Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Sprog) - Sverige (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Lund af A. Kock; »Svenska landsmålen«,
udg. af J. A. Lundell i Uppsala; »Språk och
Stil, Tidskrift för nysvensk språkforskning«,
udg. i Uppsala af R. G:son Berg, B.
Hesselman og O. Östergren [Bd 1—20,
1901—20], med Fortsættelse: »Nysvenska studier«,
udg. af Hesselman og Östergren [1921
ff.]; »Namn och bygd, Tidskrift för nordisk
ortnamnsforskning«, udg. af J. Sahlgren
[Uppsala (og Lund) 1913 ff.]).
Bengt Hesselman.
Litteratur.
Den svenske Litteratur har Udviklingsfaser,
der paa det nærmeste falder sammen med de
Epoker, som præger hele den europ.
Litteraturudvikling og — før det livligere
Kulturfællesskab indtræder — særlig den nordiske
Udvikling. Oldkulturen er fælles for de tre Lande og
for Island; man maa antage, at S. har haft sin
Andel i den Oldlitteratur, vi nu væsentlig
kender fra islandsk og norsk Gude- og
Heltedigtning; derom vidner nemlig flere Forfattere
(Tacitus, Jordanes og Adam fra Bremen). Den
norske Didrikssaga nævner udtrykkelig svensk
Beretning, det engelske Beowulf-Digt synes at
have optaget svensk Tradition, og
Ynglingasagaen, der endog paa enkelte Punkter
indeholder det samme som Beowulf-Digtet, har lige
saa sikkert svensk Tradition til Grundlag. Men
vi finder desuden Indristninger paa svenske
Runestene, som giver Vidnesbyrd om oldsvensk
Kulturliv, og disse viser, at Sagnforestillingerne
er de samme som i det øvrige Norden.
Runeindskrifterne er i Reglen korte (dog indeholder
den i flere Henseender interessante Rök-Sten ca.
750 Runer), men de har Versstumper af ældre
tabte Digte, og de Billedfremstillinger, som
findes indridsede paa Stenene, viser ligeledes
tilbage til ældre Sagn og Myter, skønt de fleste
Sten er rejste i den Tid, da Kristendommen
er i Færd med at bane sig Vej. Fra den
hedenske Tid stammer de første Begyndelser til
Landskabslovgivning. De var uskrevne, men
affattede i Versform og dannede Grundlaget for
de Landskabslove, som senere er udarbejdede.
Ved Kristendommens Udbredelse trængtes
den gamle Kultur efterhaanden til Side; den
ny optog vel i omformet Skikkelse enkelte
gamle Skikke; men det væsentligste blev indført, og
dette gjaldt ganske særlig Tiden efter
Skeninge-Mødet (1248). Kirken blev Beskytter og Fører i
praktiske og teoretiske Anliggender og i
Videnskab og Kunst. Af Munkene lærte Befolkningen
ny Avlsmetoder, Havedyrkning etc.; og under
Munkenes Indflydelse voksede en latinsk
Litteratur frem. Skolastikken og Mystikken holdt
deres Indtog, og Mystikken omformedes
ejendommeligt i S. Allerede hos Petrus de
Dacia (d. 1289) var Mystikken fremtrædende, men
endnu videre er den naaet hos den lærde
Skolastiker Magister Mathias, der var
Lærer for Birgitta (1303—73), hvis
Revelationes er en af Verdenslitteraturens
interessanteste Sjæleskildringer. Hun har fremskyndet en
rig, mere ell. mindre original Litteratur, baade
i S. og Danmark, bl. a. den første svenske
Udlægning af Mosebøgerne samt »Själina tröst«,
en Eksempelsamling til de 10 Bud, der blev
oversat til Dansk. Birgittinerskrifterne er S.’s
originaleste Produktion fra Middelalderen;
Legenderne, især om de svenske Helgener, og
Munkeprædikenerne er derimod hverken
svenske i Aand ell. Opfattelse og ofte ikke engang
i Form; de er derimod prægnante Udtryk for
den asketiske Middelaldertro og Livsopfattelse,
som Renaissancen afløste.
Den verdslige Litteratur i S. var væsentlig
social og historisk; den bestod af Lovene og
forskellige historiske Krøniker og Digte.
Landskabslovene nedskreves i 13. og 14. Aarh., men
indeholder Formler, der peger tilbage til
denhedenske Kultur. Den mærkeligste er
»Västgötalagen«, fra 13. Aarh., desuden
»Uplandslagen«, »Östgötalagen« og »Gutalagen«. Først i
»Magnus Erikssons landslag« findes en
Tillempning for hele Riget (1347). Her findes fyldigt
Udtryk for Rigsenheden; men de flg. Konger
havde vanskeligt ved at bygge videre paa den
her givne Grundvold. Paa Grænsen mellem jur.
og hist. Videnskab staar et Skrift (fra omtr.
1359) »Um styrilsi konunga och höfþinga«, et
svensk Kongespejl, der, bearbejdet efter
fremmede Kilder, giver et sandt Modbillede til den
birgittinske Livsopfattelse og indeholder en
klog Politikers Opdragelseslære for unge
Kongesønner (Magnus Eriksson’s to Sønner). Den jur.
Litteratur viser den stigende Interesse for
Fædrelandet, og denne viser sig endnu tydeligere
i den rent hist. Middelalderlitteratur. De første
hist. (Kloster-)Optegnelser er »Diaria«,
Antegnelser af Dagens Hændelser, og den første
Krønike »Erikskrönikan« (1320—21) er blot en
Samling personlige Erindringer om
Folkungakampene til 1319; det er et hist. Digt til Ære
for den af Forfatteren beundrede Hertug Erik;
men »Prosaiska krönika« (c. 1450) er et Forsøg
i hist. Kritik, mislykket selvfølgelig, fordi
Tendensen var: patriotisk at bringe S.’s Historie i
Forbindelse med Bibelens Fortællinger. I en
noget senere Krønike Chronica Gothorum af
Ericus Olai (afsluttet 1470) er derimod
gjort Forsøg paa at bestemme de optrædende
Personers Bevæggrunde; den er skreven paa
Foranstaltning af Karl Knutsson og tendentiøs
imod Danmark. Den svenske Videnskab kendte
i Middelalderen i øvrigt kun een Dygtighed,
Peder Månsson (d. som Bisp i Västerås
1534), der selvstændig bearbejdede en Del
Bøger bl. a. om tekniske og medicinske Emner.
»Erikskrönikan« vidner om, at Riddertidens
Pragtudfoldelse og Levevis er begyndt at gøre
sig gældende, men derom findes endnu
fyldigere Vidnesbyrd i den egl. Digtning. De
ældste Digte er Oversættelser, foretagne
sandsynligvis af Erikskrønikens Forfatter paa
Opfordring af den norske Dronning Eufemia til Ære
for Hertug Erik Magnusson; med dem stifter
S. og derefter Danmark for første Gang
Bekendtskab med bretonsk Idé- og Tankekreds,
hvor Belevenhed og Galanteri træder i St f. den
ældre Tids Dødsforagt og strenge Opfattelse af
Kærligheden. »Herra Iwan« (1303), »Härtig
Fredrik af Normandie« (1307) og »Flores och
Blanzeflor« (1312) betegner Ridderdigtningens
Blomstringstid. Under Albrekt af Mecklenburg
udvikledes ny Interesser, og endnu mere
beherskede disse Unionstiden som nøgtern,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
