Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Svimmelhed - Svin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilfælde føles S., som om Jorden gynger under
en, ell. at man stadig synker tilbage. Naar den
svimle Patient gaar, vil der til S. yderligere
slutte sig en Fornemmelse af, at han er ved
at falde, og en Angst for at falde; Gangen kan
da tillige blive slingrende og usikker, som hos
Berusede.
S. skyldes sædvanlig en Paavirkning af
Buegangene i Ørets Labyrint eller Nervebanerne
herfra til Hjernen; muligvis kan den ogsaa
skyldes Paavirkning af Lillehjernen, der i
Forbindelse med Buegangene danner et samlet
Organ for Ligevægten og for Legemets
Orientering i Rummet. Dette Ligevægtsapparat er
overordentlig sensibelt for Paavirkninger, og
der skal derfor kun smaa Anledninger til for at
fremkalde S. Saaledes vil en forbigaaende
Blodmangel i Hovedet, en stærk nervøs
Paavirkning ell. et Migræneanfald være i Stand til at
give S., ligesom selvfølgelig ogsaa sværere
Lidelser af Hjerne ell. Øre kan frembringe den.
S. kan fremkaldes kunstigt, f. Eks. ved, at man
drejer sig flere Gange hurtigt rundt og pludselig
standser, ell. ved, at man skyller det ene Øre
med koldt Vand. I disse Tilfælde kommer der
sammen med S. Tilbøjelighed til at pege
forkert, naar man sigter efter en bestemt
Genstand, og tillige smaa rykvise Bevægelser af
Øjnene. I det hele gør den Sammenhæng, der
er mellem Ligevægtsapparatet og Øjnenes
Bevægelser, sig ogsaa gældende ved S. Behandling
af S. maa altid rettes mod den Sygdom, der
ligger til Grund derfor (Nervesvækkelse,
Blodmangel, Ørebetændelse e. a.).
K. H. K.
Svin (Suidæ), Familie af parrettaaede, ikke
drøvtyggende Hovdyr. S.’s Legeme er formet
som hos primitive Løbere: en temmelig kort,
noget sammentrykt Krop, der bæres af ret
korte, kraftige Ben. Paa fast Grund trædes der
kun paa 3. og 4. Taas Hove, medens Bitæerne,
2. og 5. Taa, der dog er vel udviklede, ogsaa
støtter Dyret paa blød Grund. Halen er kort og
tynd og Halsen kort. Det næsten kegleformede
Hoved ender fortil i en bevægelig Tryne, der i
Spidsen danner en nøgen Skive omkring
Næseborene; det føres af mægtige Muskler og er vel
egnet til at oprode Jorden med. Indvendig
støttes Trynen af en særlig Tryneknogle. Øjet er
temmelig lille, Øret stort og opretstaaende.
Haarklædningen er mere eller mindre tæt og
Dækhaarene er stive Børster. I Tandsættet
findes alle 3 Slags Tænder: Fortænder,
Hjørnetænder og Kindtænder. De opadgaaende
Hjørnetænder er kraftige og kan, naar Dyret
roder efter Føde, hos de fleste Former med
Lethed overrive selv kraftige Rødder. De
forreste Kindtænder er skarpe, sammentrykte; de
bageste knudret-knoldede. Tandsættet er et
udpræget Altædertandsæt. S. holder især til i
noget fugtige Egne, i Nærheden af Vand, og
færdes i større eller mindre Flokke. Deres
Gang er hurtig, og deres Løb er ofte en
ejendommelig Galop, hvor hvert Sæt er ledsaget af
en svag Grynten. De svømmer fortræffeligt og
kan endog svømme over betydelige Havarme
for at komme fra en Ø til en anden. Ved Farer
søger de at undslippe, men lykkes det ikke,
sætter de sig kraftigt til Modværge og gaar
endda over til Angreb. Med deres kraftige
Hugtænder er de meget farlige Modstandere. Da
de fleste Arter i hvert Kuld sætter et betydeligt
Antal Unger i Verden, er de meget alm. i Egne,
der passer for dem. Agerbruget volder de
imidlertid saa stor Skade, at de ikke kan
taales i egentlig dyrkede Egne, hvor da
Mennesket bliver S.’s værste Fjende. De store Katte-
og Hundearter fortærer ogsaa en Del S. — Af
Svinefamilien udskilles sædvanligvis
Navlesvinene {Dicotyles [s. d.]) som en egen
Gruppe. Den bedst kendte Slægt inden for Familien
er Slægten Sus, hvortil det europæiske
Vildsvin, Sus scrofa ferus, hører. Dette Dyrs
Størrelse og Legemsvægt er selvfølgelig meget
varierende efter Naturforhold,
Ernæringsforhold, Aarstider o. s. v. Et kraftigt Vildsvin kan
opnaa en Længde af 175 cm, hvoraf 25 cm
falder paa Halen. Højden over Skuldrene ligger
mellem 75—100 cm, og Legemsvægten varierer
mellem 150—200 kg. Dækhaarene bestaar af
stive Børster, der langs Ryggen er særlig
forlængede, dannende en Slags Manke; de er ved
Grunden mørkebrune og i Spidsen mere lyse,
hvorved Dyrets Farve bliver brunsort med
isprængt graat. De ret talrige Uldhaar er
gullige. Grisene er lysere, brunlige med hvidlige
Striber og Pletter langs Kroppens Sider.
Tandsættet er 123.1.1234567/123.1.1234567. ɔ: i hver Kæbehalvdel
findes 3 Fortænder, 1 Hjørnetand og 7
Kindtænder. Fortænderne i Overmunden har
sammentrykte, nedadrettede Kroner, Fortænderne
i Undermunden er derimod lange, smalle og
fremadrettede. Hos Hannen, Ornen, er
Hjørnetænderne enorme Hugtænder, der er
rodløse og kan vedblive at vokse hele Livet
igennem. Overkæbens Hjørnetand er buet og
saaledes vredet i Kæben, at den vender Spidsen opad.
Den er i Tværmaal nærmest cirkelrund og klædt
med ru Emaille i brede Længdestriber. Nedre
Hjørnetand er meget lang, dens Grund gaar
hos ældre Dyr helt hen under Kindtænderne.
Den er i Tværsnit trekantet med den ene
Kant vendende bagud. Denne Kant er uden
Emaille og slides forholdsvis meget mod
Overkæbens Hjørnetand, hvorved Tanden stadig
holdes meget spids og skarp. Hos Hunnen, Soen,
er Hjørnetænderne betydelig mindre end hos
Ornen, har lukket Rod og er i Overkæben ikke
opaddrejede som hos denne, men viser lige
nedad. — Kindtænderne er lavkronede, de
forreste sammentrykte, de bageste
knoldet-knudrede med et betydeligt Antal Knolde.
Mælketandsættet er længe i Brug og veludviklet,
kun er Mælkehjørnetænderne smaa og spidse.
— Ungerne fødes i Foraarsmaanederne, fra
Februar til Maj. — Vildsvinet har i Nutiden
her i Europa sin nordlige Udbredelsesgrænse
ved Østersøen. Det findes i Mellem- og
Sydeuropa og gaar over Lilleasien og Persien til
Mellemasien og Amurfloden, ligesom det
forekommer i Nordafrika. — I Danmark har det
tidligere været almindeligt over hele Landet,
ogsaa paa Bornholm. Paa Bopladserne fra
ældste og ældre Stenalder findes dets Knogler
i saa stor Mængde, at det maa antages at
have været et af de almindeligste Jagtdyr. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
