Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - England. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forsvindende Rolle i Litt. efter denne Tid, alene
med Undtagelse af Sproget i de skotske
Lavlande (se Skotland, »Sprog«). - (Litt.: om
Middelengelsk: Stratmann, Middle-Engl.
Dictionary, ny Udg. ved H. Bradley [Oxford
1891]; Mätzner, »Altenglisches Wörterbuch«
[Berlin 1872 ff., ufuldendt]; L. Morsbach,
»Mittelengl. Grammatik« [Halle 1896]; Samme,
»Ursprung der neuengl. Schriftsprache«
[Heilbronn 1888]; D. Behrens, »Gesch. d. franz.
Sprache in E.« [Heilbronn 1886]; Ten Brink,
»Chaucers Sprache u. Verskunst« [Leipzig 1884];
Sweet, Middle English Primers, I, II [Oxford
1891-92]; F. Wild, »Die sprachlichen
Eigentümlichkeiten der Chaucerhandschriften« [Wien
1915]).
Den nyengelske Periode (fra c. 1500 til
Nutiden) begyndte, dengang det svage e i
Endelserne forstummede undtagen i ganske faa
Tilfælde; derved foretoges det foreløbig sidste
vigtige Skridt i den Simplifikationsproces, vi
har set i de foregaaende Perioder, saa at nu
f. Eks. Adjektivet kun har een Form i alle
Kasus og Tal, Verbalbøjningen er blevet
yderligere lettet, da Formernes Antal
indskrænkedes, idet bl. a. de svage Verbers Præteritum
Indikativ og Konjunktiv bliver lig med
Participiet, og idet navnlig i næsten alle Verber
Præsens Infinitiv, Imperativ og Konjunktiv samt
Indikativ med Undtagelse af 3. Person
Singularis bliver ens; sammen med denne Form
falder i mange Tilfælde det af samme Stamme
dannede Substantiv, hvorved Sproget faar en
ellers kun i Kinesisk kendt Lethed til at
benytte samme Form som Substantiv og som
Verbum. Af andre vigtige grammatiske
Forandringer i denne Periode skal kun nævnes den
yderlige Indskrænkning af andre
Flertalsdannelser end den paa -s (Middelengelsk kine, nu
cows), Pronominalformen its, der dukker op
paa Shakespeare’s Tid og snart bliver alm.,
Bortfaldet af Tal- og Kasusudskillelsen i 2.
Persons Pronomen, saa at nu i alm. Sprog you er
den eneste Form for ældre thou, thee, ye, you,
og endelig Gennemførelsen af den fra
Nord-E. kommende Endelse -(e)s i St f. -eth i
Verbernes 3. Person Ental. I Syntaksen kan mærkes,
at den ejendommelige Brug af do som
Hjælpeverbum er udviklet og fæstet i de sidste Par
Hundrede Aar, at de udvidede Tidsformer (is
writing, was writing o. s. v.) er bestemt
adskilte fra de simple (writes, wrote), og at
Verbalformen paa -ing i fl. Henseender har skiftet
Konstruktion, hvorved den er blevet et bekvemt
Redskab til at udtrykke det i een Sætning, som
andre Sprog maa benytte sammensatte
Sætningsføjninger til.
Bevægelserne i Ordforraadet og dets
Brug lader sig ikke karakterisere i faa Linier;
det er en Selvfølge, at Engelsk som alle
Kultursprog har optaget en Mængde Laaneord, og at
disse p. Gr. a. Folkets Berøringer i den nyere
Tid med mange Folkeslag over hele Kloden er
hentede fra de mest forskelligartede Kilder.
Ogsaa inden for Sprogets egen Ramme er der
foregaaet talrige Nydannelser. Fremdeles har
mange Ord helt ell. delvis skiftet Bet., og andre
er helt gaaet af Brug; man regner saaledes, at
af de af Shakespeare brugte Ord er omtr. 2000
nu forældede, selv om en Del af dem kunstig
holdes i Live ved Digternes arkaiserende
Tendenser. Af ikke ringe Bet. har i denne Periode
Lærdommens Opsving været; de gr. og lat.
Forf. ansaas for Mønstre, og en Mængde Forf.
efterlignede i stor Udstrækning navnlig lat.
Ordføjning med lange indviklede Sætninger og tit
med Konstruktioner, der egl. var det engelske
Sprogs Aand imod. I 19. Aarh. er man dog
næsten helt kommet bort fra denne Metode og
har selv i filos. o. l. Arbejder mere og mere
nærmet sig til de i naturlig daglig Tale gængse
Ordføjninger og Udtryksmaader. Ad lærd Vej
indførtes ogsaa en Masse Laaneord, der af
mange Forf. (f. Eks. Sam. Johnson) stadig blev
foretrukne for de mere hjemlige Ord; nogle af
dem er gaaet over til at blive Allemands Eje;
men mange er aldrig trængte ud over de
latindannedes Kreds. Denne stærke Indstrømning af
lat. og gr. Ord har ikke været til Gavn for
Sproget, idet den er et ubetinget udemokratisk
Træk og har hindret Udviklingen af naturlige
letlærte Dannelser paa folkeligt Grundlag,
saaledes som vi ser ved en Sammenligning med
dansk: Mund, mundtlig: mouth, oral; Fader,
faderlig: father, paternal; Smagsnerve:
gustatory nerve; Manddrab: homicide; Vægtfylde:
specific gravity. Der er paa Engelsk en større
Kløft mellem Udtrykkene for højere, mere
abstrakte ell. videnskabelige Begreber og det
jævne dagligdags Sprog end paa Dansk, og dette
er ubetinget til Skade for Folket ved at
vanskeliggøre Tilegnelse af højere Dannelse.
I een Henseende har denne Periode været
Vidne til langt ringere Ændring end nogen
tidligere, nemlig hvad Retskrivning angaar.
Den oldeng. Retskrivning var væsentlig fonetisk,
idet enhver, saa godt han kunde, gengav sin
Udtale i Skriften, hvorved dog Traditionen med
sin konservative Fastholden ved ældre Slægters
Skrivemaade saa smaat begyndte at gøre sig
gældende; men i det hele og store fulgte
Retskrivningen dog med Tidernes vekslende
Udtale. Hvor vi i samme Haandskrift finder
Vaklen i Skrivemaaden - og det gør vi i meget
stor Udstrækning - beror det som oftest paa
eet af to; enten var Udtalen selv vaklende, ell.
ogsaa har vi at gøre med en Mellemlyd, som
ingen af de forhaandenværende Bogstaver var
i Stand til at udtrykke. Til Supplering af det
mangelfulde lat. Alfabet havde man nemlig
ganske vist et Par Tegn, særlig et for w og de to
i Reglen i Flæng brugte Bogstaver þ og ð for
de to Lyd, der nu skrives th; men selv med
disse Tilføjelser var Alfabetet lige saa lidt i Stand
til at betegne dette som noget andet Sprogs
Lyd paa en fuldstændig adækvat Maade. - I
den middelengelske Periode fik normanniske
Skrivere stor Indflydelse paa eng. Retskrivning;
ikke blot blev de fleste af de ejendommelige
Former af visse Bogstaver, som Oldengelsk har
tilfælles med Oldirsk, efterhaanden afløste af
de i det øvrige Europa gængse; men en Del
Skrivevaner, der vedrørte Bogstavernes Brug
og ikke blot deres Form (f. Eks. Betegnelsen
af u-Lyden med ou, dels med o), blev overførte
fra Fransk paa Engelsk u. H. t., om de passede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
