Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sønderjylland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
danske Sprog, som tales i S., vides aldrig at have
været kaldt andet end Dansk, saavel af de
Danske som af Friserne og Tyskerne.
Forskellen mellem Folkesproget i Nørrejylland og S.
betegnedes af Folket selv som nørret og
søndret. Benævnelsen sønderjysk er
skabt af Videnskabsmænd og andre Forfattere.
Om S.’s Topografi se i øvrigt sønderjyske
Landsdele og Schleswig-Holstein.
(P. K. T.).
Historie. Spredte Fund viser, at S.
allerede i ældste Stenalder (c. 5000 f. Kr.)
har haft en Befolkning. Baade fra dette
Tidsrum og fra den paafølgende ældre
Stenalder er Sporene dog faa, blandt andet
paa Grund af den stadig fortsatte
Landsænkning, hvorved saa godt som alle
Kystbopladserne er forsvundne. I yngre Stenalder
(c. 2500—1500 f. Kr.) udvikles der langs hele Østkysten
og spredt paa Vesterhavsøerne en rig
Megalitkultur (Dysser, Jættestuer, Hellekister), nøje
knyttet til den ældre Stenalders Bosættelse,
medens der i Midtlandet og paa Geesten
vokser en Enkeltgravskultur frem, sikkert vidnende
om Indvandringer fra S. og SØ. Paa Grundlag
af denne Stenalderbebyggelse udformes
Bronzealderbebyggelsen, og allerede inden c. 1000 f. Kr.
er der skabt to store Bosættelsesomraader: det
ene strækkende sig gennem det sydlige
Nørrejylland over Kongeaaen ned til Brøns-Tinglev,
det andet knyttet til den ældgamle Vejlinie fra
Bov til Slesvig. Udbygder findes dog baade i
Vest (Geesten, Øerne), Øst (Angel, Sundeved,
Als) og Syd (Dänischwold, Rensborgegnen),
medens Strækningen imellem de to Storbygder
danner et øde Grænsebælte.
Disse Rammer for Bosættelsen fastholdes i alt
væsentligt gennem Jernalderen, og de romerske
Forfattere oplyser os om Navnene paa de Folk,
som har siddet her: i Nord Jyder, i Syd Angler
(i Vest maaske Siguloner). Som disse
indbyrdes har været skilt ved Ødestrækninger, har
Anglerne været skilt fra deres nærmeste
Naboer i S., Sachserne, ved store mennesketomme
Egne paa. begge Sider Ejderen. Til deres
Historie paa dette Tidspunkt kender vi intet ud
over den historiske Kerne i Offasagnet.
Allerede c. 500 e. Kr. synes en politisk
Sammenslutning mellem Angler og Daner (paa de
danske Øer) at have fundet Sted, og noget senere
er Jyderne gledet ind i denne Forbindelse. Da
Danmark omkr. Aar 800 træder ind i Historiens
Dagslys, er Sønderjylland en Del af det
samlede danske Rige, og Eideren var ell. blev
umiddelbart efter (811) politisk Grænseflod
imod Frankerriget, medens de tre Nabofolk:
Danerne i Jylland, Abodritterne i Vagrien og
de nordalbingiske Sachser i Stormarn og
Ditmarsken endnu i Aarhundreder skiltes ved
store Grænseøder og Skove (Isarnho, Jernved).
Den sluttede danske Bebyggelse gik ned til
Egernfjord, Syd om Slien til Hollingsted og
langs Trejas Sumpe til Havet. I Kampen med
Karl den Store og hans Efterfølgere blev denne
Bebyggelse værnet af stærke Virker og Volde
(Godfred’s Danevirke), og Slesvig (Slistorp)
var et vigtigt Handels- og Kulturcentrum; her
byggede Ansgar den første danske Kirke, og
herfra bredte Kristendommen sig ind i Riget.
I Slesvig sad en dansk Jarl som Vogter af
Grænsen, og herfra søgte Danerne at erobre
Holsten og Frisland, medens Frankerne som
Modvægt byggede en Fæstning i Itzehoe. Et
frankisk Markgrevskab omtales dog ikke i
Kilderne, og efter det store Normannerslag ved
Hamburg 880 tabte de frankiske Kejsere ethvert
Fodfæste i Holsten, og paa sin Sydgrænse blev
Danmark stillet over for spredte vendiske og
holsatiske Stammer som før Karl den Stores Tid.
Heri indtraadte store Forandringer i 10.
Aarh. En sv. Vikingefyrste Olaf grundlagde et
Rige i Sønderjylland med Hedeby som
Kongesæde. Efter ham herskede Sønnen Gnupa,
gift med Asfrid Odinkarsdatter; men da han
fejdede paa de tyske Nabolande, gik Kong
Henrik I imod ham, gjorde ham skatskyldig og
paatvang ham Daaben. Næppe var Kong
Henrik borte, før den danske Rigskonge
Hardeknud vendte sig mod Gnupa, fældede ham
og Sønnen Sigtryg (over hvem Moderen rejste
Vedelspang-Runestenene) og inddrog hans
Lande. Snart efter forstærkedes Danevirke til
yderligere Værn imod Syd (Tyra’s Danevirke).
Derefter synes Kong Harald Blaatand at have
udstrakt sit Herredømme ogsaa over Dele af
Holsten og Frisland, men 974 rykkede Kejser Otto
II med en stor Hær over Eideren og erobrede
Danevirke. Heraf har man taget Anledning til
at tale om et tysk Markgrevskab N. f. Eideren
og om en sachsisk Bosættelse; men 983 satte
de Danske sig atter i Besiddelse af
Grænsestrøgene. Senere synes andre, Vender eller
Svenske, at have erobret Hedeby, Staden
ødelagdes, Bispen gik i Landflygtighed, og først
efter store Kampe lykkedes det Svend
Tveskæg at indtage den (Danevirke- og
Hedeby-Stenene) og ved sit kraftige Styre atter at
bringe Ro ved Grænsen. Fortællingen om, at
først Knud den Store 1026 skal have erhvervet
den slesvigske Mark, beror paa en
Misforstaaelse.
Ogsaa i 11. Aarh. fortsattes Grænsekampene,
og de danske Grænsejarler ell.
Landeværnsmænd omtales hyppigere. Under den store
Venderopstand 1066 afbrændtes Hedeby atter,
senere tilkæmpede Bjørn, en Søn af Svend
Estridssøn, sig Herredømmet over Holsten og
Ditmarsken og befæstede Eider-Øen
(Rendsborg); ogsaa efter hans Drab opretholdtes
denne Besiddelse, som yderligere udvidedes ved
Knud Lavard’s Herredømme over
Abodritterne. Fra hans Tid kaldtes Grænsejarlen »Hertug
af Jylland«, og under de flg. Konger af Knud
Lavard’s Æt omdannedes Sønderjylland til et
Fyrstelen for Kongehusets yngre Søn, uden at
vi sikkert kan paavise, naar ell. hvorledes dette
er sket. Allerede Valdemar Sejr betragtede
Hertugdømmet som sin Fædrenearv og førte
dets Vaaben ved Siden af sit kgl. Mærke, og
da Hertug Abel 1232 forlenedes med
Sønderjylland, var det formodentlig allerede et
arveligt Fyrstelen og behandledes 1253 som et
Fanelen efter tysk Skik. Dog omfattede det
hertugelige Lensgods langtfra hele det senere
Hertugdømme. Kronen forbeholdt sig den største
Del af Byen Slesvig, Danevirke, Landet mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
