Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Syberg, Christian Frederik Vilhelm Heinrich og Anna Louise Birgitte - Syceesølv - Süchteln - Sycosis - Sydafrika
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hans Pennetegninger, ikke mindst i de
landskabelse. Nævnes kan »Vildt« (Hirschsprung’s
Mus.), 32 Tegninger til Henrik Pontoppidan’s
Fortælling (udk. 1899) og ganske særlig
Tegninger til H. C. Andersen’s »Historien om en
Moder« (1896—98, udgivne i Zinkætsning 1903).
2) Anna Louise Birgitte, f.
Hansen, foreg.’s Hustru, dansk Malerinde, f. i
Faaborg 1870. Uddannet under Indflydelse af sin
Mand. Dyrker særlig Blomstermaleriet i Olie-
og Vandfarve og regnes bl. Danmarks bedste
Kunstnere i dette Fag. Tre af hendes
Akvareller »Levkøjer«, »Chrysanthemum« og
»Foraarsblomster« (alle 1898), findes i Hirschsprung’s
Museum.
P. J.
Syceesølv [sa^i’si.-] (engelsk), kinesisk fint
Sølv, hvis Finhed skal være 997—1000
Tusindedele, men ofte dog kun er 960 Tusindedele;
Barrerne har Form af en kinesisk Sko og kaldes
derfor ogsaa shoes af Englænderne; de gaar i
Handelen i to Størrelser; den store S. vejer
50 Taels, den lille 7,10 ell. 19 Taels. 1 Tael
vejer omtrent 37,5 gr.
(F. W.).
Süchteln [’zøKtəln], By i preuss. Provins
Rheinpreussen, Regeringsdistrikt Düsseldorf, 27
km VNV. f. denne By ved Jernbanelinierne
Krefeld—Viersen og Hüls—Viersen, med (1919)
9933 Indb. Jernstøberier, Fabrikation af Nitter,
Fløjl, Kapok o. a.; Teglværker.
O. K.
Sycosis (gr.: Figensygdom), alm. benævnt
»Skægpest«, er en undertiden smitsom,
betændelsesagtig Tilstand af den skægbedækkede Hud,
der i svære Tilfælde p. Gr. a. den knudrede,
stærkt opsvulmede Form kan faa et figenagtigt
Udseende. Navnet betegner ikke en enkelt
Sygdom, men dækker over flere forsk. Sygdomme,
Lidelsen foraarsages enten af de samme
Svamparter, som fremkalder Skurv og andre
mykotiske Hudsygdomme, ell. af de alm.,
betændelsesvækkende »pyogene« Mikroorganismer, der
fremkalder Bylder, Pustler o. l. Hudlidelser.
Den udgaar ofte fra Partiet om Næseborene,
især efter kronisk Snue. Andre Former
begynder paa det tilfældige Sted i Skægget, hvor
Smitten er indført, og breder sig derfra mere
ell. mindre vidt omkring. Smitten sker oftest paa
Barberstuerne. Først angribes Haarsækkene, der
betændes, saa Haaret falder ud, men senere kan
hele Huden angribes og danne de omtalte
figenagtige, uregelmæssige, betændte Svulster.
Behandlingen af disse ofte meget
haardnakkede Skægsygdomme bestaar væsentlig i
Fjernelsen af de angrebne Haar og Forbinding med
Omslag ell. Salver. Det vil derved kunne
lykkes at begrænse og helbrede Sygdommen, men
der kommer ved nogle af Formerne let
Tilbagefald.
(E. P-n.). C. Rch.
Sydafrika. Ved Fredsslutningerne i
Vereeniging og Pretoria (1902) var Transvaal og
Oranje blevne britiske Besiddelser.
Modsætningen mellem det eng. og det holl. Element
gjorde sig selvfølgelig stærkt gældende i den
nærmeste Tid efter Krigen. 1903 besøgte
Koloniminister Chamberlain S., talte med Boerførerne
og erklærede ved en Banket i Johannesburg, at
England vilde behandle Boererne højmodigt.
