Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Theodosius - Theodotion - Theodricus monachus - Theodul - Theodulf - Theofane - Theofaneia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saa vidt det overhovedet var muligt paa de
Tider, at skaffe rolige og ordnede Forhold til
Veje i Riget; efter hans Død brød dog Stormen
løs. Uagtet T. først lod sig døbe efter sin
Tronbestigelse, begunstigede han stærkt
Kristendommen, lod de hedenske Templer lukke og
forbød Ofringerne uden dog i øvrigt at nægte
Hedningerne de borgerlige Rettigheder, som
de Kristne havde. I de Kristnes indbyrdes
Stridigheder stillede han sig paa Ortodoksiens
Side mod Arianismen; under hans Regering
holdtes i Konstantinopel den 2. økumeniske
Synode, paa hvilken den ortodokse Lære blev
slaaet fast (381). Over for Gejstligheden viste
han stor Ærbødighed, saaledes over for Biskop
Ambrosius af Mediolanum, der kunde tillade
sig at paalægge ham en Kirkebod, da han efter
et Oprør havde ladet flere Tusinde Mennesker
nedsable i Thessalonike.
2) T. II, foreg.’s Sønnesøn og Søn af
Arcadius, regerede i Romerrigets østlige Halvdel
408—450. Han besteg Tronen som Barn, og i
Begyndelsen førtes der for Regeringen i hans Navn
af Præfekten Anthemios. Senere overtog hans
Søster Pulcheria Formynderskabet, og hun
vedblev ogsaa, efter at T. var blevet voksen, at
føre Regeringen, da T. stadig udviste ringe
Selvstændighed. Rigets Stilling var farlig, idet
det truedes baade af Perserne og af Hunnerne,
men Farerne blev dog nogenlunde afværgede.
M. H. t. den indre Forvaltning er at mærke
Udgivelsen af Codex Theodosianus, en for
største Delen endnu bevaret Samling af kejserlige
Forordninger fra Konstantin den Store’s Tid
og til Udgivelsestiden (438); den er udg. af
Hänel (Bonn 1842) og Mommsen (Berlin 1904).
I øvrigt er T.’s Regering mærkelig ved
forbitrede kirkelige Stridigheder, hvori ogsaa
Hoffet, særlig Kejserinde Eudokia og den
mægtige Minister Chrysafios, blandede sig. Paa
Koncilet i Efesos (431) blev Nestorios
forkætret, medens Kyrillos triumferede, og ogsaa
ved »Røversynoden« i Efesos (449) stod
Monofysitismen som den sejrende, for dog straks
efter T.’s Død (450) igen at blive trængt tilbage.
3) T. III (715—717) var en ganske
ubetydelig Kejser.
H. H. R.
Theodotion [te-], græsk Teolog, levede
omkring 160 og er kendt for sin græske
Oversættelse af det gamle Testamente. Oversættelsen,
som kun viser maadeligt Kendskab til Hebraisk,
blev benyttet af Origenes ved hans seksspaltede
Bibeloversættelse.
A. Th. J.
Theodricus monachus [’te–kus] er det
latiniserede Navn paa en norsk Klostergejstlig,
der har forfattet et hist. Arbejde om Norge:
Historia de antiquitate regum Norwagiensium.
Dette gaar fra Halfdan Svarte til Kong Sigurd
Jorsalafar’s Død (1130). Forf. siger, at han ikke
kan bekvemme sig til at skrive om den flg.
Tids Rædsler og Skændselsgerninger. Skriftet
er forfattet paa et ret godt Latin, det er klart
og kort, men ikke uden ganske uvedkommende
Digressioner, som skæmmer Skriftet. Hans
Kilder er ifølge hans eget Vidnesbyrd
Islændernes Digte (Skjaldekvad) og hist. Traditioner,
og han paalægger dem det fulde Ansvar for
det meddeltes Paalidelighed. P. Gr. a. sin Ælde
og fordi Skriftet er opbevaret uforandret, er
det af stor Vigtighed i hist. Henseende. Hvad
Forfatteren selv angaar, er det, trods flere
skarpsindige Forsøg, ikke lykkedes at udfinde, hvem
han i Virkeligheden var. Han har dediceret
sit Skrift til Ærkebiskop Eystein (d. 1188), og
det er altsaa skrevet ved 1180. Det er sidst og
bedst udgivet af G. Storm i Monumenta hist.
Norw. 1880. (Litt: F. Jónsson,
»Oldn.-oldisl. Litteraturhistorie« II og den der citerede
Litteratur).
F. J.
Theodul, se Theodor.
Theodulf [te-], Biskop af Orléans, død omtrent
821, hørte til Karl den Store’s Kreds. Han var
sandsynligvis af spansk og gotisk Herkomst og
efter Tidens Forhold en dannet og belæst
Mand. Under Ludvig den Fromme beskyldtes
han for Deltagelse i en Sammensværgelse mod
Kejseren, og trods sin Benægtelse blev han
afsat som Biskop og indespærret i et
Klosterfængsel.
A. Th. J.
Theofane [te-], Datter af Bisaltes, var en
af de jordiske Kvinder, som elskedes af
Poseidon. Det hedder i et især hos Ovid benyttet
Sagn, at hun efter at være forvandlet til et
Lam blev Moder til den Væder, hvis gyldne
Skind spiller saa stor en Rolle i
Argonautertoget.
H. A. K.
Theofaneia [te–’næ^ia] (Epiphaneia),
Gudeaabenbaring, hvorved Guddommen
personlig viser sig for Mennesker, kendes i den græske
Religion i ret stort Omfang. Fremstilling af
Gudens Tilsynekomst og den Virkning, dette
udøver paa Mennesker, findes ikke sjælden paa
kretiske, mykeniske Seglsten, hidrørende fra
den Periode, da man begyndte at forestille sig
Gudemagterne, eller dog nogle af dem, i
menneskelig Skikkelse. Senere bliver det en tilvant
Forestilling, at Guderne jævnlig viser sig, især
for de Helte eller fremtrædende Kvinder, som
de ynder. I de homeriske Kvad stiger adskillige
af Guderne ned fra Olympen for at glæde sig
over og deltage i Menneskenes Idrætter, og
navnlig for at yde deres Yndlinge Bistand. Snart
kommer de i menneskelig Skikkelse, og da mest
saaledes, at de gør sig lige med et virkeligt,
ledende, men, naar Guden viser sig,
fraværende Menneske; Athena viser sig for
Kongedatteren Nausikaa i en Drøm i en af hendes
Legesøstres Skikkelse; for at hjælpe Telemachos
og Odysseus antager hun Mentor’s Ydre. De
fleste Mennesker tror vel i saadanne Tilfælde
at have den paagældende Person for sig, men
den, som staar Guddommen nærmere, føler
altid Gudens Nærhed, især i det Øjeblik, han gaar
bort, hvilket næsten altid sker brat. Athena
flyver saaledes bort fra Odysseus’ Hal i
Skikkelse af en Fugl, og til andre Tider er Guden
pludselig borte fra det Menneske, med hvem
han talte, uden at nogen saa ham gaa bort.
Til Tider kommer dog Guddommene i deres
egen Skikkelse, eller Menneskene mærker, at
de usynlig er til Stede. Ser Menneskene dem
derimod mod deres Ønske, bringer det Ulykke
(Artemis og Aktaion). Særlig ofte viser sig
foruden Athena især Ares, Hermes og Apollon.
Om flere af dem (Apollon, Poseidon) fortælles,
at de ikke alene aabenbarede sig, men ogsaa
samlevede med og tog Tjeneste hos Mennesker.
I de mange Sagn, der taler om Gudernes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
