Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tidens Digtere. Skribenter, der var gaaet i
Staa, vækkes ved det store Ragnarok og bliver
Digtere paany, Bernstein f. Eks. (s. d.)
skriver ud fra denne store Oplevelse sit
værdifulde Stykke L’élévalion (1917), en Digter som
Curel fornyer sig paa afgørende Maade under
og efter Krigen, skriver Krigsdramaet Terre
inhumaine (1925) og Dramaet La Viveuse et
le Moribond (1926) om den Hjemvendendes
Psykologi, for slet ikke at tale om
Schlumbergers ypperlige Romaner om det Emne, om
Barbusses, Duhamels og Maeterlincks
Krigsskildringer, om Claudels pragtfulde Poèmes de
Guerre, om Barres og Bazins ensidige, men
lidenskabelige litterære Patriotisme, Paul Forts
og Céards Krigsdigte, de mange
Krigsdramatikere med Raynal i Spidsen eller den unge
Krigsroman med Roland Dorgolès’ (f.
1886) Les croix de bois (1919) som lysende
Forbillede. — Krigen krævede sine Ofre blandt
de franske Digtere. Fuldtfærdige som den
betydelige Lyriker Charles Peguy (1873—1914) tog
den, og unge Haab som Louis Pergaud (f.
1882), som de tre sjælfulde Lyrikere Jean Marc
Bernard, Alain Fournier og Emile Despax
og som de tre lovende Romanforfattere Paul
Acker, Ernst Psichari og Emile Clermont. Men
hvad den tog fra Litteraturen, har den givet
igen i bristefærdigt sjæleligt Indhold hos dem,
der levede med og levede igennem.
Dramatikerne Raynal og Sarment alene er
Vidnesbyrd derom.
Le mal du siècle. Hele Efterkrigspsykosen
har været afgørende for den nye franske
Litteratur. De store Skildringer af Efterkrigstidens
unge Mand, af Inflation og Depression hos de
nye Aargange, af vor Tids mal du siècle, af
det rodløse og forvildede, af den moralske
Opløsning i den unge Slægt, kort sagt, hele
»Ungdomsromanen« har været af største Betydning
for fransk Litteratur. Den pessimistiske
Ungdomsromans Helt er teoretisk skildret i
Mauriacs Essay Le jeune homme (1926), i
Lamandés Enfants de siècle og i Drieu de la
Rochelles Mesure de la France — men i Praksis har
tre unge Forfattere her sagt afgørende Ord. Jean
Cocteau i Le grand Ecart (1923). Pourrat i Le
mauvais Garçon (1926), samt Raymond
Radiguet (1903—1923) i Le Diable au Corps
(1923). Ogsaa Carco hører i øvrigt herhen.
Disse fire Forfattere har præsteret det
mesterlige i den digteriske Fremstilling af vor Tids
unge Mand, en Werther og en Des Esseintes
paa een Gang.
De frivilligt fædrelandsløse. Alt
dette var Typer af, hvad der er sket i de
sidste 15 Aars franske Litteratur, under, efter
og paa Grund af Verdenskrigen. Inden der nu
skal gøres Rede for, hvad der inde bag det
er det »normalt« levende af fransk Litteratur
i Lyrik, i Drama, i Roman, skal endnu en
Gruppe nævnes, der har udskilt sig fra den
øvrige Litteratur, ogsaa i disse Aar, og for en
stor Del som Følge af dem, i hvert Fald har
vendt sig direkte imod Traditionernes
Frankrig. Det er de internationalt sindede, de
kommunistisk prægede Forfattere og
Unanimisternes store Gruppe Først og fremmest er
det Rolland (s. d.), som Franskmændene
selv føler »har tabt Følingen med sit Land«
til Fordel for en international Indstilling. Det
er endvidere Barbusse (s. d., Suppl.), der
helt har helliget sig Clartébevægelsen og staar
med skarp Front mod sit Hjemlands Litteratur
— det er endelig Jules Romains (s. d.) og
hans »Gruppeteoretikere«, Antimilitarister og
Unanimister, Charles Vildrac (s. d., Suppl.),
René Arcos, Luc Durtain o. s. v. —- og endelig
Duhamel (s. d., Suppl.), der dog aldrig blev
nogen ensidig Forherliger af Gruppen i social
Betydning, men i sine Bøger viste, at han vidste
Besked om, at det maaske fortrinsvis er de
slette Egenskaber hos Menneskene, der kommer
frem, naar de færdes i Flok. Endelig maa
Raynal og Dorgelès ogsaa henføres til
Unanimisternes Kreds. Ufranske i deres internationale
Indstilling er disse Digtere. Walt Whitmans
Aand svæver over dem, har Fritz von Unruh
sagt i en Bog.
2. Den egentlige Litteratur.
Efter Udskillelsen af alle disse Elementer er
der nu tilbage at gøre Rede for de tre vigtigste
Litteraturgrenes almindelige Stilling under og
efter Krigen.
Lyrikken. Paa den højre Fløj, altsaa
nærmest den klassiske Tradition, er det Navnene
Paul Valery (s. d., Suppl.) og Paul Claudel
(s. d., Suppl.), der angiver Retningen. Den første
har med sit høje Formkrav og sit subtile
matematisk-filosofiske Indhold strammet det ægte
franske Begreb »Forstandslyrik« saa stærkt som
muligt. Den anden har med sin dybe Viden
om de sidste Ting givet Eksempel paa, hvor
levende bevæget en »klassisk« Aand kan være.
I de to’s nærmeste Følge ligger Lucien
Fabre (f. 1889), en sikker og klog Lyriker
erklæret Elev af Valery, Connaissance de la
Déesse (1921) og Vanikoro (1923) — og
»Spiritualisterne«, religiøse Lyrikere i Lighed med
Claudel, Louis Le Cardonel (f. 1862),
Louis Mercier (f. 1870) og Gonzague
de Reynold. Den sidstes Age de Fer (1924)
er karakteristisk for hele Gruppen, de
klassiske Traditioner holdes i Ære.
Nær disse Lyrikere staar de to Lyrikere for
det højere intelligente Borgerskab, Paul
Géraldy (f. 1885) Toi et Moi (1913) og Emile
Henriot (f. 1889), La flamme et les Cendres,
(1921) og Aquarelles (1923). Noget fjernere Les
Fantaisistes. Først og fremmest Paul Jean
Toulet (1867—1920) med hans Contrerimes
(1921), hvori med klassisk Knaphed en Fylde
af Vid og Visdom er nedlagt. Dernæst Frank
Nohain (f. 1872), i Samlingerne Fables
(1920), Jardin des Plantes et des Bêtes (1923)
og L’Orphéon (1925) en Efterkommer af La
Fontaine, Versekvilibristen Tristan Klingsor
(f. 1874) Poèmes de Bohéme (1913), Humoresques
(1921), L’Escarbille d’Or (1922). Sluttelig Jean
Pellerin (1885—1920) med de efter hans
Død udgivne Bordeldigte Bouquet inutile (1923),
den berømte Francis Carco (s. d., Suppl.),
den sentimentale Ironiker Tristan Derême
(f. 1889) og de helt nye lovende Talenter
Théophile Féret (Banque de Cuir [1926]) og
Odilon Jean Périer (Le Promeneur
[1927]).
Paa Lyrikkens venstre Fløj dominerer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
