Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Som Følge af den verdenshistoriske Rolle,
Vikingerne (Normannerne) spillede, findes en Del
nord. Ord (især Navne) i fremmede Krøniker o.
l. Værker; men ligesom mange udenlandske
Forf. ikke gør Forskel paa de nordiske Folk,
saaledes er det for os - p. Gr. a. den store
Lighed mellem de nordiske Landes Sprog i
Vikingetiden - tit svært at afgøre, fra hvilket
af de nordiske Sprog de paagældende Ord
stammer. Større sproglig Interesse end de ofte
fordrejede Navne i Krønikerne har de nordiske
Ord, som blev optaget i fremmede Landes
Sprog, idet de paa en Maade »forstenedes« d.
v. s. bevaredes i deres gl. Form upaavirkede
af de Sproglove, som senere forandrede Sproget
i Moderlandet. Særlig gælder dette om de
nordiske Laaneord i Engelsk, af hvilke sikkert
det store Flertal er laant fra Dansk, medens
en mindre Del maaske kan stamme fra de
smaa norske Kolonier i Nordengland. I det eng.
gudelige Digt Orrmulum (omtr. Aar 1200)
findes saaledes en Mængde »forstenede« nordiske
Ord, hvis Form tyder paa, at de er laante fra
Dansk omtr. Aar 900; hvor stærk den nordiske
Indflydelse paa den eng. Lovgivning har
været, ses bl. a. af, at der i eng. Retskilder (delvis
helt ned i 13. Aarh.) bruges Ord som stefnian
(stævne), crafian (kræve), carlman
(Mandsperson), bonda (Frimand), brydlop, lagu (d. e.
»Lov« i fællesnordisk Form). Store Mængder af
de nordiske Laaneord hører endnu til de
uundværligste i eng. Ordforraad, saaledes: bask (egl.
bade sig, oldn. baðask), die, fellow, hit,
husband, ill, leg (i den gl. Bet.: »Ben«), loft, low,
meek (»myg«), root, sale, same, sister, sky, take,
they, their, them, till (indtil), wing; andre
bruges som Dialektord i Nordengland: flit (flytte),
gate (i Betydningen »Gade«), hoast (Hoste),
kitling (Killing), lait (lede, søge), maugh (Maag,
Svoger). Endelig vidner utallige eng. Stednavne
(f. Eks. de med Endelserne -by, -holm, -thorp,
-toft, -thwaite) om Danernes Herredømme i
det gl. »Danelag«. (Litt.: Steenstrup,
»Danelag« [Normannerne IV, 1882];
Björkmann, Scandinavian loan-words in Middle
English [Halle 1900-02]; Jespersen, Growth
and Structure of the English Language [2. Udg.
1912]).
Nordboernes Indflydelse paa Sproget i
Normandiet har ikke været saa vidtrækkende
som den, de udøvede i England. Mange af de
normanniske Ord, som ligner de nordiske,
stammer nemlig rimeligvis ell. bevislig fra andre
germanske Sprog (Saksisk ell. Frankisk), f. Eks.
biter (bide), digue (Dige), esquif (Skib), mague
(Mave). Det er næsten kun bl. de normanniske
Egennavne, vi kan paavise sikre nordiske Laan,
men af saadanne er til Gengæld en stor Mængde
bevaret i Normandiet lige til vore Dage, f. Eks.
Personnavne (der nu bruges som
Familienavne) som Chanut (Knud), Erec, Gorm, Heroult
(Harald), Quétil (Ketil), Tostain (Thorsten),
Stednavne som Appetot (ældre: Apletoft,
»Æbeltoft«), Bondeville (»Bondeby«), Canouville
(»Knudsby«), le Houlme (»Holm«), la Londe
(»Lund«), Longtuit (»Langetved«), Torgistorp
(»Thorgilstorp«). Det omstridte Spørgsmaal, om
Normandiets Befolkning stammer fra D. eller
Norge, maa af sproglige Grunde besvares
saaledes, at der bl. de normanniske Navne findes
et lille Antal, som rimeligvis er norske, men
at langt fl. har et overvejende dansk Præg
(Aage, Gorm, Knud m. fl.); et Navn som
Stenville (nu: Étienville, d. e. Stensby) kan p. Gr. a.
sit e (for æi) kun være østnordisk (dansk).
(Litt.: A. Fabricius, »Danske Minder i
Normandiet« [1897]; Jakob Jakobsen,
»Stednavne og Personnavne i Normandiet« og
Anders Pedersen, »Nogle normanniske
Lydforhold«, begge i »Danske Studier« [1911];
Ch. Joret, Les noms de lieu d’origine non
romane [1913]).
Den vigtigste Kilde til Kundskab om D.’s
Sprog i Tiden fra 9. til 11. Aarh. er de
danske Runemindesmærker, der i et
Antal af over 250 er fundne rundt om i hele det
gl. danske Rige fra Danevirke til Skaane. De
Skrifttegn, som bruges paa Mindesmærkerne fra
denne Tid, er de yngre Runer, og
Indskrifterne er som oftest ridsede paa Stene, som
har været rejste til Minde om Afdøde. I Reglen
indeholder Runeindskrifterne kun Navnet paa
den, der har rejst Stenen, og paa den, til hvis
Minde den er rejst, og som oftest er de for
korte til at give os nogen Oplysning om,
hvorledes Sproget kunde bruges til
sammenhængende Fremstilling i prosaisk ell. poetisk Form; de
korteste bestaar af eet, to ell. tre Ord, den
længste (Glavendrup-Stenen) af 49 Ord; den
sproghistoriske Bet., de har, bliver saaledes
mest af formel Natur, idet de er de eneste
første Haands Kilder til Kundskab om det
danske Sprog, som det lød i Vikingetiden. En
Vanskelighed ved Brugen af Runeindskrifterne
er det, at ikke en eneste af dem er dateret. En
omtrentlig Tidsbestemmelse er det dog lykkedes
at give, dels ved Hjælp af de Indskrifter, som
omtaler hist. Personer og Begivenheder (især
Runestenene fra Jællinge, Vedelspang,
Danevirke, Hedeby og nogle Skaanske Stene), dels
ved Hjælp af Sproget og Runernes Form.
De ældste danske Runestene (f. Eks. de
sjællandske Stene fra Kallerup og fra
Snoldeløv, de fynske fra Helnæs og Flemløse)
skriver sig fra Tiden kort efter Aar 800; fra 10.
Aarh.’s første Halvdel er f. Eks.
Glavendrup-Stenen (Fyn),
Tryggevælde-Stenen (Sjælland), den mindre
Jællinge-Sten (Nørrejylland) og de to
Vedelspang-Stene (Sønderjylland), fra sidste
Halvdel den større Jællinge-Sten, og fra
c. Aar 1000 er Danevirke-Stenen og
Hedeby-Stenen; de yngste danske
Runestene er fra c. 1050; dog er Flertallet af de
bornholmske Runestene og enkelte andre
danske Stene fra Tiden efter 1050.
En anden Vanskelighed ved den sproglige Brug
af Runeindskrifterne er den, at Runernes Antal
paa denne Tid kun er 16, hvorfor der ingen Forskel
kan gøres paa p og b, t og d, k og g, og af
Vokaltegn har man kun fire, medens Sproget
har haft langt fl. Vokallyd; i det enkelte kan det
derfor ofte være umuligt at afgøre, hvilken Lyd
en Rune skal udtrykke, men ved at
sammenholde Lydbetegnelsen paa de forsk. Runestene
og ved Sammenligning med de øvrige nordiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
