Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Villèle, Joseph - Villemain, Abel - Willemer, Marianne - Villemessant, Jean Hippolyte Cartier de - Villemin, Jean Antoine - Willemit - Willemoes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Villèle [vi’læ.l], Joseph, fransk
Statsmand, f. 14. Apr. 1773, d. 13. Marts 1854. Han
var oprindelig Søofficer, samlede siden 1794 paa
Øen Bourbon en stor Formue, bl. a. ved et rigt
Giftermaal, og vendte 1807 tilbage til Frankrig.
1815 valgtes han til Deputeretkammeret og blev
her Ultraroyalisternes vigtigste Fører. Efter at
have styrtet Decazes blev V. i Decbr 1820
Minister uden Portefeuille, dog kun i et halvt Aar,
men i Decbr 1821 Finansminister og i Septbr
1822 tillige Førsteminister, samt ophøjet til
Greve. Det lykkedes ham ved de ny Valg 1823
næsten helt at udelukke Oppositionen fra
Deputeretkammeret, og han forstod desuden at
bringe Finanserne i god Orden; gennemførte 1825
en Bevilling af 1 Milliard som Erstatning til
Emigranterne og Nedsættelse af Statsgældens
Renter, men lod sig nøde til yderligere
reaktionære Forholdsregler, end han personlig
billigede. Han var en praktisk Mand med sund Sans
for Realiteter, ikke Fantast og Fanatiker.
Medens Oppositionen imod ham voksede,
tilfredsstillede han dog ikke Hoffet og de udprægede
Royalister. For at holde sig greb han 1827 til
Censurens Genoprettelse, Nationalgardens
Opløsning og Udnævnelse af talrige Pairer.
Alligevel lod Kongen ham afgaa Jan. 1828 med
Udnævnelse til Pair, og V. holdt sig senere tilbage,
da han ikke kunde afværge den Fare, som han
saa truede Kongehuset. Hans Mémoires et
Correspondance udkom 1888—90 i 5 Bd.
(E. E.). H. J-n.
Villemain [vil’mæ], Abel, fransk Politiker
og Litteraturhistoriker, f. 9. Juni 1790, d. 8.
Maj 1870. Han blev allerede 1814 Professor ved
Universitetet og holdt 1816—26 stærkt besøgte
Forelæsninger over Litteraturhistorie; blev
desuden 1819 ansat i Statsraadet. V. sluttede sig
tidlig til den doktrinære Retning, skrev 1825
Romanen »Lascaris« for at støtte Grækernes
Frihedskamp og var 1827 med at affatte
Adressen fra det franske Akademi (var 1821 bleven
Medlem) imod Censurens Genindførelse, hvilket
kostede ham hans Embede i Statsraadet. 1830
valgtes han til Deputeretkammeret, underskrev
Oppositionens Adresse og foreslog senere at
ophæve den katolske Kirkes Stilling som
Statskirke, vragedes 1831 af sine Vælgere, men blev
Medlem af Undervisningsraadet og 1832 Pair.
Han var frisindet nok til 1835 at stemme
mod Septemberlovene og støttede 1838
Ministeriet Molé under Guizot’s og Thiers’ forenede
Angreb. Marts 1839 til Marts 1840 og paa ny
Oktbr 1840 til Decbr 1844 var han
Undervisningsminister; gennemførte 1844 Loven om det
højere Skolevæsen, men tilfredsstillede herved
hverken Universitetet eller Præsteskabet. Fra
1848 tog han ingen Del i det politiske Liv, men
forblev siden 1834 Akademiets faste Sekretær.
V. vakte tidlig Opsigt ved sine Lovtaler over
Montaigne (1812) og Montesquieu (1816); skrev
1819 Histoire de Cromwell og udgav 1828—30
sine Forelæsninger over Middelalderens
Litteratur og Frankrigs Litteratur i 18. Aarhundrede
(ny Udg. 1864 i 6 Bd); senere Études de
littérature ancienne et moderne (1846) og Sur la
littérature contemporaine (1857). Efter hans Død
udkom Grégoire VII (1873), maaske hans
ypperste Værk.
