Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sønderjylland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sli og Eider, Rendsborg, næsten hele
Nordfrisland og det øvrige Kongelev ell. Krongods omtr.
i Landet. Ligeledes forblev Bisperne i Ribe
og Slesvig som umiddelbare Vasaller under
Riget. Efter Kong Abel’s Død udspandt der sig
langvarige Stridigheder og Fejder om
Hertugernes Magt og Retsstilling (Valdemar III
1253—57, Erik 1259—72, Valdemar IV
1283—1312, Erik II 1312—25), og ved Slutn. af denne
Periode tilkæmpede de sig Øerne Als og
Langeland samt det sønderjyske Krongods. I
denne Kamp havde de fundet Støtte hos deres
Frænder, de holstenske Grever, og da Erik
døde, forbandt Greverne Gerhard og Johan sig
til et Angreb paa Danmark, Kong Christoffer
II maatte forlade Riget, og paa et Danehof i
Nyborg 1326 toges den umyndige Hertug
Valdemar (1325—64) til Konge, medens Grev
Gerhard og hans Slægt forlenedes tjenestefrit med
Hertugdømmet til »evig Tid«. Samtidig skal
Barnekongen have udstedt den saakaldte
Constitutio valdemariana ell. et Løfte om, at
»Hertugdømmet Sønderjylland ikke maa forenes
med Danmarks Rige og Krone, saaledes at een
bliver Herre over begge«; men da dette Løfte
ikke blev givet for al Fremtid, da det ikke
udstedtes til de sønderjyske Stænder, men
sandsynligvis til Trediemand, Grev Gerhard, og
da det ikke optoges i de senere Kongers
Haandfæstninger, er den statsretlige Betydning, man
har villet tillægge det, ganske uhjemlet. Da
Christoffer II 1329 atter blev taget til Konge, vendte
Hertug Valdemar tilbage til Sønderjylland; han
og hans Formynder, Grev Gerhard, forlenedes
i Fællesskab med Landet, og den sidste deltog
i dets Styrelse. I den flg. kongeløse Tid
betragtede Hertugen Lenet som fri Ejendom, og
ved Overenskomsten i Lübeck 1340 pantsatte
han det til Grev Gerhard imod at faa
Indløsningsret til Nørrejylland. Denne Overenskomst,
der synes at være kommet til Udførelse før
Grevens Drab i Randers, dannede
Udgangspunktet for Danmarks Riges Genoprettelse; thi
det blev nu den unge Kong Valdemar IV’s
Opgave at indløse Nørrejylland fra Hertugen,
medens denne maatte købe Sønderjylland tilbage
fra Grevens Sønner, men han og hans Søn
Hertug Henrik (1364—75) naaede aldrig
længere end til de to nordligste Fogderier;
Gottorp med Sydslesvig forblev stadig i Grevernes
Haand. Paa Danehoffet i Nyborg 1374 overdrog
Hertugen sin Arveherre Kong Valdemar
Indløsningsretten til disse Egne, men da Hertugen
kort efter døde, optraadte ogsaa Greverne med
Arvekrav paa Landet, og efter Kong Valdemar’s
Død 1375 satte de sig med væbnet Haand i
Besiddelse af Hertugdømmet. Lensbaandet med
Riget var brudt, Greverne kaldte sig »Herrer
til Jylland«, og først 1386 lykkedes det
Dronning Margrete ved Forleningen i Nyborg atter
at knytte Baandet; Greverne modtog
Forleningen til samlet Haand, imod at en enkelt af
dem skulde føre Regeringen og Landet ikke
udstykkes. I St f. Langeland lagdes nu
»Kongens Friser« paa Vestkysten (Vesterland, Før
og Amrum undtagne) og Ærø til
Hertugdømmet Slesvig, som det fra nu af ogsaa kaldtes.
Paa et Møde i Assens 10 Aar senere nægtede
Grev Gerhard VI at yde Ed, Hærfølge m. m.,
og under Erik af Pommern udspandt der sig en
mere end 20-aarig Fejde om Herredømmet, som
efter talrige Kampe og langvarige Forhandlinger
endte med, at Greverne ved Stilstanden i
Vordingborg 1435 beholdt Landet og først 1440 lod
sig bevæge til at underkaste sig Forleningen
med det som et ret Arvelen. Grev Adolf VIII var
fra nu af det danske Riges Hertug.
1448 blev Grev Christiern af Oldenborg ved
Morbroderen Hertug Adolf’s Hjælp valgt til
Konge i Danmark, efter at han forud havde
godkendt den nu for første Gang fremdragne
Constitutio valdemariana. Men til Trods herfor
lykkedes det ham efter Adolf’s Død 1459 paa
et Raadsmøde i Ribe 2. Marts 1460 at blive
kaaret til Hertug i Slesvig og Greve i Holsten og
saaledes at forene begge Landene under sin
Styrelse. Dette opnaaedes dog kun ved at
affinde de øvrige Arvinger, Grev Otto af
Schauenburg-Pinneberg og Kongens Brødre, Grev
Morits og Gerhardt, med meget store
Pengesummer. Ved Overenskomsten i Ribe
(Landsprivilegierne) blev paa den ene Side Slesvig og
Holsten Arvelande i Kong Christiern’s
Mandsæt ell. i Huset Holsten, og paa den anden Side
gaves der Stænderne Ret til for Fremtiden
inden for Ætten at vælge deres Fyrste eller at
bestemme Successionsordenen, samt fastsattes
det, at kun den saaledes kaarede Fyrste kunde
søge og modtage Forleningen af Lensherrerne:
den danske Konge og Biskoppen i Lübeck
(Kejseren). Den slesvig-holstenske Statsret brød
derved med den strenge Lensarvefølge og
foreskrev særegne Regler for Succession og
Forlening. Ligeledes lovede Kongen Stænderne at
holde Landene »evig tilsammen udelte og i
god Fred«; men for øvrigt oprettedes der ikke
noget egl. Statsforbund mellem
Fyrstendømmerne; S. (som Holsten) skulde have sin egen
Landdag og eget Landsting og styres efter sin
egen Landslov, ligesom Appellen fra S. ind i
Riget først afskaffedes under Kong Frederik I.
Efter Kong Christiern’s Død 1481 ønskede
Stænderne at vælge hans yngre Søn Frederik,
men Kong Hans satte dog sit Arvekrav
igennem, og 1490 foretoges den første Deling, der
af Hensyn til Landsprivilegiernes Bestemmelse
udførtes paa den Maade, at det egl.
Herredømme, den højere Regerings- og Øvrighedsret
og alle Regalier, samt Prælater, Ridderskab og
gamle Stæder som Bærere af den politiske
Enhed, forblev udelte i hertugelig Sameje og
under den fælles Regering, medens Slottene samt
Amter og Landskaber med deres
Kammerindtægter og Underøvrighedsret deltes i to lige
Dele og overdroges Kongen og Hertugen til
»privativ« Styre og Udnyttelse. Paa denne Maade
opstod den segebergsk-kongelige og den
gottorpsk-hertugelige Del, der hver omfattede
forskellige Stykker af begge Hertugdømmer. Da
Kong Christiern II 1523 forlod Riget, forenedes
begge Dele i Kong Frederik I’s Haand; men
allerede 1534 hyldedes alle hans 4 Sønner som
Hertuger i S. og Holsten, og ved den 1544
foretagne ny Deling kaarede Stænderne de tre
ældste, Kong Christian III, Hertug Hans den
I Ældre og Adolf til samregerende Herrer over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
