Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa dette Sprog, saa at Resultatet tit blev en
helt principløs og uensartet Blanding af
hjemligt og fremmed. Og dog var den ledende
Bestræbelse endnu den at gengive Lydene af
Ordene, saa godt som de forhaandenværende
Midler tillod det. Vi kan derfor inden for visse
Grænser endnu af en Forfatters Stavemaade
slutte os til hans Tids Udtale. Men samtidig
med den ny-engelske Periode begynder ogsaa
Bogtrykkerkunsten, og Caxton (s. d.) har
ikke blot Bet. for denne Kunsts Udvikling; hans
Skr betegner ogsaa sproglig set et Vendepunkt.
De sidste Rester af Afvigelser fra den uden for
E. brugte Bogstavrække bortfalder nu; 3 afløses
af g og y, og þ, der allerede var stærkt paa
Retur, fortrængtes nu helt af th, dog saaledes,
at ikke helt sjældent den bestemte Artikel blev
skrevet og trykt med det gl. Tegn i en forvansket
Skikkelse, der forveksledes med y: ye. Af størst
Bet. bliver dog Bogtrykkerkunsten i E. som i
andre Lande ved til en vis Grad at fæstne
Stavemaaden, idet den fører til sejgere Fastholden ved
det overleverede end tidligere. Der
tilvejebringes derved den Form af Ensartethed i
Retskrivning, der viser sig ved, at hele
Befolkningen skriver ell. dog lader trykke med samme
Stavemaade. Endnu i Beg. af 17. Aarh. kunde
dog Alex. Hume klage over, at naar man
dikterede et Brev til tyve Mennesker, skrev ikke
to det ens; men i den trykte Litt. er
Overensstemmelsen allerede langt større og bliver
senere (især efter Johnson’s Ordbog 1755) saa
stor som overhovedet menneskelig muligt. Til
denne Ensartethed svarer imidlertid ikke nogen
Ensartethed inden for Ordforraadet: de gl.
Trykkere, der fik en bestemmende Indflydelse paa
Ordenes Skriftformer, valgte i mange Tilfælde
ret vilkaarlig mellem de paa deres Tid brugte
middelalderlige Stavemaaden og senere er der
kun gjort lidt for at frembringe større
Konsekvens; Resultatet er altsaa en temmelig fast,
men ingenlunde følgestreng Retskrivning. Og
denne gengiver endda i de fleste Punkter 15. og
16. Aarh.’s Udtale uden Hensyn til de talrige
og ofte gennemgribende Forandringer, Udtalen
er undergaaet siden da, f. Eks. Diftongeringen
af langt i til ai (wine o. s. v.), Overgangen af
langt e og senere af langt æ til i (i see, sea),
Forstummelsen af mange Konsonanter (k i know,
w i write o. s. v.). Ved disse Lydændringer er
der paa Engelsk opstaaet en stor Mængde
Enslydere, der for en stor Del endnu den Dag i
Dag ved deres Stavemaade viser hen til den
tidligere bestaaende Udtaleforskel, saaledes
write, Wright, right, rite ell. knew, new. I
en Del Tilfælde har man nu, forledt ved Vanen
til at bibeholde Bogstaver i Skrift, til hvilke der
ikke længere svarede nogen Lyd, udvidet dette
til Ord, hvor vedk. Lyd aldrig har været
udtalt, ofte forledt af en Skinetymologi, som naar
man nu skriver delight, som om det kom af
light, ell. sovereign, som om det kom af reign
(Middelengelsk delite, soverain, smlg.
Gammelfransk deliter, souverain). Ved disse forsk.
Forhold forklares det, at den eng. Stavemaade er
en af de urimeligste og lunefuldeste i Verden;
dens Uregelmæssigheder føles som en Ulempe
for de Indfødte, som, uagtet der i Skolerne
anvendes lang Tid paa at indøve den, kun i de
færreste Tilfælde driver det til at stave lidt
sjældnere Ord med Sikkerhed uden at have en
Ordbog ved Haanden. Allerede paa Elisabeth’s
Tid har det derfor ikke skortet paa Idealister,
der har forsøgt en mere ell. mindre radikal
Retskrivningsreform; bl. de ældste fortjener at
nævnes Sir Thomas Smith (1568), John Hart (1569) og
Bullokar (1580); deres Forsøg strandede, og
deres Værker har nu kun Bet. ved det Indblik,
de giver os i Datidens Udtale. I 19. Aarh. har
en Mængde Sprogforskere taget Ordet i samme
Retning; men deres Udtalelser, støttede som
de er paa hele den moderne Sprogvidenskab,
har gjort intet ell. lidet Indtryk paa den store
Almenhed. I de seneste Aar har dog et
Simplified Spelling Society vundet ikke ringe
Tilslutning.
Men ser man bort fra Retskrivningen, der som
noget ydre dog har mindre at sige, maa man
erkende, at det eng. Sprog har udviklet sig i
højere Grad til sin Fordel end noget andet
europ. Sprog; det har fjernet saa godt som alle
overflødige Vanskeligheder i sin grammatiske
Bygning, der nu er i høj Grad simpel og
harmonisk; det er samtidig naaet overordentlig vidt
i Uddannelsen af et fyldigt og bekvemt
Ordforraad. Det kan rose sig af en Litt., der ikke
behøver at sky Sammenligningen med nogen i
hele Verden. Det har vist sig og viser sig dgl.
som et smidigt Redskab til at udtrykke, hvad
der rører sig i Digterens, Tænkerens,
Forskerens, Politikerens, Teknikerens,
Arbejdsmandens, kort sagt enhvers Sind. Og det har endnu
et Fortrin for sine Medbejlere i Sprogenes
Verden: det har allerede udbredt sig uhyre,
især i de sidste tre Hundrede Aar, saa at det
nu tales i det væsentlige ens af mindst 160 Mill.
Mennesker, medens det for 100 Aar siden vel
kun taltes af 12 Mill. Medens Sproggrænserne
nemlig i Hjemlandet ikke er meget forrykkede
- i Wales og Skotland holder de keltiske Sprog
sig med stor Sejghed, saa at det eng. Sprogs
Erobringer hjemme i de sidste Aarh.
indskrænker sig til Cornwall, Dele af Irland, nu for
største Delen ogsaa Man - har det uden for
Europa vundet store ny Landomraader, især i
Nordamerika (se Amerikanismer),
Australien og Sydafrika. Og denne Proces er jo
langtfra afsluttet endnu. (Litt.: [her kun et meget
ringe Udvalg af den overordentlig store Masse
af Værker, der omhandler det eng. Sprog]
A New Engl. Dictionary ved Murray,
Bradley og Craigie [Oxford 1884 ff.; Bogstaverne
A-T er nu udkomne; et Kæmpeforetagende, der
i Righoldighed, Paalidelighed og Metode
overgaar alle andre i Verden]; The Century
Dictionary [6 Bd, London og New York 1889-92];
Funk & Wagnalls, Standard Dict. [2 Bd,
London 1895]; Webster’s New International
Dictionary, completely revised by Harris and
Sturges Allen [Springfield 1910]; Skeat,
Etymological Dict. [ny Udg., Oxford 1910];
Brynildsen, »Eng.-dansk-norsk Ordbog« {Kbhvn
1902-07]; samme, »Norsk-eng. Ordbog« [Kria
1916]; Larsen, »Dansk-eng. Ordbog« [3. Udg.,
Kbhvn 1897]; Muret-Sanders, »Enzykl.
englisch-deutsches und deutsch-englisches
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
