Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - uskyldig anklagede eller dømte - Uskyldighedstilstand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
3 Maaneder efter, at Anholdelsen er hævet. —
Endelig kan en Person, der har udstaaet en
Straf, der bortfalder enten som Følge af Anke
eller Genoptagelse, kræve Erstatning efter de for
Erstatning for Varetægtsfængsel givne Regler.
Sager af heromhandlede Art rejses ved, at
Statsadvokaten udfærdiger en Beslutning om
Sagsanlæg mod vedkommende til at kendes
uberettiget til Erstatning. For Tiltalte beskikkes en
Forsvarer, for saa vidt han ikke begærer selv
at sørge for sit Forsvar. Sagerne behandles
efter Strafferetsplejens Grundsætninger for
Underret, medmindre den, som kræver Erstatning,
samtidig med Erstatningsbegæringen forlanger
Paakendelse ved Landsret. I saa Fald staar
det ham ogsaa frit at begære Spørgsmaalet
om Erstatning afgjort under Medvirken af
Nævninger. Værnetinget er i Sager om
Oprejsning for uforskyldt Anholdelse Retten i den
Retskreds, hvor Anholdelsen har fundet Sted. I
Sager om Erstatning for uforskyldt
Varetægtsarrest er Værnetinget, dersom den skal
behandles for Underret, den Underret, for hvilken
Forundersøgelsen af Sagen er foregaaet, eller, i
Mangel af en saadan, den Underret, som har
besluttet Fængslingen. Skal Sagen behandles
ved Landsret, er den Landsret, under hvilken
nævnte Underret hører, rette Værneting. Sag
om Erstatning for uforskyldt Udstaaelse af Straf
forfølges, naar den skal afgøres for Underret, ved
den Underret, som har dømt i Sagen, eller hvis
Dommen er afsagt ved Landsret, ved den
Underret for hvilken Forundersøgelse i Sagen er
foretaget, eller, i Mangel af en saadan, ved den
Underret, i hvis Retskreds den uskyldig straffede bor
eller opholder sig. Skal Sagen afgøres ved Landsret,
hører den under den Landsret, som har dømt i
den, eller under hvilken den Underret hører,
som har afsagt Dommen. — Frifindes en i de
foregaaende Instanser dømt Person for
Højesteret, kan Højesteret af egen Drift optage og
afgøre Spørgsmaalet om Erstatning for uforskyldt
Varetægtsarrest eller uforskyldt Udstaaelse af
Straf, medmindre Tiltalte har begært dette
Spørgsmaal afgjort ved Landsret under
Medvirken af Nævninger.
A. Gl.
Den norske Straffeproceslov bestemmer i
§ 469, at den, som ved Dom bliver frifundet for
en allerede fuldbyrdet Straf, paa Forlangende
skal tilkendes Erstatning af Statskassen for den
Skade, som han har lidt ved den saaledes
fuldbyrdede Straf. Der vil især blive Tale om
saadan Erstatning, naar Straffesagen genoptages
efter Reglerne i Lovens Kap. 30, samt naar
Fuldbyrdelsen i Medhold af § 399 er
paabegyndt, før Ankefristerne er udløbet, og den
endelige Dom lyder paa en mindre Straf end
den fuldbyrdede. Ogsaa for Skade ved
Varetægtsfængsel kan Erstatning forlanges af den,
som ved Dom frifindes, eller mod hvem
Forfølgningen indstilles, naar de for hans
Forøvelse af Handlingen fremførte Beviser er
gendrevet. Det kræves saaledes ikke, at hans Uskyld
skal være positivt bevist. Er Forfølgning
indstillet eller Frifindelsesdom afsagt, fordi
Handlingen ikke kan henføres under nogen
Straffebestemmelse, eller fordi Strafbarheden er
udelukket eller ophævet ved en i Loven anerkendt
Omstændighed, afgør Retten efter Sagens
nærmere Omstændigheder, hvorvidt saadan
Erstatning bør tilkendes. Erstatning for Skade ved
fuldbyrdet Straf eller for Varetægtsfængsel skal
ikke tilkendes Vedkommende, naar han ved
Tilstaaelse eller paa anden Maade ved eget
forsætligt Forhold har fremkaldt den fældende
Dom eller Forfølgningen. For Varetægtsfængsel
heller ikke, naar det er kommet til Anvendelse,
fordi Sigtede har forsøgt at undvige eller har
foretaget Handlinger, hvoraf det maatte sluttes,
at han har villet, tilintetgøre Gerningens Spor
eller forlede andre til falsk Forklaring eller
til at unddrage sig sin Vidnepligt (§ 470).
Erstatningen omfatter kun økonomisk Skade. Krav
maa fremsættes senest inden 1 Maaned efter, at
Sigtede har faaet Meddelelse om den Dom eller
Kendelse, hvorved Sagen endes, eller om at
Forfølgningen er indstillet. Ifølge § 454 har
Sigtede, naar han frifindes, eller Forfølgningen
indstilles, Krav paa Erstatning for nødvendige
Udlæg til Forsvar, selv om han ikke er blevet
straffet eller fængslet. Har han haft
usædvanlige eller i Forhold til hans Vilkaar betydelige
Rejseudgifter, som har været nødvendiggjort
ved Forfølgningen, kan der tilkendes ham
Erstatning ogsaa herfor.
K. Ø.
Uskyldighedstilstand er en Betegnelse for
Menneskeslægtens første Udviklingstrin, der
hermed opfattes som en bedre og renere
Tilstand end den senere. I Bibelens Fortælling om
Paradiset har denne Forestilling haft et
naturligt Tilhold. Ogsaa de hedenske Sagn om en
Guldalder (se Guldalderen) viser i samme
Retning. Det er imidlertid klart, at Gl. Test.’s
Beretning har den særegne religiøse Interesse
ved at vise, at alt, hvad Gud havde gjort, var
saare godt (Gen. 1, 31); Manglerne ved Verden
kommer ikke fra Skaberen, men fra
Skabningen. Idet den kristne Teologi ogsaa er gaaet
ud herfra, har den saa anstillet nærmere
Betragtninger over, hvorledes denne primitive
Renhedstilstand, særlig for Menneskets
Vedkommende, maatte være at tænke. Man har
holdt sig til Skriftens Ord om, at Gud skabte
Mennesket i sit Billede og efter sin Lignelse.
Men der har været Uenighed om, hvorledes
dette skulde forstaas. I den katolske Kirke har
man adskilt mellem den rene Menneskenatur og
den oprindelige Retfærdighed, der tænkes som
en særegen Gave, som Gud udefra havde tillagt
Naturen. Herimod opponerede Reformatorerne,
idet de gjorde gældende, at Retfærdigheden
maatte høre med til selve den fuldkomne
Menneskenatur som udgørende dens egentlige
Væsen. Heri havde de sikkert Ret. Men de kom
rigtignok med det samme til at lægge en
ganske overdreven Vægt paa den oprindelige
Retfærdighed. I den Henseende betegner
Kirkelæren den rent diametrale Modsætning til den
moderne Betragtning, der er tilbøjelig til at
opfatte det første Udviklingstrin som en blot
Raahedstilstand. Et nyt og frugtbart Synspunkt
i Teologien er indført ved Schleiermacher, der
opfatter den oprindelige Fuldkommenhed ikke
som en primitiv historisk Tilstand, men som
en Betegnelse for et Grundforhold i den
menneskelige Natur. Der maa herved tænkes paa
det religiøse Anlæg, som ved Skabelsen er
nedlagt i Menneskenaturen, men som først
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
