Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dakryocystitis er Betændelse i Taaresækken - Dakryolit, Sten i Taarekirtlen, sjælden Sygdom. - Dakryops, Svulst ved ydre Øjevinkel - Daksha (»dygtig, Dygtighed«) nævnes allerede i Rigveda som kosmogonisk Magt - Dakshinacarin, i Indien en Çakta (s. d.), som følger Dakshinacara eller »Højre-haands«-Praksis'en. - Daktyl (Versefod), d. s. s. Daktylos. - Daktyler, græske Dæmoner, der gjaldt for Smede og Troldmænd - Daktyliotek (gr.), det antikke Navn paa en Samling af Fingerringe - Daktylitis (af gr.), Betændelse af Fingeren - Daktylogi, Fingersprog, se Døvstummeundervisning. - Daktylolyse, Afløsning af Dele af Fingeren, en Sygdom, beskrevet under Navnet Ainhum. - Daktylos (gr.), antik Versefod, bestaaende af een lang og to korte Stavelser - Daktyloskop, se Fingeraftryk. - Daktylosymfysis, d. s. s. det almindeligere anvendte Syndaktyl i, Sammenvoksning af to ell. fl. Fingre ell. Tæer. - Dal kaldes enhver større Fordybning i Jordens Overflade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mennesker mister Synet paa et Øje som Følge af
Hornhindebetændelse, er der Betændelse i
Taaresækken. Behandlingen er operativ og ofte
meget langvarig.
G. N.
Dakryolit, Sten i Taarekirtlen, sjælden
Sygdom.
Dakryops, Svulst ved ydre Øjevinkel,
opstaaet ved, at der i Taarekirtlen sker
Tilstopning af en Udføringsgang, og den bagved
liggende Del udspiles som en Retentionscyste (se
Cyste).
E. A. T.
Daksha (»dygtig, Dygtighed«) nævnes
allerede i Rigveda som kosmogonisk Magt ved
Siden af Aditi; de »fødes« gensidig af
hinanden, og D. nævnes undertiden i Opregninger
af Aditya’erne. I Brahmana’erne og i den
senere Mytologi er D. en »Skaber«
(Prajapati); han er Fader til 24 Døtre, efter andre
Fremstillinger 50 (ell. 60), af hvilke 27 blev gift
med Soma (Maanen i dens forsk. 27 Stadier),
10 med Kaçyapa, fra hvem de forsk.
Klasser af Væsner nedstammer. Den ældste var
Diti (s. d.). Alm. omtalt er den store Ofring,
som Guderne foranstaltede ved D.’s Hjælp, men
hvortil han glemte at indbyde Çiva (der dog
var hans Svigersøn), hvorfor denne i sin Vrede
ødelagde Ofret. (Litt.: P. Wurm, »Geschichte
der ind. Religion« [1874]; V. Fausbøll,
Indian Mythology [1902]).
D. A.
Dakshinacarin, i Indien en Çakta (s. d.),
som følger Dakshinacara eller
»Højrehaands«-Praksis’en.
(S. S.) D. A.
Daktyl (Versefod), d. s. s. Daktylos.
Daktyler, græske Dæmoner, der gjaldt for
Smede og Troldmænd, væsensbeslægtede med
»Dværgene« i det nordlige Europas Sagn og
Folketro; Navnet betyder »Fingre«. Deres Hjem
henlagdes dels til Frygien, dels til Kreta. Efter
et elisk Sagn var Herakles en af de 5 »idæiske
D.«, som var kommet fra Kreta til Olympia og
der havde indstiftet de hellige Lege.
C. B.
Daktyliotek (gr.), det antikke Navn paa en
Samling af Fingerringe, særlig af Ringe, hvori
der er indfattet Stene med indskaarne Billeder.
Allerede i Republikkens Tid grundede flere af
de rom. Rigmænd af Samlerinteresse D. Det
første skal, efter Plinius, have tilhørt Scaurus,
Sulla’s Stedsøn. Kong Mithradates’ Samling, der
langt overgik Scaurus’, blev af Pompejus
skænket Guderne og opstillet paa Capitolium; Cæsar
indviede hele 6 D. i Venus Genitrix’s Tempel,
Marcellus, Octavia’s Søn, eet i det palatinske
Apollotempel. Om moderne Samlinger af lgn.
Art og de herefter udgivne Aftryk og
Afbildninger, der ofte ligeledes kaldes D., se
Gemmesamlinger.
