Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ekspressionisme, en moderne kunstnerisk Retning, der stiler mod det stærkeste Udtryk - ekspressiv (lat.), udtryksfuld, betegnende. - Eksprestog, se Jernbanetog. - Ekspromission (lat.), Overtagelse af en andens Gæld ifølge Aftale med Kreditor. - Ekspropriation (af lat. ex, ud af, og proprium, eget, Ejendom), den Akt, hvorved noget af Ens Ejendom tages fra En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fører over til »Kubisme« og »Futurisme«. (Litt.:
W. Hausenstein, »Die bildende Kunst d.
Gegenwart« [Stuttgart 1914]; P. Fechter,
»Der Expressionismus« [1914]; Hermann
Bahr, »Expressionismus« [München 1916]).
A. Hk.
ekspressiv (lat.), udtryksfuld, betegnende.
Eksprestog, se Jernbanetog.
Ekspromission (lat.), Overtagelse af en
andens Gæld ifølge Aftale med Kreditor.
E. T.
Ekspropriation (af lat. ex, ud af, og
proprium, eget, Ejendom), sproglig den (offentlige)
Akt, hvorved noget af Ens Ejendom tages
fra En. Den rom. og al moderne Ret hylder
Grundsætningen om Privatpersonernes fri og
retssikrede Raadighed over de økonomiske
Værdier. Men Samfundets Interesser kræver
saavel en Række alm. Indskrænkninger i
Raadigheden, som at der undertiden kan gøres
særlige Indgreb i de Privates
Formuerettigheder, men da mod fuld Erstatning; dette sidste
kaldes E., og det mest udprægede Tilfælde er
det, at en Ejer helt maa afstaa sin Jord, sit
Løsøre ell. andre Rettigheder til Bedste for
almene Formaal. Medens ældre Ret kun
indeholder enkelte spredte Bestemmelser om E. (f.
Eks. i tysk Ret fra 15. Aarh. til
Bjergværksdriften ell. i danske Stadsretter fra 13. Aarh.
til Vejes og Gaders Anlæg), bliver E.’s Princip
proklameret ved »Erklæringen om
Menneskerettighederne« i den franske
Nationalforsamling 26. Aug. 1789 (Lov 3. Septbr 1791) og gik
derfra over i næsten alle europ. Forfatninger,
deriblandt norsk Grl.’s § 105 (»fordrer Statens
Tarv, at nogen maa afgive sin rørlige ell.
urørlige Ejendom til offentligt Brug, saa bør
han have fuld Erstatning af Statskassen«) og
i dansk Grundlov af 1866 § 82: »Ejendomsretten
er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at
afstaa sin Ejendom, uden hvor Almenvellet
kræver det. Det kan kun ske ifølge L. og mod
fuldstændig Erstatning«. Grl. 1915, § 80 tilføjer:
»Naar et Lovforslag vedrørende E. af Ejendom
er vedtaget, kan 1/3 af Folketingets Medlemmer
senest 14 Dage efter Forslagets endelige
Vedtagelse kræve, at det først indstilles til kgl.
Stadfæstelse, naar ny Valg til Folketinget har
fundet Sted, og Forslaget paa ny er vedtaget
af den derefter sammentræd ende Rigsdag«.
Ved Ordningen af Retsreglerne om E. gælder
det navnlig at skaffe Sikkerhed for, dels at
Afstaaelsen virkelig er paakrævet af Almenvellet,
dels at der bliver ydet de private den rette
Erstatning. Man er her gaaet frem paa forsk.
Maade: Dels m. H. t. E.’s Udførelse. I
de fleste Lande (Frankrig dog f. Eks. undtaget)
beslutter Administrationen, uafhængig af
Domstolene, hvilke Afstaaelser der udfordres. Nogle
Lande (f. Eks. Østerrig) overlader det til
Domstolene at bestemme Erstatningen, medens de
fleste Lande derimod benytter særlige
Taksationskommissioner, hvis Taksation dog
undertiden (f. Eks. i Tyskland) kan indankes til
Prøvelse for Domstolene. Dels m. H. t.
Grundlaget for E. Nogle Lande (saasom Frankrig
og Preussen) nøjes her med en lgn. alm.
