Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Torvørtug - Tory og Whig - Tory, Geoffroy
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Handel paa Byens Torv. I samme Betydning
brugtes ogsaa Ordet Torvegæld.
(Ludv. H.). P. J. J.
Tory [’tå.ri] og Whig [wig], Navn for de
to store politiske Partier i England siden Karl
II’s Tid. Som aandelige Efterfølgere af Karl
I’s »Kavalerer« var T. Hævdere af
Kongedømmets guddommelige Myndighed og
Undersaatternes Pligt til passiv Lydighed, medens
Whig’erne som Arvtagere efter Rundhovederne
værgede Parlamentets Indflydelse, Folkets Frihed
og Protestantismen, særlig Højkirken. Dermed
stemmer ogsaa selve Navnene, der begge
oprindelig er Spottenavne fra Modstandernes
Side. T. skal stamme fra et irsk Ord, der
betyder Røver eller fredløs, og brugtes først om
de irske katolske Bønder, som 1643 og følgende
Aar kæmpede for Karl I’s Sag, senere (1654) om
Levningerne af de kongelige Friskarer i
England og Skotland, samt overført om Cromwell’s
Modstandere, der altsaa sammenstilledes med
Landevejsrøvere. Navnet Whig udledes
derimod enten af whey, Valle, eller af Whiggam,
et skotsk Tilraab for at drive Hestene frem, og
brugtes om de skotske Covenants, der 1648
brød op imod Edinburgh for at støtte
Revolutionen (ligeledes 1666 om en lignende Rejsning
i Skotland); det betyder altsaa enten Valle- (ɔ:
Kernemælks-)drikkere eller Hestedrivere. At
Ordet skulde være dannet af de 4 Forbogstaver
i We hope in God (Vi haaber paa Gud), er en
senere, kunstig lavet Udtydning, skønt disse
Ord toges til Valgsprog for den første
Whigklub. Som politiske Partinavne opkom de 1679
og faldt da nærmest sammen med
Betegnelserne for Modstanderne (abhorrers) og
Tilhængerne (petitioners) af Forslaget om at udelukke
Kongens Broder, den senere Jakob II, fra
Tronfølgen.
Mænd af begge Partier tog Del i
Revolutionen 1688 af Frygt for Katolicismens Sejr og
sad ligeledes, stundom endog sammen, i
Vilhelm III’s Ministerier, skønt T. misbilligede
hans stærke Indblanding i de politiske
Forviklinger paa Fastlandet. Hans Efterfølgerske
Dronning Anna hældede afgjort til T., og disse
var baade stemte for Fred med Frankrig og
for den Stuart’ske Linies Tilbagekaldelse til
Magten, medens Whig’erne holdt fast ved den
protestantiske Tronfølge og bekæmpede
Katolikkerne som Jakobitter. Paa Grund af T.’s
Holdning over for det ny Kongehus (det
hannoverske) havde Whig’erne vedvarende
Magten 1715—60 og blev i Virkeligheden meget
konservative, om de end stadig holdt fast ved
Parlamentets Magt og Trykkefriheden, som T.
baade under Dronning Anna og senere under
Georg III søgte at komme til Livs. Medens
Højadlen fortrinsvis sluttede sig til Whig’erne,
som derfor snart opløste sig i Familiekoterier,
vandt T. stærk Indgang i Landadelen og i
Højkirkens Præstestand. Da Georg III 1760 besteg
Tronen, sluttede T. sig straks til ham som den
ægte engelske Konge og blev igen Støtter for
Kongedømmets personlige Indflydelse og for
Højkirken; de billigede afgjort Kampen imod
Nordamerikanerne og senere mod den franske
Revolution, medens de havde misbilliget Georg
II’s Indblanding i Fastlandskrigene som
tidligere Vilhelm III’s. Whig’erne forsvarede
derimod Nordamerikanernes Modstand som
berettiget og hilste Frihedens Sejr i Frankrig med
Glæde, hvorhos de søgte at sætte Skranker for
Kongens Indflydelse paa Underhusets
Sammensætning og at fremme politisk og kirkelig
Frihed. Da Revolutionens Udskejelser drev de
maadeholdne Whig’er over til T., og den
langvarige Krig imod Frankrig ogsaa knyttede
Mellemstanden til dette Parti, blev det med en kort
Afbrydelse ved Roret lige indtil 1830, men blev
samtidig yderlig konservativt, ja ligefrem
frihedsfjendsk baade i politisk, kirkelig og
økonomisk Henseende, ligesom de samtidig
støttede Reaktionens Sejr paa Fastlandet. Kun
Canning’s udenrigske Styrelse gjorde en
Afvigelse herfra. Whig’erne blev derimod
Talsmænd baade for Katolikkers og Dissenters
Ligestilling, for en grundig Valgreform og for
større Handelsfrihed. Mange Adelsslægter var i
lange Tider fødte, d. v. s. udelukkende, »T.-«
eller »Whigslægter«.
Da Valgreformen endelig var gennemført 1832,
gik de ægte T. (Højtorierne) ud af Sagaen,
medens de andre under R. Peel’s Ledelse tog
Navnet »de konservative«. Som Svar herpaa
kaldte Whig’erne sig »liberale« eller reformers,
medens deres yderste Fløj optog Navnet
»radikale«. Vel bruges de gamle Navne endnu, dog
mest af Modstanderne som Stikord for at hidse
Stemningen, saaledes Whig om de
maadeholdne liberale, særlig af de højadelige Slægter.
Efter 1886 er Navnet »Unionister« traadt i
Stedet for det konservative Parti. (Litt.: Th.
Rapin, Dissertation sur les Whigs et les
Tories [Haag 1717]).
I Nordamerika var under Frihedskampen T.
Navn for dem, der holdt fast ved Forbindelsen
med Moderlandet og bøjede sig for Kongens
Vilje (»Loyalisterne«), medens Whig’erne
kæmpede for Folkets Frihed. Fra 1834 blev
Whig’er Navn for det demokratiske Partis
Modstandere indtil 1853; ved Valgene 1856 gik de op i
»Republikanerne«.
E. E.
Tory [tå’ri] (Toury), Geoffroy (Geofroy),
fransk Maler, Xylograf og Bogtrykker, f. 1485
i Bourges, d. 1533 i Paris. Han kom som ung
til Italien; efter en videnskabelig Uddannelse
i Rom og Bologna vendte han 20 Aar gammel
tilbage til Paris og begyndte her en litterær
Virksomhed som Lærer i Filosofi ved
forskellige Kollegier og som Oversætter og Udgiver
af klassisk Litteratur. Efter en Læretid under
J. Perréal optog Kunsten ham stærkt, og hans
anden Rejse til Italien gjaldt væsentlig
kunstneriske Opgaver. Hjemkommet til Paris 1518
nedsatte han sig som Boghandler, Bogtrykker,
Maler og Træskærer; han virkede som
Bogforlægger, ogsaa Bogbinder, udførte Træsnit, Stik
og dekorative Bogarbejder og fik stærk
Søgning af parisiske Bogtrykkere til Billeder,
Bogtrykkermærker og Initialer (saaledes et
Træsnit til Badius’ Udgave af Chr. Pedersen’s
Saxo) samt blev den ledende Kraft i Fornyelsen
af Bøgers typografiske og kunstneriske Udstyr
i Begyndelsen af 16. Aarhundrede. Blandt hans
Værker, Udgaver af Tidebøger (de fleste trykt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
