Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
spidsborgerlig Livsopfattelse, for hvilken
Ridderdigtning kun blev Underholdningslekture i ledige
Stunder; i den ny Oversættelseslitteratur,
»Konung Alexander« (paa Foranstaltning af Bo
Jonsson c. 1380) og Prosaromanerne »Karl
Magnus« o. fl., spillede det eventyrlige den
største Rolle. Prosaen vinder saa megen
Fremgang, at den f. Eks. benyttes til Oversættelse af
et af Middelalderens stemningsrigeste Digte
»Namnlös och Valentin«.
Dog en Digtning af betydelig Værdi staar i
Blomst saavel i S. som i Danmark, den
saakaldte Folkevisedigtning. Folkeviserne er
gennem mundtlig Tradition gaaede fra Mund til
Mund til Dels indtil vore Dage; men den
paalideligste Aflejring af Traditionerne er dog
Adelsdamernes Viseoptegnelser; men S.’s
Viselitteratur har haft det Uheld, at
Nedskrivningen begyndte saa sent, at Vedel’s
Udvalg af danske Viser (1591) i meget stærk Grad
har præget Traditionen, og mellem de to
Lande har Udvekslingen af Viser og Viseemner
allerede i Middelalderen været saa stor, at det
nu ikke er ganske let at paapege en bestemt
svensk Visetradition, man kan i det højeste paa
Folkeviseforskningens nuv. Standpunkt fastslaa,
at enkelte Viser hører hjemme i S., saaledes
»Liden Kirsten«, forsk. Klosterrovviser o. fl.
Karakteristikken af den svenske Folkevise maa
derfor blive som af den danske
Folkevisedigtning; maaske spiller det naturmytiske og
senere det lyriske en større Rolle i S.; men ellers
vil det være vanskeligt at udsondre særlige
svenske Grundegenskaber. 13. og 14. Aarh. er
Folkevisedigtningens Blomstringstid baade i S.
og Danmark, og Digtningen fortsattes under
Unionstiden og efter Reformationstiden, men
efterhaanden erstatter Tendens og Refleksion
den oprindelige Friskhed. Et Navn er bevaret,
Biskop Thomas af Strängnäs (d. 1443), der i
»Engelbrekt och Karl Knutsson« besynger den
svenske Nationalhelt og opfordrer Svenskerne
til at kæmpe for Fædrelandet. Dette Digt, der
staar paa Grænsen mellem hist. Rimkrønike og
Tendensvise, fik et ikke ringe Antal
Efterligninger, medens Folkevisedigtning overgik til
Almuens Tradition og Fortsættelse; men det
viser med alle sine Mangler og med sin
Tendens ligesom den Hundredaar yngre Fuglevise,
der udtrykker den politiske Opfattelse i
Danmark, hvorledes individuel Udtryksmaade og
Talemaade maa arbejde sig frem under stærk
Iblanding med fremmed Digtning, og det viser
særlig, hvorledes svensk Nationalsind maa give
sig til Kende ved det stærke Danskerhad, som
er Visens Grundegenskab. (Folkeviserne er
udgivne i E. G. Geijer og A. A. Afzelius »Svenska
folkvisor« [I—III, 1814-17, ny Udg. 1880], og i
A. I. Arwidsson »Svenska fornsånger«, I—III
[1834—42], desuden udgives de gamle
Visebøger).
Humanisme og Reformation.
Den særlige Form for Renaissanceindflydelse,
der gjorde sig gældende hos de direkte fra
Italien paavirkede Mænd, mærkes kun sparsomt
i S. Egl. er det kun de to Brødre Johannes
Magni (1488—1557) og Olaus Magni
(1490—1544), som i deres Skrifter viser sig som
Humanister. Den førstes Hovedværk er skrevet
for at vise, at S. var ældre og herligere end
noget andet Land. Olaus’ Værk om de
skandinaviske Lande staar paa mere sikker Grund og
indeholder stor kulturhistorisk Viden, ligesom
han har Fortjeneste som Kartograf.
Den svenske Befolkning stiftede ikke
Bekendtskab med den humanistiske Bevægelse;
den levede paa Middelalderens Kultur og
Anskuelser. Religiøst anlagt følte den sig tilfreds
med den katolske Lære, og Gejstligheden har for
øvrigt i S. sikkert levet saa nøjsomt og
stræbsomt, at den ikke gav Anledning til Protest.
Forandringen i Tro kunde ikke komme fra
Befolkningen, den maatte derfor komme fra oven.
Den svenske Konge Gustaf Vasa saa rent
politisk paa den ny Lære; da den vilde gavne hans
Magt, medens Katolicismen kun skadede, tog
han hurtig Beslutning, og med sikker
Menneskesans knyttede han 1525 den lige fra
Wittenberg hjemvendte Magister Olaus Petri til
sig som Sthlm’s Sekretarius, og dermed sikrede
han den ny Tro en energisk Forkynder.
Olaus Petri er den første svenske Forfatter,
som skriver for Folket. 1495 tryktes den første
svenske Bog »Om Djäfvulens frestelse«, den
anden tryktes 19 Aar efter, n. A. udkom tre
Smaahæfter, 1523 to Skrifter og 1525 et til, i
30 Aar altsaa 8 Smaabøger; men i Tidsrummet
1526 til 1529 udgav Olaus alene 16 folkelige
Bøger, i hvilke han underviste om og forsvarede
den ny Lære, og han gav ved en til Dels
selvstændig Oversættelse af det ny Testamente
Folket selv Lejlighed til at dømme de kæmpende
Standpunkter imellem. Olaus er saaledes
Skaberen af Litteraturen og af Sproget; faa har
øvet saa stor og omfattende Indflydelse paa
deres Folks Udvikling.
Svensk Bibeloversættelse indleder han ikke
blot, som allerede nævnt, ved Oversættelse af
det ny Testamente, men det skyldes væsentlig
hans og Broderen, Laurentius Petri’s,
Arbejde, at den første svenske Bibeloversættelse
kunde udkomme 1541 (den saakaldte Gustaf
Vasa’s Bibel); den blev revideret af den af
Gustaf Adolf nedsatte Kommission og udgaves
atter 1618, og var den gængse, indtil Karl XII’s
Bibel udkom 1703. Den teologiske Litteratur,
den lærde saavel som den folkelige, har sin
ypperste Repræsentant i Olaus. Han udgav 1526
den første svenske Salmebog; den forøges af
ham selv, senere af Laurentius og andre, og
udgaves gentagne Gange, indtil den 1645 under
Navnet Upsalapsalmboken fik officiel
Anerkendelse. Som han i sin Salmedigtning anslaar en
kraftig folkelig Tone, gør han det ogsaa i sin
Prædiken; men de flg. Prædikanter fortsætter
ikke ad samme Bane, de blev hurtigt for lærde
og spidsfindige; kun Gustaf Adolf’s Feltpræster
og særlig Johannes Rudbeck var myndige
Forkyndere; men de religiøse Stridigheder lod
Præsterne tage Tilflugt til skarpe Ord og
spidsfindige Udlægninger. I den lange Kamptid er
der egl. kun to Mænd, som værdig løfter Arven
efter Olaus — allerede hos Laurentius mærkes
reaktionære Tegn — det er Laurentius Paulinus
Gothus (1565—1646) og Johannes Rudbeckius
(1581—1646), der begge blev Bisper — og satte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
