Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verdenskrigen (1916.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det af Østerrigerne saa længe tappert og
dygtigt forsvarede Brohoved ved Görz faldt nu
endelig i Italienernes Hænder tilligemed. Byen
Görz.
Centralmagternes uheldige
Stilling i Efteraaret 1916.
Rumæniens Indgriben i Krigen.
Hindenburg og Ludendorff faar Ledelsen
af den tyske Hær.
Centralmagterne var i Slutningen af August
Maaned meget uheldig stillede.
Brusilovoffensiven, Sommekampene, Situationen ved Verdun
og Görz’s Fald, ethvert af disse Forhold betød
betydelige Vanskeligheder, og tilsammen skabte
de en for Centralmagterne meget farlig Stilling.
Og nu kom hertil Rumæniens Krigserklæring til
Østerrig-Ungarn den 27. August. Uventet kom
denne Begivenhed vel ikke for den tyske og
østerr. Hærledelse, men denne havde haabet,
at Krigen med Rumænien først vilde indtræffe
c. 1 Maaned senere, naar Høsten i Rumænien
var afsluttet. I Tyskland steg Misfornøjelsen
med Falkenhayn’s Ledelse nu saa stærkt, at
Kejseren bestemte sig til at fratage ham
Ledelsen af Hæren og overdrage den til den Mand,
alles Øjne i Tyskland, var rettet paa.
Hindenburg blev Generalstabschef, Ludendorff
fremdeles hans første Hjælper med Titel af
Generalkvartermester. — Den store Krig traadte nu
ind i en ny Fase. Ledelsen af
Centralmagternes Krigsførelse kom i Hænderne paa Tysklands
mest ansete General, og Ludendorff’s Navn
borgede for, at Krigen vilde blive ført med største
Energi, og uden at man vilde sky nogen
Risiko. Paa Modpartens Side var der den 27.
Marts mødt Delegerede fra samtlige
Regeringer til en ny Konference, og selv om denne
ikke bragte særlige Resultater i Retning af
forbedret Samarbejde mellem de Allieredes
Generalstabe, blev den dog Udtryk for Viljen til at
fortsætte Krigen til endelig Sejr. For Englands
Vedkommende blev dette understreget ved, at
der blev indført almindelig Værnepligt den 25.
Maj 1916. Paa begge Sider belavede man sig
altsaa paa at fortsætte Krigen til det yderste. —
Den 29. August 1916 ankom Hindenburg og
Ludendorff til det tyske Hovedkvarter i Pless, en
lille By i Schlesien, og det første Resultat af
deres Overtagelse af Kommandoen var, at der
blev skabt Enhed i den hele Ledelse af
Krigsførelsen paa Centralmagternes Side. Tyrkiet og
Bulgarien havde allerede tidligere givet sig helt
ind under den tyske Hærledelse, nu gjorde
Østerrig-Ungarn det samme trods General
Conrad’s Uvilje mod en saadan Ordning.
Tyskland maatte dog forpligte sig til at tage de
samme Hensyn til Beskyttelse af det
østerrig-ungarske Landomraade som til Tysklands,
ligesom den østerrigske Hærledelse skulde have
Ret til at skyde sig ind under Kejser Frants
Josef’s Afgørelse, hvis den ikke kunde billige
de Afgørelser, der blev truffet med Hensyn til
Anvendelsen af de østerrig-ungarske Tropper.
— Det var en vanskelig Situation, Hindenburg
og Ludendorff tog i Arv efter Falkenhayn. Paa
Vestfronten var Kampen ved Somme i
fuld Gang; Kampen ved Verdun ikke afsluttet;
begge slugte de Masser af Tropper; særlig gjaldt
dette om Sommeslaget. Paa Østfronten
var Centralmagternes sydlige Fløj stærkt rystet
ved Brusilov’s Angreb og nu ydermere truet
med en stor strategisk Omfatten fra Rumæniens
Side. I Grækenland og Makedonien
havde de Allierede styrket deres Stilling baade
politisk og militært: politisk ved at
begrænse Virkningen af Kong Konstantin’s tyske
Sympatier, ved at erklære Saloniki i
Belejringstilstand og ved at etablere Blokadetilstand for
den græske Kyst; militært ved at føre den
nu reorganiserede serbiske Hær til Saloniki og
ved yderligere at befæste denne By. I Asien
havde Russerne erobret næsten hele Armenien,
et nyt tyrkisk Angreb paa Ægypten var
mislykket, og kun ved Tigris havde Tyrkerne
heldige Resultater at opvise. Hverken Bulgarien
eller Tyrkiet kunde hjælpe Tyskland med
større Troppestyrker, de trængte snarere selv til
Hjælp, i hvert Fald til Materiel og til moralsk
Støtte. Og under alt dette lagde de Allieredes
Blokade et knugende Tryk paa
Centralmagterne; at reagere mod dette Tryk ved
uindskrænket Undervandsbaadskrig turde den tyske
Regering ikke; netop faa Dage efter at Hindenburg
var blevet Generalstabschef, havde
Rigskansleren erklæret at maatte se bort fra Anvendelse
af denne skarpe Forholdsregel.
Det rumænske Felttog 1916.
I denne vanskelige Situation besluttede
Hindenburg og Ludendorff at angribe Rumænien
for at skille sig af med denne nye Fjende, som
var saa farlig for Centralmagterne, og som
Ententen stillede saa store Forventninger til.
Angrebene paa Verdun blev nu helt indstillet,
og trods den vanskelige Situation ved Somme
blev der trukket nogle Divisioner bort fra
Vestfronten for at anvendes mod Rumænien. Den
Hær, der skulde kæmpe mod Rumænien, maatte
nemlig først skabes; en Del af Divisionerne, der
skulde danne den, var under Formering, og
næsten alle skulde de føres til langvejs fra —
fra de andre Fronter eller fra Tysklands Indre,
hvor et større Antal nye Divisioner — først 9,
senere yderligere 29 — var under Organisation.
Den eneste Styrke, som straks kunde anvendes
mod Rumænien, var en, endda ret lille Armé,
som under Navn af »Donauarmeen« var
dannet i Bulgarien, dels af bulgarske Tropper (III.
bulgarske Armé), dels af nogle tyske og
tyrkiske Tropper, alt under Mackensen’s Kommando.
I Transsylvanien stod der kun svage østerrigske
Detachementer langs Grænsen mod Rumænien.
Alle øvrige Tropper ankom kun langsomt og
efterhaanden. — Rumæniens Indgriben i Krigen
var for en væsentlig Del det franske Diplomatis
Værk, men stemmede for øvrigt godt med det
rumænske Folks Ønsker at faa Transsylvanien
knyttet til Rumænien; ogsaa Italiens Eksempel
var medvirkende til, at Rumænien gjorde
fælles Sag med Frankrig og saaledes sluttede sig
til de andre latinske Nationer. De militære
Forudsætninger for, at Rumæniens Indgriben
skulde gøre den tilsigtede Virkning, var imidlertid,
at dets Hær var udrustet til en langvarig og
intensiv Krigsførelse, men dernæst ogsaa, at
Hæren greb ind i rette Øjeblik og selv var sikret
mod strategiske Overraskelser. Ingen af disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
