Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Theodora (byzantinske Kejserinder) - Theodora (rom. Adelsdame) - Theodoretos - Theodorik - Theodoros fra Samos - Theodoros fra Mopsvestia - Theodoros fra Kyrene - Theodorus - Theodosia - Theodosianus - Theodosius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
umyndige Søn Michael III. Hun viste sig som en
ivrig Tilhænger af Billeddyrkerne, men blev
fortrængt fra Regeringen 856.
3) Datter af Konstantinos VIII, blev 1042
tillige med sin Søster Zoe udraabt til regerende
Kejserinde; men da Zoe kort efter ægtede
Konstantinos (IX), fik denne Regeringen og
beholdt den til sin Død (1054), medens T.
skubbedes til Side. Først da baade Zoe og
Konstantinos var døde, fik T. Kejsermagten (1054)
og beholdt den til sin Død (1056). Trods sin
høje Alder regerede hun med stor Kraft.
H. H. R.
Theodora [te-], en rom. Adelsdame, som var
gift med den mægtige Theofylaktus, Senator og
Konsul i Rom, spillede i lang Tid en
indflydelsesrig Rolle i Rom. Hun fik 914 sin Elsker
indsat til Pave (Johannes X) og førte senere i
Forbindelse med sine Døtre Marozia og
Theodora et forargeligt Regimente i Rom. Gang paa
Gang var det disse Kvinder, der besatte
Pavestolen.
H. H. R.
Theodoretos Lte-], Biskop i Kyros (Kyrrhos)
Ø. f. Antiocheia, f. c. 390, d. omkring Midten af
det følgende Aarhundrede, er navnlig kendt fra
sin Deltagelse i den nestorianske Strid. Han stod
Nestorios og Johannes af Antiocheia nær og
skrev kraftig imod Kyrillos af Alexandria. Paa
Røversynoden blev hans Skrifter fordømte
sammen med Nestorios’, hvorefter han selv maatte
søge Ly i et Kloster, og paa Synoden i
Kalchedon blev han endogsaa tvunget til at lyse
Anathema over Nestorios. Men saa fik han
ganske vist sit Bispedømme igen. T. skrev en
Mængde teologiske Værker, og navnlig som
Ekseget er han ret betydelig. Han hørte til
den antiochenske Skole.
A. Th. J.
Theodorik [te-], se Theoderik.
Theodoros [te-] fra Samos, en græsk
Kunstner, der levede c. 600 f. Kr. Han deltog i
Opførelsen af det mægtige Hera-Tempel paa sin Fødeø
og nævnes som den, der opførte Bygningen
Skias i Sparta. Men tillige arbejdede han som
Billedhugger i Marmor og udførte en
Apollo-Figur, ligeledes til Samos; han indførte
sammen med Rhoikos fra Orienten den Kunst i
Bronze at støbe større Figurer. T.’s Alsidighed
strakte sig endnu videre. Han var berømt som
Guldsmed, som Opfinder, og for sin Dygtighed
i Gemmeskærekunsten. Heri frembragte han
endog sit i det mindste af Eftertiden mest
berømmede Arbejde, Polykrates’ Ring.
H. A. K.
Theodoros [te-, græsk te’o-] fra
Mopsvestia, græsk Teolog, d. 428 eller 429, var
en af Hovedmændene for den antiochenske
Skole. Han var Biskop i Mopsvestia og stod i
stort Ry for sin Lærdom, som han i øvrigt
har nedlagt i en Mængde Skrifter. Først og
fremmest var han Ekseget, og hans Eksegese
var efter den Tids Forhold fortrinlig. Han
lagde stedse den bogstavelige og historiske
Betydning af Tekstordet til Grund og gjorde i det
hele en historisk Betragtning af Kanon
gældende. Da Striden om Pelagius udbrød,
optraadte T. mod Augustin og bekæmpede hans
Lære om Menneskets syndige Beskaffenhed,
uden at man dog kan stemple T. som
Pelagianer. I de kristologiske Stridigheder deltog
T. ogsaa, og hans Opfattelse af Kristus førte
Nestorianismen efter sig. Selv oplevede
han dog ikke de egentlige nestorianske
Stridigheder, men Nestorianernes Modstandere
angreb senere hans Kristuslære stærkt.
