Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sundvall, Karl Fredrik - Sundved - Sundvolden - Sune Ebbesøn - Sunem - Sune-Sønnerne - Sung
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1805) og Raadhus i Gamlakarleby (1806). Den
betydeligste Opgave, som blev ham overdraget,
var Biblioteksbygningen i Upsala (Carolina
rediviva), hvortil Tegningerne udførtes 1819.
Konflikter mellem Arkitekten og Konsistorium
førte til, at S. 1821 frasagde sig al Befatning med
Bygningen, som senere fuldførtes i saa
beskaaret og ændret Skikkelse, at S. ikke kunde
vedkende sig Bygningen som sit Værk.
Da forsk. Myndigheder 1801 vilde have
Kirkeruinerne i Visby nedrevne og solgt, fik S.
ved sine varme og kraftige Udtalelser dette
forhindret og udvirkede, at Visby Ruiner
skulde bevares mod Tidens Ødelæggelser og
desuden opmaales og tegnes. I Kunstakademiet
blev S. Vicepræses og Direktør for
Arkitekturskolen 1824.
C. B-r.
Sundved, se Sundeved.
Sundvolden, Hole Herred, Buskerud Fylke,
ligger paa Østsiden af Steinsfjorden, hvorover
der fører Bro ved Kroksund. Her er
Dampskibsanløbssted, og her ligger flere Hoteller;
Stedet er et yndet Udflugtssted for Automobilister
fra Oslo, Drammen og Hønefoss, det ligger
malerisk ved Foden af den kendte Krokkleven,
fra hvis Top, »Kongens Udsigt«, man har et
herligt Rundskue over det frugtbare Ringerike
med dets veldrevne Gaarde, Fjorde, Søer og
talrige Øer. Stedet ligger c. 30 km fra Oslo.
M. H.
Sune Ebbesøn, d. 1186. Den sjællandske
Stormand S. E. var Sønnesøn af Skjalm Hvide
og Fætter til Esbern Snare og Absalon. Paa
Borgerkrigens Tid møder vi ham som Svend
Grade’s Mand, hvem han dog sagde sig løs fra
paa Odense-Mødet 1154, hvorpaa han sluttede
sig til Valdemar og var dennes tro Mand, saa
længe han levede; hos Saxe nævnes han ofte
bl. Kongens fortroligste Raadgivere sammen
med Absalon og Esbern Snare. Ved sin Død
skænkede han sin halve Boeslod til Sorø
Kloster. Af hans Sønner er Jakob, Anders og
Peder Sunesøn de kendteste (se
Sune-Sønnerne).
J. O.
Sunem, hebr. Shunem, By i Issakar, der
søges i det nuv. Solem, N. f. Zer’in. Fra S.
stammede Sunamiterinden Abizag (s. d.),
og hertil henføres Elisa’s Opvækkelse af en
Dreng.
J. P.
Sune-Sønnerne, Sune Ebbesøn’s Sønner,
hørte til Valdemar-Tidens berømteste Mænd;
deres Navne var Ebbe, Thorbern,
Peder, Laurens, Johannes, Anders og
Jakob (Rækkefølgen i Alder er dog ikke
sikker). — Navnkundigst af dem alle var
Ærkebiskop Anders Sunesøn (se 1 Bd, S. 725).