Regeringen vilde af Parlamentet forlange et
Laan paa 35 Mill. L. St., for hvilke Transvaals
og Oranjes Hjælpekilder skulde være en
Garanti, til Betaling af Transvaals Gæld, til
Erhvervelse af de bestaaende Baner og Bygning
af ny Baner i begge de ny Kolonier. Hermed
var den eng. Regerings foreløbige Politik over
for de annekterede Landsdele skitseret.
Jernbanenettets Udvidelse og Udvikling
gennemførtes med stor Dygtighed af Generalguvernøren,
Lord Milner, og hans Efterfølgere, og idet hele
det britiske S. jernbanepolitisk betragtedes som
en Helhed, fremmedes den Sammenhæng og
Samfølelse mellem Landsdelene, som senere
skulde muliggøre en politisk Union. Foreløbig
klagede Boererne over Tilsidesættelse. Det holl.
Sprog blev trængt tilbage i Undervisningen. En
Boerkongres vedtog (1904) en Resolution mod
den eng. Forvaltning og krævede uafhængige
Skoler og Reorganisation af Politiet.
Ved Siden af den nationale Modsætning
spillede ogsaa økonomiske Modsætninger en Rolle.
Stridsspørgsmaalet blev her Indførelsen af
Asiater, navnlig kinesiske Kulier, hvorved man vilde
raade Bod paa Manglen af brugbar
Arbejdskraft. Særlig Mineejerne var ivrige for
Kuliimporten, som ogsaa fandt en Talsmand i
Boerføreren Botha. Sagen behandledes af det eng.
Parlament 1904. Et Lovforslag imod
Kuliimporten blev forkastet, og Indførelsen af asiatisk
Arbejdskraft i S. tog sin Beg. For Minedriften
var denne Foranstaltning utvivlsomt en
Vinding, men Kuliimporten frembød paa andre
Maader Ulemper, ligesom Kuliernes Behandling
gav Anledning til Protester af humanitære
Grunde. Det liberale Kabinet, som var kommet
til Roret i England med Campbell-Bannerman,
greb derfor ind og fik gennemført en Lov, der
standsede Kuliimporten og bestemte, at de
allerede indvandrede Asiater efterhaanden skulde
sendes tilbage. Det samme liberale Kabinet
skaffede de tidligere Boerrepublikker
selvstændige Forfatninger med ansvarlige Ministerier.
Transvaal og Oranje blev saaledes (henh. 1906
og 1907) sidestillede Kaplandet og Natal. Da
Valgene 1907 gav Boererne Flertal i Transvaal,
kom Botha til at danne Ministerium. 1908 fik
det holl. Parti Flertal ved Valgene i Kaplandet
Botha havde 1907 som Transvaals
Repræsentant deltaget i Kolonikonferencen i London.
Hans vindende Personlighed gjorde sit til, at
den tidlig opdukkede Tanke om en sydafrikansk
Føderation blev virkeliggjort. 1909 vedtog en
konstituerende Forsamling, hvori deltog
Repræsentanter for Kaplandet, Transvaal og
Oranje, en Unionsforfatning. Efter nogen
Vaklen sluttede Natal sig dertil. I Aug. s. A. blev
Unionsforfatningen vedtaget af det eng.
Parlament. Den sydafrikanske Union, der herved
blev til en Commonwealth i Lighed med
Australien og Kanada, skulde have et
Unionsparlament i Kapstaden, Regering og
Centralforvaltning i Pretoria og Højesteret i
Bloemfontein. Den udøvende Magt er i Hænderne paa
den af England udnævnte Generalguvernør, der
har et Unionsministerium ved sin Side.
Lovgivningsmagten tilkom Unionsparlamentet, der
skulde bestaa af et Senat og et Deputeretkammer, det
sidste paa 121 Medlemmer (51 fra Kap, 36 fra
Transvaal, 17 fra Natal og 17 fra Oranje), men
disse Tal kunde forandres, hvis
Befolkningsforholdene skulde forskyde sig; Senatet skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
