Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sunhamp - Sunion - Sun-jat-sen - Sunna - Sunnanskog - Sunnanväder, Peder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sunhamp, Bombayhamp,
Madrashamp, er Baststrengene af forsk. Arter
Crotalaria fra Ostindien. De enkelte Trævler, der er
blegt gullige og stærkt glinsende, kan have en
Længde af 50 cm og bestaar af Bastceller, der
er 0,5—12 mm lange og 0,02—0,05 mm brede.
S. anvendes særlig til Rebslagerarbejde, Sække,
som Raastof i Papirfabrikation og til
Fremstilling af Nitrocellulose.
K. M.
Sunion hed i Oldtiden Forbjerget paa
Sydspidsen af Attike, nu sædvanlig kaldet Kap
Kolonnæs. Paa Toppen byggede Athenerne
i 5. Aarh. f. Kr. et Tempel for Poseidon, hvoraf
der endnu staar betydelige Rester. Desuden
lindes der omfangsrige Levninger af
Fæstningsværker saavel paa selve Bjerget som ved den
Havn, der fandtes tæt ved dets Fod.
H. H. R.
Sun-jat-sen (kantonesisk; egentlig
Sunwen), kinesisk Revolutionsfører. f. 1867 i
Kanton, d. 1925. Han udvandrede 15 Aar gammel
til Java, studerede 1887—92 ved Lægeskolen i
Hongkong og virkede en Tid som Læge i Macao
og Kanton. Et Par Aar efter sluttede han sig til
det ungkinesiske Revolutionsparti, hvis Maal var
Fjernelse af Mantsjuerne fra Kinas Statsstyre.
S. blev hurtig en af Lederne og forsøgte en
Rejsning i Kanton 1895, men
Sammensværgelsen opdagedes for tidligt, og han maatte flygte
til Japan. Her og i U. S. A. organiserede han
en ivrig Propaganda og Pengeindsamling til
Revolutionen og Befrielsen af Kina for
Mantsjuernes Fremmedvælde. Under et Ophold i
London 1896 overrumpledes han og holdtes en Tid
fangen i det kinesiske Gesandtskab, men
løslodes paa den engelske Regerings Forlangende.
Han drog derpaa til U. S. A., og agiterede dér
for at skaffe Tilhængere og Penge til
Revolutionen. Under Bokseropstanden 1900 virkede
han i selve Kina, men ellers overalt i Udlandet
blandt udvandrede Kinesere og blev ved sit
maalbevidste organisatoriske Arbejde en af
Hovedlederne i Forberedelserne til den store
Revolution, der styrtede Mantsjuerne. Dog kom
Revolutionens Udbrud Oktober 1911 lidt
tidligere end planlagt, S. var ikke selv i Kina og
kunde først i Slutningen af December samme
Aar naa Shanghai. Den 30. December valgtes
han af 17 Provinsers Udsendinge til provisorisk
Præsident for den republikanske Regering med
Sæde i Nanking. S. dannede et Ministerium
væsentlig af Kantonesere og førte samtidig
Forhandlinger med Yuan-shi-kai (s. d.) om at
undgaa Rigets Deling i Nord- og Syd-Kina. S.
forstod, at Sydkineserne ikke kunde samle hele
Riget, og efter Mantsjudynastiets Abdikation 12.
Februar 1912 nedlagde han sit Embede og
anbefalede Yuan til provisorisk Præsident. I April
samme Aar opgav han selv ethvert politisk
Hverv, men modtog kort efter et højt lønnet
Embede som Direktør for de nationale
Jernbaner i Shanghaiprovinsen. S. og hans Parti,
Kuo-ming-tang, vedblev dog hemmeligt og
aabenbart at modarbejde Yuan’s enevældige
Regeren, men alle Oprørsforsøg mislykkedes, og
S. maatte atter gaa i Landflygtighed (1913).
Efter Yuan’s Død 1916 vendte han tilbage til
Kanton, dannede her en uafhængig Militærregering
og fortsatte Sydkinas Kamp mod Pekingstyret.
