Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tory, Geoffroy - Torznok - Torø - Torö - Tosa (japansk Malerskole) - Tosa (se Toce) - Tosana - Tosca - Toscana
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i hans eget Officin og med yndefulde
Ornamenter i Ung-Renaissance) m. m., rager frem
som et særligt ejendommeligt Arbejde Champs
fleury (1529), hvori han bl. a. konstruerer
smukke latinske Bogstavtyper og de rette
Proportioner for Antikva-Bogstaverne. Han
tegnede ogsaa Bogstaver for Grolier; man har
bevaret 4 Bogbind fra hans Haand (British
Museum, Paris, kgl. Bibliotek i Kbhvn). Blandt
Illustrationer, der tillægges T., nævnes
Miniturer til Petrarca’s Trionfi. (Litt: A.
Bernard, G. T., peintre et graveur, premier
imprimeur royal [Paris 1857, 1865]; Sigurd
Wandel, »G. T.« [Kunstmuseets Aarsskrift,
1921-23, Kbhvn 1924]).
A. Hk.
Torznok, se Torschok.
Torø, en 65 ha stor Ø i Lille-Bælt ved Fyns
Kyst, c. 3 km SSV. f. Assens (Kærum Sogn,
Baag Herred, Odense Amt). Øen har været ejet
af Staten, der solgte den 1905; den tilhører nu
Direktør H. Plum’s Familielegat.
(H. W.). M. S.
Torö, smuk, skovrig Ø i Sthlm’s Skærgaard
ud for Södertörn. Hænger i N. sammen med
Svärdsö og denne atter med Oxnö. T. kaldes
ogsaa Herrhamralandet efter Godset
Herrhamra paa Øens sydlige Del. Herrhamra Havn er
en god Nødhavn for Skibe paa indtil 6 m’s
Dybgaaende og er den mest isfrie Havn i hele
Skærgaarden.
M. H-n.
Tosa, Navn paa japansk Malerskole i 13. og
14. Aarhundrede. Malerslægten T. var
oprindelig en Gren af Fyrstefamilien Fujivara (s. d.)
og optog Navnet T. efter Tsunetaka
Fujivara, Kunstmaler ved det kejserlige Hof og
Viceguvernør i Provinsen Tosa, hvilket Navn
hans Efterkommere antog. Den kejserlige
T.-Skole, saaledes grundlagt af Tsunetaka,
eksisterer endnu, men dens Blomstringstid, medens
den var førende i japansk Malerkunst,
strækker sig kun over et Par Aarhundreder, fra
Begyndelsen af 13. Aarh. til henimod 1400, da den
afløstes af Kano-Skolen (se Japan, S. 830).
T.-Skolens Stil indtager en Særstilling i den
japanske Kunst, den repræsenterer
Aristokratiets Smag, som da var Mode ved Kejserhoffet
i Kioto, og repræsenterer saaledes en Slags
officiel Stil. T.-Slægten fuldbyrdede, hvad
allerede Kanaoka havde forberedt og
Jamato-Skolen havde fortsat. T.-Stilen er national,
særlig japansk og fjerner sig fra den indtil da
dominerende kinesiske Indflydelse. Den
karakteriseres ved en yderst detailleret Omhu i
Udførelsen, stor Formfuldendthed og en
overordentlig fin Penselføring, som den træffes i de
persiske Miniaturer, med hvilke den forøvrigt
har visse Berøringspunkter i Stil. T.-Stilen
udmærker sig endvidere ved sine fine og skarpe
Konturer i Forbindelse med en intim, men dog
noget snæver Naturfølelse, en klar, levende og
straalende Kolorit, en uforlignelig Færdighed
i Miniaturgengivelse af Blomster og Fugle og
en overdreven Forkærlighed for Detailler. Til
disse Skolens dominerende Egenskaber
kommer dog en vis Mangel paa malerisk
Opfindsomhed. T.-Malerne genkendes derfor let
blandt alle andre. Dens Vagtler, Paafugle,
Haner, Kirsebærgrene i Blomst, Rosenbuketter
o. s. v. vilde gøre en flamsk Miniaturmalers
Pensel Ære.