— Ebbe var Herre til Knardrup i
Nordsjælland og Ven med Abbed Vilhelm i Æbelholt;
hans Datter Benedikte blev gift med den senere
Kong Sverker Karlssön i Sverige, og da Sverker
blev fordrevet, samlede S. en Hær for at
genindsætte ham, men tabte Slaget ved Lena (1208);
her faldt baade Ebbe og Laurens. Af de
andre Brødre var Thorbern allerede faldet
1198 i Kamp med Markgrev Otto af
Brandenburg, og Johannes var død som Pilegrim i
det hellige Land (c. 1202). — Peder
Sunesøn, f. c. 1161, d. 29. Oktbr 1214, blev oplært
af Abbed Vilhelm og studerede dernæst i Paris
som Kannik i Genoveva-Klostret; Abbed Stefan,
der var hans Lærer, kalder ham en Salomo, ung
af Aar, men gammel af Forstand. Pint af
Hjemve og hærget af Feber vendte Peder tilbage til
Danmark, hvor Absalon gjorde ham til Kannik
i Lund og senere (1191) til Biskop i Roskilde,
dog med Forpligtelse til fremdeles at hjælpe
Absalon i Ærkestiftet. Absalon havde særlig
Tillid til sin unge Frænde, og for Peder var
Absalon det store Forbillede. Han var med at tage
den forræderske Biskop Valdemar til Fange
(1192), og han var Hovedmand for den
Sendefærd, der bragte Ingeborg (s. d.) til Frankrig
som Filip August’s Brud, men kunde ikke
hjælpe hende, da hun blev forskudt. 1198 anførte
han et Krigstog mod Markgrev Otto af
Brandenburg, der havde været Biskop Valdemar’s
Forbundsfælle; men han blev saaret og fanget;
snart undslap Peder dog ved List. Efter sin
yngre Broder Anders arvede han Værdigheden
som Kongens Kansler (1201). Størst Betydning har
han imidlertid paa det kirkelige Omraade. Det
var ham, der byggede den nuv. Roskilde
Domkirke og Frue Kirke i Kbhvn, og her oprettede
han et Kollegiatkapitel; desuden gav han store
Gaver til flere af de sjællandske Klostre, især
Sorø. — Jakob Sunesøn, f. c. 1170, d.
1246, indtog under Valdemar II en fyrstelig
Stilling paa Møn, hvor han havde Gods, men
vistnok ogsaa var kgl. Lensmand; han kaldtes
i Reglen »Hr. Jakob af Møn«. Ved
Forhandlingerne om Kong Valdemar’s Udløsning af det
schwerinske Fangenskab (1125) fremtræder han
som Danmarks første Mand og maatte gaa i
Borgen for Opfyldelsen af Fredsvilkaarene. Af
hans Børn maa nævnes Datteren Ingerd (s. d.)
og Sønnen Peder Jakobsøn, der blev sin
Farbroder Peder’s Efterfølger paa Roskilde
Bispestol, og, knuget af Rigets Ulykker efter
Valdemar’s Tilfangetagelse, begav sig paa
Pilegrimsfærd, men døde undervejs i Flandern (1225).
(Litt.: F. Hammerich, »En Skolastiker og
en Bibelteolog« [Kbhvn 1865]; F. Bojsen,
»Jakob Sunesøn af Møn« [Kbhvn 1902]; »Dansk
biogr. Leks.«, XVI).
(H. O.). J. O.
Sung, kin. Kejserdynasti 960—1279. Efter
Tang-Dynastiets Fald, 906 e. Kr., opstod en
Række uafhængige Stater rundt om i
Provinserne. Tiden efter Tang kaldes derfor af de
kin. Historieskrivere de 10 Staters ell. de 5
Dynastiers Tid. I N. og V. bemægtigede
tatariske Stammer, kaldet Khitan og Hsia, sig
store Omraader af Kina. De skiftende
Dynastier maatte derfor stadig føre Kampe mod
Tatarstammerne i Egnene om Hoangho,
medens de sydlige og vestlige Dele af Riget kunde
leve i forholdsvis Ro. Efter et halvt Aarh.’s
Kampe samledes Magten igen hos et nyt
Dynasti, det nordlige (906—1127). Dynastiets
første Mand Kejser Tai-tsu (960—975) og hans
Efterfølger Tsai-tsung (976—997)
underkastede sig efterhaanden de 10 Stater og
beherskede hele Riget med Undtagelse af de af
Tatarstammerne besatte Omraader.
Selv om Sung-Dynastiet skaffede Riget en vis
indre Ro og dermed Muligheden for en ny
Kulturs Opblomstring, lykkedes det dog ikke
Dynastiet udadtil at hævde Kinas Magt. Tatarernes
stadige Indfald lod sig som Regel kun afværge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