C. B.
Daktylitis (af gr.: δάκτυλος, Finger),
Betændelse af Fingeren; anvendes egl. kun om
en bestemt Form af Fingerbetændelse, den
syfilitiske. Den optræder i de senere Stadier af
Syfilis (tertiære Stadium) og viser sig dels som
en Bindevævsbetændelse af kronisk Natur,
gribende over paa Ledene, dels som en kronisk
Betændelse af selve Knoglerne, ej ulig visse
tuberkuløse Betændelser i Fingrene.
Sygdommen giver Anledning til stærk Misdannelse.
Behandlingen falder sammen med
Hovedsygdommens.
E. A. T.
Daktylogi, Fingersprog, se
Døvstummeundervisning.
Daktylolyse, Afløsning af Dele af Fingeren,
en Sygdom, beskrevet under Navnet Ainhum.
Daktylos (gr.), antik Versefod, bestaaende
af een lang og to korte Stavelser: -∪∪.
[* brugt UNION ∪ i st. f. UTF-8 23D1 METRICAL BREVE, som ville være det korrekte *]
Det vigtigste daktyliske Versemaal er
Heksametret, der dannes af seks Daktyler, hvoraf den
sidste er ufuldstændig; de fire første, sjældnere
den femte, kan erstattes af Spondeer (– –).
Ved Fjernelse af tredie og sjette Fods sidste
Halvdele fremkommer Pentametret, i
hvilket dog kun de to første Fødder kan være
Spondeer. Heksametret anvendtes i al episk og
til Dels i bukolisk og satirisk Digtning,
Pentametret vist udelukkende forbundet med et
foregaaende Heksameter til et Distichon
(»Liniepar«) i Elegier og Epigrammer (et Eks. er
Oehlenschläger’s Digt »Thorsing«).
K. H.
Daktyloskopi se Fingeraftryk.
Daktylosymfysis, d. s. s. det almindeligere
anvendte Syndaktyli, Sammenvoksning af
to ell. fl. Fingre ell. Tæer.
E. A. T.
Dal kaldes enhver større Fordybning i
Jordens Overflade. De fleste D. er langstrakte og
forholdsvis smalle; deres Bund skraaner i
Reglen nedad mod den ene Ende, hvor D. aabner
sig udad mod Havet, et lavere liggende
Sletteland ell. en anden Dal. Dette Forhold staar i
Forbindelse med Dannelsesmaaden, idet de
allerfleste D. er frembragte ved rindende Vands
eroderende Virksomhed og derfor i Reglen
gennemstrømmes af en Flod ell. et mindre
Vandløb. I Flodens øvre Løb, hvor Faldet oftest
er stærkest, finder Erosionen fortrinsvis Sted i
Bunden; Dalen bliver derfor her V-formet og
betegnes ofte som en Kløft. Længere nede,
hvor Løbet gerne er mere roligt, er det især
ell. udelukkende Dalens Sider, der er Genstand
for Erosion, og D.’s Form er her mere
U-formet. Den færdige D. har derfor denne Form.
I Bjergkæder, dannede ved Foldning af
Jordskorpen, vil der hyppig findes D. i Kædernes
Længderetning. Disse D. kaldes Længdedale
i Modsætning til de mindre D., som de Vandløb,
der strømmer ned ad Længdedalenes Sider, har
frembragt; disse D. betegnes som Tværdale.
Undertiden kan en D. være dannet ved en
Kombination af Længde- og Tværdale og løber da
gerne paa skraa af Bjergryggene. Ofte ser man
en D. gennembryde en Bjergkæde; man troede
tidligere, at en saadan D. var fremkommet
derved, at Floden, som har skabt D., paa
vedkommende Sted var løbet ud gennem en
Brudspalte; men det har i hvert Fald i mange
Tilfælde vist sig, at D. er ældre end Bjergkæden,
og man maa derfor antage, at Flodens
Erosionsevne har været saa stor, at den stadig har
kunnet overvinde den Hævning af Flodbunden,
som bevirkedes af Bjergkædedannelsen. En
saadan D. kaldes Gennembrudsdal. Ogsaa
ved Indsænkninger i Jordskorpen kan der
dannes D. (se Spring). Ang. Dalterrasser
se Erosion.
J. P. R.
I Norge forekommer Navnet D. p. Gr. a.
Landets naturlige Beskaffenhed dels alene, dels i et
Utal af Forbindelser. Alene forekommer D. mest
som Gaardnavn, dog ogsaa som Navn paa en hel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
