Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Operaforestillinger var i denne Sæson saa slet
besøgte, at Sarti’s finansielle Stilling i St f. at
forbedres med hver Dag forværredes; fra 1.
Febr var han for at skaffe Penge til Personalets
Gager nødt til at stille sig under en Slags
Administration af den nysudnævnte Directeur des
spectacles, Hofmarskal C. F. Bjelke, og straks
efter Sæsonens Slutn. løstes han efter sin
allerunderdanigste Ansøgning fra Kontrakten for de
resterende 8 Aar. I samme Øjeblik Sarti løstes
fra sin Kontrakt, stod Teatret efter
Begivenhederne 1770 under Kongens umiddelbare
Forsorg, og da der ikke senere gjordes noget
Forsøg med private Entreprenører, skete der ingen
Forandring i dette Forhold, før den
konstitutionelle Regeringsform 1849 afløste den
absolutte Enevælde.
Allerede 6. Maj 1772, inden Sarti’s Kontrakt
hævedes, havde Kongen nedsat en Kommission,
bestaaende af Hofmarskal Bjelke,
Generalløjtnant Køller-Banner, Konferensraad A. G.
Carstens, Konferensraad Nielsen og Hofintendant
Wegener, til at afgive Betænkning over,
hvorledes saavel den danske som den fr. Komedie
og den ital. Opera kunde sættes »paa en saadan
Fod, at de hverken maatte være den kgl. Kasse
ell. Staten til for stor Byrde, men afpassede
efter begges Tilstand«. Kommissionen kom til det
Resultat, at den danske Komedie burde indtage
Hovedpladsen, den ital. Opera indskrænkes til kun
at være medvirkende ved nogle Forestillinger, og
den fr. Hoftrup, hvis Personale burde reduceres
stærkt, indlemmes i det danske Teater; denne
sidste Bestemmelse kom aldrig til Udførelse,
idet de fr. Skuespillere, krænkede over den
Fornedrelse, der var blevet dem til Del, gjorde saa
mange Vanskeligheder, at Kommissionen gjorde
Indstilling om Truppens Afskedigelse, og 29.
Marts 1773 forsvandt efter kgl. Resol. den fr.
Hoftrup for stedse fra den danske
Nationalscene. Ikke slet saa hurtig lykkedes det at
rydde den ital. Opera af Vejen; skønt denne
fra nu af førte en mere og mere hensygnende
Tilværelse, bevaredes den formedelst
Primadonnaen Demoiselle Torre’s Yndest og
Forbindelser i de højere Kredse endnu i nogle Aar;
først ved Udgangen af 1777-78 afgik den ved
en stille Død. - Atter syntes Fremtiden lys for
den danske Skueplads og det danske
Repertoire, men samtidig med, at Kommissionen, der
snart efter blev permanent som Direktion,
arbejdede paa at fordrive den danske Komedies
gl. Arvefjende, den ital. Opera, lagde den ved
Oprettelsen af en Syngeskole Spiren til ny
Trængsler for Skuespillet, thi ikke alene
frembragte denne straks en privilegeret Klasse i
Personalet, de syngende Aktører og Aktricer, og
skabte derved idelige Kulissestridigheder, men
langt værre var det, at denne Syngeskole og dens
Elever blev den Grundsten, paa hvilken lidt efter
lidt den store Opera med indfødte Sangere og
Sangerinder opførtes, som endnu den Dag i
Dag er en Hindring for den danske
Nationalskueplads’ fulde Udvikling og en af Grundene
til Teaterbudgettets Underbalance.
Som ovenfor anført blev den 1772 nedsatte
Kommission snart efter - ved Beg. af
Sæsonen 1772-73 - med enkelte
Personalforandringer Teatrets permanente Bestyrelse, og
derefter vedblev Teatrets Bestyrelse i hele dette
Tidsrum lige til 1849 at beholde - under
skiftende Benævnelser - den kollegiale Karakter,
der lammede Forretningsgangen, berøvede
Ledelsen Ensartethed og avlede alle Haande
Intriger og Kombinationer. Foruden disse
Ulemper maa endvidere tages med i Betragtning det
Tryk ell. undertiden ligefremme Paabud,
Hoffet, der i Bestyrelsen var repræsenteret af en
ell. anden højtstillet Embedsmand, som oftest
Hofmarskallen, kunde øve paa
Administrationen. Bl. de Mænd, der har siddet i Teatrets
Bestyrelse i denne Periode, maa først og
fremmest nævnes Kammerherre Hans Wilhelm v.
Warnstedt, der i 14 Aar (1778-92) var Teatrets
egl. Leder; han vidste at optræde med
Smidighed over for sine Overordnede og med Fasthed
over for sine Underordnede, han forenede
praktisk Blik med kunstnerisk Interesse. Af de
Dramaturger og Digtere, der havde Sæde i
Direktionen, kan nævnes Peder Rosenstand-Goiske,
der sad der i 6 Aar (1786-92) uden at øve
nogen Indflydelse hverken paa Valg af
Repertoire ell. Besættelse af Roller; indflydelsesrigere
var K. L. Rahbek, der i over 20 Aar (1809-30)
var Medlem af Direktionen, men dog ikke
mægtig nok til at hindre den fremtrængende
Vaudevilles Optagelse paa Repertoiret; ligeledes
havde baade Thaarup og Baggesen i nogle Aar Sæde
i Teaterdirektionen. Endnu kan anføres, at
Højesteretsassessor Chr. Fr. Jacobi, der 1773-84 sad
i Direktionen, var den, der efter Teatrets
Ombygning 1773-74 foreslog at sætte over
Prosceniet den sindrige Overskrift »Ej blot til Lyst«,
som staar der endnu, efter at den i en Snes
Aar (1798-1817) havde maattet vige Pladsen
for den lat. Castigat ridendo mores (»Han lutrer
Sæderne ved Latter«).
I Beg. af denne Periode (1775-90) syntes en
Guldalder at være oprundet for det danske
Teater; ikke blot besad det et ypperligt og
kunstbegejstret Personale, men Repertoiret var
udmærket, de fleste af Holberg’s og Molière’s
Komedier holdtes paa Repertoiret, og fra
Udlandet hentedes gode og betydningsfulde
Nyheder hjem, saaledes fra Frankrig
Beaumarchais’ »Barberen i Sevilla« og »Figaros
Bryllup«, fra England Sheridan’s »Bagtalelsens
Skole« og Goldsmith’s »Fejltagelserne«, fra
Tyskland Lessing’s »Emilie Galotti«, og i D.
skød den dram. Litt. friske Skud: først lige i
Beg. af 1770’erne Ewald’s patriotiske Skuespil
og Wessel’s ganske enestaaende Parodi
»Kærlighed uden Strømper«, senere i 1780’erne
begynder en ny Litt. med P. A. Heiberg, K. L.
Rahbek, Pram, Samsøe o. s. v. Men snart kom
Modgangens Tid; først løftede Skuespillets gl.
Fjende, Syngestykket sit Hoved paa ny, og den
for en lille Tid hendøde Kamp mellem naturlig
Tale og kunstig Sang, som er den røde Traad i
den danske Nationalskueplads Liv, begyndte med
fornyet Iver; senere vendte Publikums Smag sig
bort fra Holberg’s og Molière’s livsfrejdige
Komik til Farcens konstruerede Løjer, fra de brede
Karakterkomedier til de smaaborgerlige
Skuespil med en snusfornuftig Moraliseren og megen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
