Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Värmland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
disse fra NV. til SØ. eller i samme Retning
som Elvene. I den nordlige Del af V. ligger
Bjergplateauet 6—700 m o. H. (højeste Punkt
i V. Brånberget 691 m), medens det i den
mellemste Del kun naar 300—350 m. Enkelte
Toppe hæver sig dog noget højere. Et af V.’s
Bjergdrag fortsætter sig ud i Vänern, først som
Halvøen Värmlandsnäs, derpaa som den
undersøiske Ryg, der gaar tværs over Søen til
Kållandsön. Undergrunden dannes overalt i V.
af arkæiske Bjergarter som Gnejs, Granit og
Hyperit, blandt hvilke Gnejsen er
fremherskende. Den er dels graa, dels rød og jernholdig.
Hist og her forekommer Glimmerskifer, der
ved Glava brydes og anvendes til Tagsten.
Hyperit, som er en Slags Gabbro, danner i det
mellemste V. flere høje og skovklædte Bjerge,
der i høj Grad bidrager til Landskabets
Naturskønhed. Porfyragtig Hälleflinta og Lerskifer
forekommer enkelte Steder, ligesom der flere
Steder brydes Kalksten, der finder Anvendelse
i Landbruget og ved Jernudsmeltningen. Af
Jernmalm har det østlige V. rige Forekomster,
der udnyttes, og af hvilke fremhæves
Persberg, Nordmarken, Taberg og Längban. Det
sidstnævnte Sted er desuden af Vigtighed,
fordi der findes flere sjældne Mineraler.
Overfladedannelserne er i V.’s højere Egne
Morænegrus eller -sand og i de lavere
Moræneler. Syd paa forekommer desuden
lagdelt Istids-Ler. Og flere Steder findes Tørv i
Masse. V. er overordentlig rigt paa Søer og
Elve, hvilke sidste her nævnes fra Vest til Øst
med de Søer, de gennemstrømmer.
Upperudsälven afvander Søerne Foxen, Stora Le, Östra og
Västra Silen samt Lelången; Byälven
gennemstrømmer Stora Gla og den 111 km2 store
Glafsfjord, og Borgviks og Malsjö älv danner
Afløbet for Søen Värmelen. Endvidere nævnes
Norsälven med de 137 km2 store Frykensøer
og Rottnen, Klarälven med Visten, de tre
mindre betydelige Alstersälven, Varnan og
Visnumsån samt længst mod Øst Svartälven eller
Letälven med Søerne Möckeln og Skagern. V.
staar i klimatisk Henseende paa Overgangen
mellem et Øklima og det mere kontinentale
Klima, der er herskende i det østlige Sverige.
Søerne islægges i første Halvdel af November
og bliver atter isfri omkring 1. Maj. Snedækket
varer i Syd ved Vänern i Middeltal 100 Dage,
men længst i Nord 170 Dage. Henved 4/5 af
Arealet er endnu dækket af store Skove, der
navnlig i det vestlige V. er saa godt som
eneherskende, medens man mod Syd træffer en
Vekslen af jævnt Agerland og skovklædte
Højder og mod Ø. desuden ikke faa nøgne
Bjerghøjder. V. har Ry for at være et af Sveriges
smukkeste Landskaber, og særlig omkring
Glafsfjorden og i Fryksdalen træffer man Egne af
stor Naturskønhed.
Befolkningen taler en Dialekt, der regnes til
den mellemsvenske Gruppe, men som i mange
Henseender nærmer sig de østnorske
Mundarter. Värmlændingen har Ry for
Fredsommelighed, Ærlighed og Arbejdsomhed, og han
søger hyppig til andre Egne af Landet for at
skaffe sig midlertidigt Arbejde, navnlig ved
Tømmerflaadning i Dalarne og Norrland.
Desuden har der i de senere Tiaar og særlig i
1880’erne fundet en anselig Udvandring Sted.
En Befolkning af særlig Art var de Finner, der
i det mindste fra sidste Halvdel af 16. Aarh.
har befolket Grænseegnene mod Dalarne og
mod Norge (de saakaldte Finmarker), hvor de
lige til vore Dage bevarede deres finske Sprog
og Kultur. For godt en Menneskealder siden
taltes endnu Finsk i mange Hjem, og der
fandtes flere gamle Folk, der ikke kunde Svensk.
Nu taler dog alle dette Sprog, og det finske
Sprog samt de gamle finske Sæder og Skikke
er helt i Færd med at afløses af svenske. Dog
har det tyndt befolkede Nyskoga Sogn endnu
en forholdsvis ren og ublandet finsk
Befolkning. Naar man alligevel undertiden ser V.’s
Finner opgivne til et Antal af 3000, menes
hermed blot, at saa mange har bevislig
indvandrede finske Forfædre og er mere eller mindre
prægede heraf i Karakter, Skikke og Erhverv.
— Landskabets Vaaben har paa Guldgrund en
sort Ørn med rød Tunge. Om Næringsveje se
Värmlands Län og Örebro Län.
Historie. V. hed oprindelig Värmilland,
d. v. s. Värmellandet, Landet omkring Søen
Värmelen. Befolkningen hed Värmier og synes
efter Oldsagsfund i det vestlige V. at dømme
at være indvandrede fra Västergötland over
Dalsland. Indvandringen skete i postglacial Tid
(Littorinatiden), da Vänerns nuværende
Nordkyst endnu dækkedes af Havet. Befolkningen
levede langs Kysterne som Fiskere og Jægere.
I den yngre Stenalder flyttede Menneskene
fra Kysten ind paa Sletterne og blev bofaste
Agerbrugere. Fra Bronzealderen findes mange
Gravhøje, der viser, at Bebyggelsen var den
samme som i Slutningen af Stenalderen. Fra
Jernalderen haves flere Fund, blandt hvilke er
Länets mærkeligste Oldsagsfund, Järsbergstenen
nær ved Kristinehamn med en kort Indskrift
af ældre Runer (c. 550 e. Kr.). Fra Tiden
omkring 600 findes Beretninger om V.’s
Historie i de islandske Sagaer. Snorre fortæller
saaledes om den svenske Konge Olaf Trätälja,
der flyttede til V. og dannede Rige dér. I Tiden
omkring 700—800 hørte V. under det østnorske
Vestfoldsrige, var senere en Tid atter svensk,
men kom c. 870 under Harald Haarfager.
Hvornaar det skiltes fra Norge, vides ikke
bestemt, men Forbindelsen med Norge varede
ved langt ind i Middelalderen. Kristendommen
kom til V. fra Västergötland, maaske ogsaa fra
Norge, og sejrede antagelig omkring 1000. Fra
Dronning Margrete’s Tid hørte V. under
Fogderne paa Edsholm og Agneholm.
Värmlændingene sluttede sig til Gustaf Vasa 1521. 1551
deltes V. i to Fogderier, Öster- og
Västersyslet. Omkring 1580 skete den mærkelige
finske Indvandring. Medens Befolkningen tidligere
havde levet i de lavere Egne under den marine
Grænse, slog Finnerne sig ned i de magre
Morænebygder og indførte Svedjebruget. Under
Karl IX gjorde Bjergværksdriften Fremskridt.
Karlskoga Bergslag kan takke ham for sin
Tilblivelse. 1580 lagdes V. under
Superintendenten i Mariestad, men flyttedes 1647 ind
under Superintendenturen i Karlstad. Ved
Länsinddelingens Gennemførelse forenedes V. med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
