Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Symbolister og Neoromantikere, Følelseslyrikere i
Modsætning til den forrige Gruppes
Forstandslyrikere. Neoromantikere er den lyrisk
panteistiske Michel Abadie (1866-1922), der
først vandt Berømmelsen efter sin Død med
Samlingen Tombeau de Michel Abadie, udgivet
af Venner 1924, Fernand Gregh (f. 1873)
paavirket af Hugo og Sully Prudhomme,
Couleurs de la Vie (1919), et udmærket Choix de
Poésies (1927), endvidere de to fremragende
kvindelige Lyrikere, Anne de Noailles (s. d.,
Suppl.) og Lucie Delarue-Mardrus (f.
1880) med hendes Les Souffles du Temps (1918).
— Symbolister er først og fremmest Francis
Vielé Griffin, Paul Fort (s. d., Suppl.),
Francis Jammes (s. d.), af de senere Aargange
Fagus (f. 1872), La Dame macabre (1920),
Le Frère Tranquille (1922), Verlaines værdige
Efterfølger Leon Paul Fargue (f. 1878),
Poèmes (1919), Souvenirs d’Enfance (1927),
Tancrède de Visan (f. 1878), Guy
Lavaud (f. 1883), Phileas Lebesgue (f.
1869), La grande Pitié (1920), Les Chansons de
Margot (1926), og René Bizet, Saxophone
(1926). — Om de unanimistiske Lyrikere
Durtain, Jouve, Vildrac skal der her ikke tales.
Tilbage er saa kun af det yderste Venstres
Kubister, Futurister, Dadaister og Surrealister
Apollinaire, hvis Calligrammes i den
endelige Udgave 1925 er en af de vigtigste
Bøger i moderne fransk Lyrik, den geniale
Max Jacobs (f. 1876), La Déjence de
Tartuffe (1919), Visions infernales (1924), og
endelig André Salmon (f. 1881), Prikaz (1921)
og L’Age de l’Humanité (1922). Salmon er
en litterær Skikkelse af overordentlige
Dimensioner, en Cendrars, en Hugo, en
Apollinaire, en Paul Morand paa een Gang. Valery
Larbaud (f. 1881), Poésies (1923), er det
moderne Livs desperate Lyriker, Blaise
Cendrars (f. 1887), Du Monde entier (1919),
Kodak (1924), den internationalt berejste
Lyriker og Formidler af primitiv Poesi, og Pierre
Reverdy (f. 1889), Epaves du del (1924), er
sammen med Corteau (s. d., Suppl.) som nævnt
en af Surrealismens Førstemænd, en kosmisk
Lyriker, der med megen Umiddelbarhed og stor
Fantasi skaber en ny poetisk Mytologi.
Dramaet. Af de tre Litteraturgrene staar
denne svagest. Krigen og Emnerne deromkring
skabte nok en kortere Frodighed, men de tre
sidste Aars dramatiske Høst er betænkelig sløj.
I det »store« Drama er Claudel og Curel
(s. d.) de førende Navne. Claudel fornyer hele
Begrebet Drama i sin ubegribelige Genialitet,
og Curel fornyer under Verdenskrigen sig selv
og bliver en dramatisk Digter af de store Maal.
»Idédramaet« kan man kalde denne Gruppe, til
hvilke ogsaa hører Maeterlincks og Rollands
senere Stykker. Claudels Elev er Mystikeren
Henri Gheon med hans skolastiske Dramer
Le Pauvre sous l’Escalier (1921) og de af
Pirandello paavirkede Le Comédien et la
Grace (1926). Paul Fort har skrevet det
ypperlige historiske Skuespil Louis XI, og
endelig har Jules Romains (f. 1885),
Unanimisternes Fører, siden Skuespillet Knock
(1923) skabt sin egen Komediestil, hvori han
med ætsende Satire forfægter sine sociale
Teorier. Med den franske Bearbejdelse af Ben
Jonsons Volpone (1928) har han vist, hvilken
Teatrets hengivne Tjener og Beundrer han er,
foruden at være Forfatter og social Teoretiker.
I det mere almene Teater, nedenom
Idédramaet, betegner Georges de Porto-Riche
(s. d.) en af de afgørende Impulser. Sammen med
Freud og Pirandello har han skabt den Form
for Fremstilling af Menneskesjæle paa Scenen,
som er det moderne Teaters. Det gode Drama
i denne Sammenhæng repræsenteres af
Jacques Copeau (Maison natale 1924),
Fernand Crommelynck (Cocu magnifique
1920), Jean Jacques Bernard (Le
Printemps des autres 1924). — Paul Géraldy
med hans ogsaa i Danmark spillede Stykker
»Elske«, »Hvis jeg vilde«, »Bryllupsdage«
repræsenterer den intelligente Smag hos et finere,
men mindre umiddelbart Publikum. Udenom
alle Teorier og helt personlige Veje gaar Paul
Raynal (»Graven under Triumfbuen«), Jean
Sarment (»Skyggefiskeren«) og Charles
Vildrac — alle tre betydelige
Dramatikere og det unge Haab for Frankrigs Drama.
Vildrac har allerede dannet Skole. Forfatteren
til Successen Je ne vous aime pas (1926)
Marcel Achard vandrer i hans Spor. Den
fremragende René Lenormand (f. 1882) er
psykopatologisk Dramatiker og dristig i sit
erotiske Emnevalg. A l’Ombre du Mal (1924),
Le Lâche (1926), L’Amour magicien (1926), Jean
de la Lune (1929) viser foruden Glimt af Freud
og Pirandello Glimt af Shakespeare. Der er
megen uforløst Genialitet endnu i denne
Dramatiker. Edouard Bourdet er ogsaa
Psykopatolog. Denne drevne Boulevarddramatiker
(Rubicon, Vient de paraître) har i La
Prissonière med sikker Psykologi og i Traad med
Tendenser i Samtidens Roman tegnet den
homosexuelle Kvindes Tragedie — og hendes
beklagelsesværdige Ægtemands.
Romanen. Allerede ved Oversigten over
Udenværkerne blev det klart, at det er i
Romanen, at den moderne franske Litteratur har
præsteret det mangfoldigste og det ypperste i
disse Aar. Den moderne franske Roman har
virkelig under og efter Verdenskrigen opnaaet
et Højdepunkt af Ydeevne og Udtryksevne. Til
de tidligere Impulser for de unge Forfattere,
Anatole France, Paul Bourget, Charles Maurras
og Maurice Barrés, kom der i disse Aar to
fuldt saa stærke — Marcel Proust og
André Gide. I deres Tegn staar al moderne
fransk Romankunst, og fra dem stammer ogsaa
den Drejning fra det psykologiske over i det
patologiske, som er blevet typisk for de senere
Aars franske Litteratur. Sociale og individuelle
Onder søges opklaret fra Grunden af; navnlig
de erotiske Tilstande og de for Tiden typiske
Foreteelser af den Art undersøges, uden
Spekulation i hverken det pikante eller det
perverse, men til den menneskelige Forstaaelses
Fremme, og ifølge Freuds Teori, at det fulde
Overblik over en Sygdom er det første og
afgørende Skridt til dens Helbredelse. Udgivelsen
af Prousts store Hovedværk A la Recherche du
Temps perdu, først afsluttet 1927, og Gides
eneste større Roman Les Faux-Monnayeurs
(1926), samt Gides opsigtsvækkende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