(E. E.). H. J-n.
Willemer [’veləmər], Marianne, f. Jung,
f. i Linz 1784, d. i Frankfurt 1860, var
Danserinde, ægtede den rige Frankfurter Bankier J.
J. v. W., vakte 1815 den aldrende Goethe’s
Kærlighed. Vidnesbyrd om Digterens lidenskabelige
Følelser findes i »Westöstlicher Divan«. W. var
selv poetisk begavet, nogle af Suleika-Sangene
er digtede af hende selv, f. Eks. »Hochbeglückt
in deiner Liebe«, »Nimmer will ich dich
verlieren« og »Ach um seine feuchten Schwingen,
West, wie sehr ich dich beneide«. (Litt.:
»Goethes Briefwechsel mit M. v. W.«, udgivet
af Ph. Stein 1908).
C. B-s.
Villemessant [vilmæ’sã], Jean Hippolyte
Cartier de, fransk Journalist (1812-79).
Efter at have skrevet i forskellige Blade blev
han 1854 Udgiver af »Figaro«, der først udkom
to Gange om Ugen, fra 1865 som Dagblad af
pikant og sensationelt Præg. 1867—78 udgav han
sine Mémoires d’un journaliste i 6 Bd. (Litt:
Faucon, H. de V., par un témoin de sa vie
[1879]).
S. Ms.
Villemin [vil’mæ], Jean Antoine, fransk
Læge, f. 1827 i Prey, d. 1892 i Paris, blev Dr.
med. 1853 og levede som Militærlæge i Paris.
Han studerede særlig Tuberkulosens Udbredelse
og viste ved Indpodnings- og Virulensforsøg, at
Sygdommen var smitsom. Grænsen mellem den
ældre og den nyere Tid i
Tuberkuloseforskningen rejstes ved V.’s Arbejder, nemlig Du tuhercle
au point de vue de son siège, de son évolution
et de sa nature (1862) og Études de la
tuberculose (1867). V. udgav desuden Traité
élémentaire d’histologie humaine normale (1864).
J. S. J.
Willemit, Mineral af Sammensætning Zn2SiO4
(Zinksilikat), krystalliserer i romboedriske
Krystaller, isomorf med Fenakit. Det optræder i
Krystaller og kompakte Masser af hvid, gul,
grøn eller rød Farve ved Altenberg og Stolberg
i Nærheden af Aachen og i større, teknisk
vigtig Mængde sammen med den røde Zinkmalm i
New Jersey. Som ejendommelige, himmelblaat
farvede Krystaller findes Mineralet i Sandsten
ved Musartut ved Tunugdliarfikfjord i
Sydgrønland.
(N. V. U.). O. B. B.
Willemoes (Willemoës), dansk Slægt,
som føres tilbage til en Christen W., der
i Midten af det 17. Aarhundrede levede paa
Gaarden W. (nu Villemose) i Vejrum Sogn ved
Holstebro. Hans Sønnesøn, Christen
Christensen W. (c. 1690—1746), som boede i
Øster Ausum, var Fader til Mads W. til
Abildgaard i Grurup (c. 1734—97), hvis talrige
Efterslægt nu er uddød paa Mandssiden, og til
Amtsforvalter i Assens, senere i Odense,
Kammerraad Christen W. (1736—1818), som først
begyndte at skrive Slægtsnavnet Willemoës.
Af sidstnævntes Sønner skal nævnes
Stiftsfysikus i Aarhus, Etatsraad, Dr. med. Frederik
Wilhelm W. (1778-1860), Sognepræst til
Herfølge og Sædder Joachim Godske W.
(1781—1858), der var paavirket af de vakte,
hos hvem han ogsaa fandt stor Tilslutning,
endvidere Søhelten Peter W. (s. d.), Land- og
Søkrigskommissær, Oberstløjtnant Martin W.
(1787—1865), der, efter at have ægtet en Datter
af den adelige Slægt Suhm’s sidste Mand, kgl.
Historiograf Peter Frederik Suhm, ved Patent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