April 1921 valgte de sydkinesiske
Parlamentsmedlemmer S. til Kinas Præsident og erklærede
Kantonregeringen for den eneste lovlige i Kina.
S. fik dog aldrig nogen Indflydelse ud over selve
Kuangtung Provinsen, og hans velmente,
radikale Fantasterier synes i det store og hele kun
at have virket splittende i kinesisk Politik.
April 1922 indgik han et Forbund med
Nordkinas Magthaver, Tsjang-so-lin, mod
Wu-pei-fu i Centralprovinserne, men blev kort efter
taget til Fange af en af de lokale
Oprørsgeneraler, og Kantonregeringen opløstes. Først i
Slutningen af Aaret lykkedes det ham at
genvinde sin Stilling i Kantonegnen, uden at det
dog fik videre Følger. Hans store Planer om
en folkelig Republik, omfattende hele Kina, var
uigennemførlige over for Nordkinesernes langt
mindre radikale Anskuelser med Hensyn til
Statsstyrets Former, og set i den historiske
Sammenhæng maa hans Virksomhed betragtes
som et Udsnit af den over totusindaarige Kamp
mellem Nord- og Sydkina, der ofte i lange
Perioder har haft hver sin Regering. (Litt.: W.
Schüler, »Abriss der neueren Geschichte
Chinas« [Berlin 1912]; Fr. Mc. Cormick,
The Flowery Republic [London 1913]; E. H.
Parker, China, her History, Diplomacy and
Commerce, 2. Udg. [London 1917]; Gyldendal’s
ill. Verdenshistorie, V [1921]; en god Skildring
af Brydningerne mellem kinesisk og europæisk
Tankegang gives i Ku-Hung-Ming, »Chinas
Verteidigung gegen europäische Ideen« [1911]).
F. de F.
Sunna (arab., ɔ: Overlevering) er
Indbegrebet af de fra Islams ældste Tid overleverede
Meninger, Skikke og Regler for, hvorledes den
Troende har at forholde sig, dels i det religiøse,
dels i det private Liv. S.’s Kilder er Udtalelser
ell. Handlinger af Profeten og hans nærmeste
Omgivelser, S. falder saaledes ingenlunde
sammen med Begrebet Hadîs (s. d.), hvormed det
dog i den senere Sprogbrug ofte forveksles. S.
er for den ortodokse Sunnit (se Islam) lige saa
bindende som de i Koranen indeholdte
Bestemmelser. Fastsættelsen af S. i skriftlig Form
begyndte i 8. Aarh. af den retslærde Malik, hvis
Værk »El-Muwatta« (den banede Vej) endnu
er en Hovedkilde for S. (ofte udg. i Orienten).
(Litt.: Goldziher, »Mohammedanische
Studien«, 2. Bd [Halle 1890]).
J. Ø.
Sunnanskog [-sko.g] ell. Utanskog,
Benævnelser i de gl sv. Landskabslove for de
Bygder, der laa Syd f. de store Skove Kolmården
og Tiveden, der skilte Mälarens og
Nyköpingsaas Vandsystem i Nord fra Väners og
Vätterns i Syd. S. beboedes af Götar, medens den
tilsvarende Egn N. f. Skovene, den saakaldte
Nordanskog ell. Ovanskog, befolkedes
af Svear.
(H. P. S.). G. C.
Sunnanväder [-væ.dər], Peder, sædvanlig
kaldet Peder Kansler, sv. Gejstlig og
Politiker, hed opr. Peder Jakobsson og
var født i Slutn. af 15. Aarh. 1510—20 var han
Præst i Sthlm, og han var Kansler først hos
Svante Sture og senere hos Sten Sture den Yngre.
Mod Christian II kæmpede han ivrig, og han
søgte bl. a. at rejse Polen mod Christian, om
end forgæves. Kong Christian fik Paven til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