Blandt de mest kendte af Skolens Malere kan
nævnes en af Tsunetaka’s Efterkommere i 4.
Led, Fujivara Mitsunobu (død 1525),
derefter Mitsuoki og Mitsujosji. Skolens
Hovedopgave var i Albums, paa Makimonoer og
Skærme at male historiske Scener, Hoffester
og Baller, særlig at fremstille Daimioerne i
deres pragtfulde Hofdragter. Lige til det 16.
Aarhundrede udøvedes Malerkunsten næsten
udelukkende af Adelen og de buddhistiske
Gejstlige. En Kunst, der udøvedes af saa
fornemme Hænder, maatte nødvendigvis faa en
meget aristokratisk Karakter. Den fremstiller
kun, hvad der er nobelt og ophøjet, overser
Folkets Liv, nedlader sig sjælden til Spøg, men
er utrættelig i at fremstille Mønstre paa den
mest fuldkomne Fornemhed, Fyrster i
Hofdragt, Hærførere i prunkende Rustninger,
Damer i den fineste Stads. Den lægger kun
lidt Vægt paa Kroppe og Ansigter, — af disse
brugtes kun et meget ringe Antal gangbare
Typer, — og slet ingen paa Udtrykket. Desto
større Omhu anvender den paa at gengive de
mindste Enkeltheder i Dragterne korrekt efter
Hofceremoniellets Forskrifter.
T.-Malerne anvendte fortrinsvis lange, spidse
Pensler, egnede til den minutiøse Gennemførelse
af alle Detailler. I Farvegivningen virker de med
stærke Midler, fremfor alt anvender de
Bladguld, ofte over hele Baggrunden, og
fremhæver derved yderligere de kraftige Farver,
hvoraf Zinnoberrødt og to skrappe
Pigmentfarver, en blaa og en grøn, spiller en
fremtrædende men ikke altid lige heldig Rolle.
Skolens Specialitet var Skærmene og især de
lange Billedruller Makimonoer, hvis Form
egnede sig saa vel for de Miniaturfremstillinger,
der var T.-Malernes egentlige Force. Her
malede de med bitte smaa Figurer Scener fra
Kejserens Hof, Processioner, Slagbilleder og
Legender. Det bedste, de har ydet, er dog
sikkert Billeder af Fugle og Blomster, hvor de
fineste Detailler er gengivne med en rørende
Troskab. Rigtignok bader Fuglene sig
undertiden i mørkeblaa Bølger, der er massive,
haarde og skarpe som Sten, og hvis underligt
tungede og takkede Skum ser ud som fantastiske
Porcelænsslagger. De ved Hoffet i Kioto saa
højt værdsatte Skærme ligner store Messebøger
paa gylden Baggrund.
Det er væsentlig T.-Skolen, der har givet
Tegninger til de Dekorationer, som findes paa
de fortrinlige gamle japanske Laksager, hvor
Skolens mange Mangler ikke gør sig gældende,
og dens Fortrin, Tegningernes Sirlighed og
Omhyggelighed, Konturernes fornemme
Elegance, bedst kommer til deres Ret. (Litt.:
Louis Gonse, L’art Japonais [1883]; Karl
Madsen, »Japansk Malerkunst« [1885]).
F. de F.
Tosa, se Toce.
Tosana, se Thusis.
Tosca [’tåska], en hvid, let smuldrende
Pimpstenstuf fra Tenerifa.
Toscana, 1) italiensk Landskab eller
Compartimento, der nu deles i Provinserne Arezzo,
Firenze, Grosseto, Livorno, Lucca, Massa e
Carrara, Pisa og Siena, til hvilke Artikler der
henvises. Landskabets samlede Areal er 23012
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
