ
er velegnet til at opnaa sit eget Vel, samt en
saadan Adfærd, hvorved han gennem
Selvudvikling søger at blive velegnet, kan
betragtes som god. Den Selvudvikling, der er at
anse for god, afhænger af, hvorledes Ordet Vel
tydes, men selv om Vel tydes ens, f. Eks. ved
Lystfølelse, er den forsk. for de forsk.
Individer. Den ene har mest Glæde af Kunsten, den
anden af Videnskaben og den tredie af at dyrke
Kaal o. s. v.; og disse forsk. Formaal viser hen
til Selvudvikling i højst forsk. Retning. Dertil
kommer, at selv for Individer med fælles
Formaal kan Udgangspunktet, deres egen indre
Beskaffenhed og de ydre Livskaar, der maa
regnes med, være højst forsk. Epicur ansaa
ligesom Stoikerne Frigørelse for Affekter og de ydre
Ting for i høj Grad værdifuld, han saa heri en
væsentlig Betingelse for at blive lykkelig. Man
kan maaske i Alm. sige, at medens Maadehold,
Selvbegrænsning og Selvbeherskelse i Oldtiden
stod som det væsentlige, har man i den nyere
Tid mere lagt Vægt paa Selvudfoldelse, paa
Udviklingen af Mulighederne for et rigt indre Liv.
Ofte er det hos dem, der skarpest føler deres
egne Mangler, og derfor er mest selvoptagne,
at Trangen til og Tanken om Selvudvikling,
rettet mod disse Manglers Overvindelse, er
stærkest. Den Selvudvikling, de da anser for
værdifuld, er den, der er vanskeligst ell. snarest helt
umulig for dem at gennemføre, og Individets
dybtfølte Trang, hans Ønsker, hans Vurdering
kan staa i den største Modsætning til hans
faktiske Beskaffenhed, saaledes som den træder
frem i hans Adfærd. Den Sætning gælder her:
siger du mig, hvad du vurderer højest, da ved
jeg, hvad du selv mindst er. For saa vidt det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