A. Th. J.
Theodoros [te-, gr. te’o-] fra Kyrene, gr.
Filosof af den kyrenaiske Skole, levede i Slutn.
af 4. Aarh. f. Kr. Efter at være blevet fordrevet
fra sin Fødeby opholdt han sig i forsk. græske
Byer, bl. a. i Athen, som han dog ogsaa maatte
forlade, da han blev anklaget for Ugudelighed.
Denne skaffede ham ogsaa hans Tilnavn
»Ateisten«. Han drog af den kyrenaiske Filosofi ret
vidtgaaende Konsekvenser, idet han under visse
Omstændigheder ansaa enhver Forbrydelse for
tilladelig. Efter hans Mening var den Vise sig
selv nok og selv Venskab overflødigt; den Vises
Fædreland var den hele Verden. Som det
højeste Gode betragtede han dog ikke Lysten, men
den indre Glæde og Tilfredshed, hvortil ogsaa
Indsigten er medvirkende.
H. H. R.
Theodorus [te-], se Larsen, A. C.
Theodosia [te-], se Feodosia.
Theodosianus, Codex [te-], se
Theodosius 2).
Theodosius [te-], romerske og byzantinske
Kejsere.
1) T. I, den Store, Kejser 379-395, født 346
i Byen Cauca i Spanien som Søn af en dygtig
Feltherre af samme Navn, der under Kejser
Valentinianus I havde ført heldige Krige baade
i Britannien og i Afrika. Ogsaa T. havde
udmærket sig i Krigen; men da hans Fader var
blevet henrettet paa Foranledning af intrigante
Modstandere, trak han sig tilbage til sit Gods
i Spanien. Da imidlertid den unge Kejser
Gratianus, efter at Kejser Valens var faldet ved
Adrianopel, ikke saa sig i Stand til alene at
bære Regeringens Byrder, kaldte han T. til
Medkejser og overlod ham Rigets østlige Del
(379). Det lykkedes her T. dels ved Kamp, dels
ved kloge Underhandlinger at komme til en
Forstaaelse med de Goter, der var komne
inden for Rigets Grænser og havde berøvet
Valens Livet; de traadte nu i Kejserens Tjeneste
mod at faa Jord overladt. Uagtet T. kun havde
faaet Østen under sig, fik han dog snart
Anledning til ogsaa at udøve sin Indflydelse paa
Occidentens Anliggender. Efter at nemlig
Gratianus var bukket under for Usurpatoren
Maximus, og hans yngre Broder Valentinianus II
kun havde beholdt Italien tilbage (383), kom
T. denne til Hjælp. Maximus blev slaaet ved
Siscia i Pannonien og senere fanget i Aquileia
og dræbt (388). T. blev endnu et Par Aar i
Italien, som han faktisk styrede i den endnu
unge Valentinianus’ Navn, og da denne, efter
at T. var rejst til det østlige Rige igen, var
blevet dræbt af Arbogast, der fik Eugenius
indsat til Kejser (392), maatte T. paa ny føre sin
Stridsmagt til Italien. Efter omhyggelige
Forberedelser rykkede han pludselig frem over de
juliske Alper, og i Sammenstødet mistede
baade Eugenius og Arbogast Livet (394). T. var da
Enekejser i hele Riget, men døde allerede næste
Aar (395). Han var den sidste Kejser, der
regerede over hele Romerriget; han efterfulgtes
af sine Sønner Arcadius og Honorius, ganske
vist uden at dermed Riget formelt adskiltes i
to. T. var en ualmindelig dygtig Mand, baade
som Regent og som Feltherre, og han forstod,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
