Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Kirkelige Forhold, Undervisningsvæsen m. m. - Danmark. Retsvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Afdeling A opretholder Carlsberg-Laboratoriet,
Afdeling B. støtter Videnskaben og Afdeling C
det nationalhistoriske Mus. paa Frederiksborg
Slot, det Classen’ske Fideikommis og den
Letterstedt’ske Forening ell. Fond (c. 450000 Kr), hvis
Formaal er at fremme Videnskab, Industri og
Kunst i de 3 nordiske Riger.
Fr. Th.
Retsvæsen.
I. Tiden indtil 1660. Den danske Ret er
i sin Oprindelse en Forgrening af den
germanske Ret og inden for denne atter af den
nordiske, bl. hvis Underafdelinger den fra først af
stod den sv., særlig den sydsvenske (götiske),
nærmest. Ligesom hos andre germanske
Stammer udgik Retsdannelsen i den ældste Tid fra
Folket og fandt Udtryk i dettes Beslutninger
paa Tinge. Medens Herredstingene dømte i
mindre Sager, hvor Retsspørgsmaalet ikke frembød
Tvivl, var større og vanskeligere Sager
forbeholdt Landstingene, der desuden vedtog Love
og afgav Responsa om, hvad der var gældende
Ret. Det var hovedsagelig gennem Retsbrugen
og saadanne Responsa, at Retten
efterhaanden fæstnedes; bevidste Forandringer i den ved
ny Lovgivning var derimod til at begynde med
sjældne.
Hvad Landstingene vedtog, var Lov, uden at
Kongens Samtykke dertil var nødvendigt, og
end mindre havde Kongen nogen selvstændig
lovgivende Myndighed. Han kunde fremsætte
Lovforslag, men retlig Bet. fik disse først ved at
tiltrædes af Tingene, der som Indehavere af
Domsmagten selv var Herrer over, hvilke
Regler de vilde følge. Paa de Reformer, der
fremkaldtes ved Kristendommens Indførelse og
Paavirkningen fra Udlandet i Vikingetiden, har
Kongen dog sikkert øvet væsentlig Indflydelse,
og siden den Tid var han vistnok den drivende
Kraft i Lovgivningen, fra hvem Forslag til ny
Love som oftest udgik. Den alm. Bevidsthed
vænnede sig paa denne Maade til at betragte
Retten som Kongens Værk, og det blev Skik at
benævne den efter de Konger, som i særlig
Grad havde præget den. I en Periode af den
ældre Middelalder kaldtes gældende Lov og Ret
saaledes »Haralds Love«, vistnok nærmest med
Henblik paa Harald Blaatand. Formelt juridisk
var Lovgivningsmagten dog endnu hos
Landstingene og hos dem alene, og først under
Valdemarerne bliver det Reglen, at ny Love
kræver Kongens Samtykke, ell. som Jyske L.
udtrykker det, at Kongen giver Lovene, og
Landet vedtager dem. Fra nu af faar Kongen ogsaa
Ret til i Kraft af sin Øvrighedsmyndighed at
indskærpe den gældende Ret og til denne
Indskærpelse at føje Trusler om Straf, og
herigennem bliver hans Villie alene faktisk ofte
retsskabende.
Da enhver større Landsdel havde sit eget
Landsting, maatte den ogsaa danne et eget
Retsomraade, og fuldstændig Retsenhed var
saaledes en Umulighed. Efterhaanden sluttede
Landstingene i de mindre Landsdele sig dog i
denne Henseende til de større Ting, saa at
Antallet af Retsomraader reduceredes til tre, det
skaanske, omfattende Skaane, Halland, Bleking
og Bornholm, det sjællandske, hvortil hørte
Sjælland, Møen, Falster og Lolland, samt det
jyske med Nørre- og Sønderjylland, Fyn og
Langeland. Hvert af disse Omraader havde sin
særlige Ret, hvis Grundlag dog var fælles, og
hvis videre Udvikling ogsaa i det hele fulgte
samme Linier. Stærkt fremtrædende var
Forskellen kun inden for Processens Omraade, hvor
den skaansk-sjællandske Ret dannede en
Modsætning til den jyske.
Retten overleveredes opr. ad mundtlig Vej,
dels rent privat, dels gennem offentlige
Foredrag paa Tinge. At saadanne Foredrag har
været kendte, er sikkert nok, men hvem der har
holdt dem, vides ikke. Dog har der næppe
som i Sverige og paa Island været ansat en
særlig Embedsmand i dette Øjemed, men
Foredragene er snarere blevne holdte af de
lovkyndige Mænd, hvis Meninger man plejede at
følge paa Tinge. Det er sikkert ogsaa disse
Mænd, der først har givet Stødet til Rettens
Nedskrivning. De ældste Optegnelser, der
vistnok stammede fra 12. Aarh., kendes nu ikke
mere, men de har dannet Grundlaget for forsk.
endnu bevarede Samlinger. Af disse er de fleste
Privatarbejder (Retsbøger), der aldrig er blevet
vedtagne som Love, om de end senere kaldtes
saaledes. Dette er saaledes Tilfældet med de
Skaanske og sjællandske Samlinger (Skaanske
Lov, Anders Suneson’s latinske Parafrase af
denne, Valdemar’s sjællandske Lov, Erik’s
sjællandske Lov, alle fra de første Aartier
af 13. Aarhundrede), hvorimod den bevarede
jyske Samling, den saakaldte Jyske Lov, er
officielt udg. af Valdemar Sejr 1241. Ogsaa fl.
af de private Samlinger opfattedes i senere Tid
som givne af Valdemar Sejr, saaledes
Skaanske Lov og Valdemar’s sjællandske Lov, og i
Slutn. af 13. og i 14. Aarh. var »Valdemars
Love« derfor ensbetydende med Lov og Ret i
Alm. De private Retsbøger og Jyske Lov, der i
Reglen sammenfattes under Benævnelsen
Landskabslovene, er Hovedkilden til vor Kundskab
om den gl. danske Ret. Naar undtages Anders
Sunesön’s Parafrase, er de alle affattede paa
Dansk og foreligger i en Mængde
Haandskrifter, af hvilke de ældste gaar tilbage til c. 1300.
En Afskrift af største Delen af Valdemar’s
sjællandske Lov blev senere tilføjet i
Haandskrifterne af Skaanske Lov og reciperet i Skaane
under Navn af Arvebogen, medens Jyske Lov fik
et vigtigt Supplement i Thord’s Artikler, en
opr. privat Optegnelse fra Erik Menved’s Tid,
der rimeligvis senere er blevet officielt
bekræftet.
Siden 13. Aarh. stilledes Landstingene i
Skygge af de Rigsforsamlinger, der fremkom
som Organ for det ny, paa Skatte- og
Jurisdiktionsprivilegier hvilende Aristokrati (se
nærmere under Danehof), og ny Love gaves nu
i Reglen af Kongen med Raad ell. Samtykke af
disse Forsamlinger. Naar Vedtagelse paa
Landstingene ved Siden heraf fremdeles fandt Sted
og vel ogsaa stadig var jur. nødvendig, havde
det næppe synderlig reel Bet., særlig efter at
den dømmende Myndighed fra Folket var gledet
over til Landsdommeren, der som kgl.
Embedsmand maatte adlyde de af Kongen udgivne
Love. Siden Udgangen af Middelalderen hører
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
