Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sunnanväder, Peder - Sunnar - Sunndal - Sunndalselven - Sunndalsfjorden - Sunnelven - Sunningwell - Sunnisme - Sunnitter - Sunniva
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bandlyse ham, og under Christian II’s
Herredømme i Sverige maatte han opholde sig i
Udlandet. Efter at Gustaf Vasa var kommen til
Magten, vendte S. hjem, men Gustaf mistroede
ham p. Gr. a. hans tidligere Forhold til
Sturerne. Dog gav han sit Minde til, at S. blev Biskop
i Vesterås. S. var imidlertid uforsigtig, og
Kongen mente sig berettiget til at lade ham dømme
fra Embedet efter et halvt Aars Forløb 1523.
Som Svar rejste S. Oprørsfanen i Dalarne mod
Gustaf, men blev fangen og henrettet i Upsala
18. Febr 1527.
A. Th. J.
Sunnar (arab., rettere Zennâr) er i Orienten
Betegnelsen for det Bælte, der hører til de
kristne Munkes Ordensdragt.
L. M.
Sunndal, Herred, Nordmør Sorenskriveri,
Kristiansund Politidistrikt, Møre Fylke, 1229,8
km2 med (1920) 1863 Indb., altsaa c. 1,5 Indb.
pr. km2 Land, udgøres af S. Præstegæld med
Hof og Romfo Sogne og omgives af Herrederne
Lesja, Opdal, Øksendal, Aalvundeid og Nesset.
S. Herred, i hvis nordvestre Del Sunndalsfjorden
trænger et kort Stykke ind, er en udpræget
Fjeldbygd, beliggende paa Grænsen mellem det
sønden- og nordenfjeldske Norge, og udfyldes
af Fjeldrækker, der udgaar fra Dovres mægtige
Hovedkæde. Fra Sunndalsfjord udgaar i sydlig
Retning den trange Fjelddal Lilledalen, der
over Osvand og Torbuvands Dalføre strækker
sig til Grænsen mod Lesja, og i østlig Retning
Hoveddalføret Sunndalen ind til Grænsen mod
Opdal. Ved disse Hoveddalfører deles Herredet
i Afsnit, opfyldte af Fjelde, hvoraf kan nævnes
de langs Herredsgrænsen liggende Torbuhø
(1474 m), Graahø (1605 m), Slaathø (1829 m),
Renstind (1705 m), Steinbruhøgda (1570 m) m. fl.
Mellem Lilledalen og Sunndalen ligger
Grønliskartind (1926 m), Svarthammeren (1816 m),
Skarhø (1900 m), Kalfonna (1847 m), Kalken
store (1884 m) m. fl., og i Herredets sydligste
og østligste Del Skrimkolla (1984 m),
Snefjeldkollen (1863 m), Storkolien (1891 m) m. fl. Paa
flere af Herredets Fjelde findes betydelige
Bræer, og det samlede Areal af evig Is og Sne
udgør 22,5 km2. Bl. Herredets mange Elve er
de største Lilledalselven og særlig Sunndalselven
med dens mange Tilløb. Inden for Herredet
findes ikke mindre end 745 Indsøer; bl. de
største er Torbuvand, Langvand, Osvand,
Storvand m. fl. — Bebyggelsen er væsentlig knyttet
til Hoveddalføret, i hvis nedre Del ved
Sunndalsøren ligger Hovedkirken, Hof Kirke; i dets
øvre Del ligger Romfo Sogn og Kirke; en Del
Bebyggelse findes endvidere i Lilledalens nedre
Del, i Gruvedalen, langs Sunndalsfjordens
søndre Bred m. v. Agerbrug og Fædrift er
Hovednæringsveje; af Skov findes ikke nok til
Herredets eget Behov. Af Arealet er 14,6 km2 Ager
og Eng, 68,6 km2 Skov, 45,5 km2 Ferskvand;
Resten er Udmark, Snaufjeld og Myr. —
Herredets vigtigste Kommunikation er Hovedvejen
fra Opdal gennem Sunndalen til Kysten; denne
Vej, der fører langs Sunndalselven i det for sin
storslagne Natur bekendte Dalføre, er en
adskillig benyttet Turistrute. Endvidere findes
saavel i Hoveddalføret som i Lilledalen og
Grødalen Bygdeveje; bl. de øvrige Veje kan særlig
nævnes Turistvejene over Fjeldet fra
Strandstedet Sunndalsøren (1920: 250 Indb.) gennem
Lilledalen over Holbua til Aursjø i Lesja.