Forskrift som de citerede Grundloves og overlader
det til Administrationen at fastslaa Betingelserne
for E. i enkelte ell. Grupper af enkelte Tilfælde.
Andre Lande (f. Eks. Bayern og Sverige) giver
Love for en Række af praktiske Forhold, hvor
E. i Alm. skal være tilladt (saaledes E. af fast
Ejendom til Fæstninger, Jernbaner, Veje,
Kanaler, Beplantning, Dæmpning af Sandflugt,
Gader, Kloaker, Vands Afledning, Diger, Havne,
Kirkegaarde, og af Løsøre ved smitsomme
Sygdomme mellem Husdyr, under Hungersnød og
i Krig). Atter andre Lande (England, Schweiz,
Nordamerika) fordrer en særlig Lov givet for E.
til hvert enkelt Anlæg. Dansk Ret har valgt
en Forening af de nævnte Standpunkter:
Tidligere gav Plakat 31. Juli 1801 Administrationen
Beføjelse til at ekspropriere til »offentlige
Foranstaltninger« i Alm.; men dette maa anses for
bortfaldet ved Grl.’s § 82, der ved at fordre
Lovhjemmel til E. maa sigte til en Lov med et
mere specielt Omraade. Af saadanne Love, der
hjemler en staaende Ekspropriationsret til
Formaal som de ovenfor nævnte, findes der
derimod talrige (den ældste er Frd. 13. Decbr 1793
om E. til Veje). Om de saa vigtige E. til
Jernbaner er der vel ogsaa givet alm. Forskrifter
(Frd. 5. Marts 1845); men desuden fordres der
en særlig L. for, at hvert enkelt Jernbaneanlæg
skal finde Sted. En E. er krævet af
»Almenvellet«, ikke blot, naar den er direkte i Statens,
og saaledes i hele Landets Interesse, men ogsaa,
naar den tjener enkelte Egnes ell. Erhvervs
Tarv (en lokal Jernbane, en Nødhavn). Ja selv
om Ekspropriationsret gives enkelte
Privatpersoner (et Sporvejsselskab, Ejeren af et
Bjergværk), vil den indirekte kunne gavne Samfundet
ved at forøge de økonomiske Værdier.
Lovgivningsmagten har Skønnet over, om E. udkræves
af Almenvellet. Derimod kan det Spørgsmaal
altid bringes for Domstolene, om en vis bestemt
Ekspropriationslov hjemler en given Afstaaelse.
Administrationen (ofte i Form af en særlig
Ekspropriationskommission ell. en
Landvæsenskommission) sætter Loven i Værk, for saa vidt
angaar Bestemmelsen af, hvilke Indgreb i de
Privates Ret der bør gøres.
Ekspropriationskommissionen ved Jernbaneanlæg, der bestaar
af en kgl. Kommissarius og 4 Mænd, 2 valgte
af Regeringen, 2 andre af vedk. Amtsraad ell.
Byraad, kan saaledes beslutte, saavel at Jord
skal endelig afstaas, som at den midlertidig
skal kunne benyttes, ell. at der derfra skal
tages Sten og Grus til Anlægget. Grl.’s § 82
kræver, at der gives en »fuldstændig
Erstatning«. Det er vanskeligt at fastslaa Principper
for Værdiansættelsen, hvorfor denne ogsaa ofte
overlades særlige specialkyndige Taksatorer,
hvis Kendelse er endelig og saaledes unddrages
Afgørelse ved Domstolene og en sædvanlig
Skønsforretning. Ved Jernbaneanlæg bestaar
Taksationskommissionen af en Landinspektør,
som leder Forretningerne, og 4 Taksatorer, 2
valgte af Regeringen, 2 af vedk. Amtsraad ell.
Byraad, med en af Regeringen valgt Opmand for
Tilfælde, hvor Stemmerne staar lige. Princippet
for Taksationen maa efter Grundloven være at
dække alt det i Penge ansættelige Tab, som E.
foraarsager ved Indgreb i en Rettighed
(navnlig Ejendomsretten), men ikke at dække
den faktiske Forringelse af Personers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