Antagen Formue 1922 var 7,5 Mill. Kr og
Indtægt 1461000 Kr. (Litt.: Thesen,
»Beskrivelse af Romsdals Amt« [1861]).
(N. S.). M. H.
Sunndalselven dannes ved Sammenløb af
Elven Svona, der udspringer paa Dovre S. f.
Snehætta, og Grisungbækken, der udspringer
noget SØ. f. Skredhø. Begge disse Elve løber
mod Ø. og forener sig straks Syd f. Grænsen
mellem Opland og Sør-Trøndelag Fylke, hvorefter
Elven bøjer mod N. under Navn af Driva og
gennemstrømmer den trange og vilde Drivdal.
Ved Opdal Kirke bøjer Elven mod V. og
gennemstrømmer derpaa det maleriske Dalføre
Sunndalen. Efter et Løb af tilsammen c. 125 km
falder S. i Sunndalsfjorden (s. d.) ved
Sunndalsøren.
(P. N.). M. H.
Sunndalsfjorden, en c. 48 km lang Fjord, der
i Nærheden af Kristiansund gaar ind mod SØ.
til Sunndalsøren, nederst i Sunndalen. Fjordens
ydre Del kaldes Tingvoldfjorden, idet S. strengt
taget kun er Navnet paa Fjordens indre Del.
Saavel Navnet Tingvoldfjorden som Navnet S.
benyttes for øvrigt som Fællesbetegnelse for
hele Fjorden, hvis samlede Fladeindhold er c.
130 km2, naar Fjordens ydre Grænse regnes
omtr. der, hvor Tingvolds Vestgrænse skærer
Fjorden.
(P. N.). M. H.
Sunnelven, se Sunnylven.
Sunningwell [’saniŋwe£], Landsby ved
Abingdon (s. d.).
Sunnisme, Indbegrebet af Læresætningerne
for de iMuhammedanere, der anerkender Sunna
(s. d.). Særlig har dette Ord faaet en politisk,
religionshistorisk Betydning, idet Anerkendelsen
af de tre første Kaliffer, Abu Bekr, Omar og
Osman hører til Islams Sunna, og S. blev derved
Modsætning til Shiitternes Lære (se
Shiisme), som kun anerkendte Ali og hans
Efterkommere som Profetens retmæssige
Efterfølgere. S. og Shiisme blev saaledes de to
Hovedsekter, der delte hele den muhammedanske
Verden imellem sig. Inden for S. anerkendes
som fuldt ud ortodokse fire forsk. Sekter, der
skiller sig fra hverandre dels i deres alm.
Livsbetragtning, dels i ubetydeligere, rituelle
Spørgsmaal, derimod ikke i deres Fremstilling af
Islams Dogmer. Til S. hører den langt
overvejende Del af Islams Bekendere.
J. Ø.
Sunnitter, se Islam. S. 539.
Sunniva, norsk Helgeninde, var efter
Legenden en irsk Kongedatter, der p. Gr. a. en
afvist kongelig Bejlers Efterstræbelser saa sig
nødt til at forlade sit Fædrenerige. Et stort
Antal Kvinder, Mænd og Børn drog med hende
bort paa tre Skibe, som hverken havde Aarer,
Ror ell. Sejl. De naaede i god Behold den
norske Kyst, hvor S. og en Del af hendes
Ledsagere slog sig ned paa Øen Selja, hvor de
fandt Tilhold i nogle Bjerghuler og levede af
Fiskeri; andre af Følget tyede til Kinn. Øerne
var paa den Tid endnu ubeboede, men den
hedenske Befolkning paa Fastlandet havde sit
Kvæg gaaende her. Da Kreaturerne fra Tid til
anden kom bort, troede Bønderne, at de
fremmede var Vikinger. Landets daværende
Hersker, Haakon Jarl, sendte paa Opfordring en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
