Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sturlungar - Sturluson - Sturm, Charles - Sturm, Jakob - Sturm, Johannes v. - Sturm, Julius - Sturm, Paul - Sturmberg, Johann Christoph - Sturmia - Sturm und Drang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
S.-Slægten var Sturla’s Sønner, Þórðr,
Sighvatr og Snorri, og deres Sønner
Sturla Sighvatsson, Þórðr kakali
Sighvatsson, Ólafr hvitaskáld
Þórðarson og Sturla Þórðarson, samt
Sønnesønnen Þorgils skarði Böðvarsson,
der alle hører til Hovedpersonerne i Sturlunga
Saga.
B. Th. M.
Sturluson, se Snorri S.
Sturm [styrm eller sturm?), Charles,
fransk Matematiker, f. i Genève 1803, d. i
Paris 1855. Allerede i en ung Alder flyttede
S. til Paris, hvor Arago, Ampère og
Fourier tog sig af ham. Han arbejdede nogle
Aar sammen med Fysikeren Colladon, og
de to Venner vandt 1827 en af Académie des
sciences udsat Pris for en Afh. om Vædskers
Sammentrykning (offentliggjort i Mém. des
savants étrangers [1834]). Akademiet
prisbelønnede 1834 atter en Afh. af S. og optog ham 1836
som Medlem. 1840 blev han Lærer ved École
polytechnique, og s. A. afløste han Poisson som
Prof. i Mekanik ved Sorbonne. S. har i talrige
ypperlige Afhandlinger i Gergonne’s Annaler,
Bulletin des sciences, Liouville’s Journal,
Comptes rendus o. a. St. behandlet Algebra, den
matematiske Fysiks partielle
Differentialligninger, Geometri, Mekanik, Optik m. m.; hans
berømte Sætning fra Ligningers Teori findes i
Bulletin des sciences (1829). Paa Grundlag af
Optegnelser af S. selv og hans Tilhørere har
E. Prouhet efter hans Død udgivet hans
Forelæsninger ved École polytechnique som de
fortrinlige, meget benyttede Lærebøger Cours
d’analyse de l’école pol. (1857—59) og Cours de
mécanique de l’école pol. (1861).
Chr. C.
Sturm [∫torm], Jakob, tysk Politiker og
Reformator (1489—1553), virkede især i
Strasbourg, hvor han sad i Raadet. Han talte med
stor Kraft Evangeliets og
Samvittighedsfrihedens Sag og arbejdede for Enheden mellem
Reformatorerne. Paa Rigsdagen i Augsburg
1530 var han med til at fremlægge confessio
tetrapolitana. (Litt.: H. Baumgarten, »J.
S.« [Strasbourg 1876]).
A. Th. J.
Sturm [∫torm], Johannes v., tysk
Humanist og Skolemand, f. i Schleiden i
Eifel-Bjergene 1. Oktbr 1507, d. i Strasbourg 3. Marts
1589. Efter at have studeret i Louvain holdt
han en Tid Forelæsninger i Paris, men kom
1537 til Strasbourg, hvor han blev Rektor ved
et Gymnasium, en Stilling, som han beklædte
til 1581, da han blev afskediget p. Gr. a. en
Strid, som han, der var Kalvinist, havde med
Lutheranerne. Den Undervisningsplan, han
gennemførte i Strasbourg, hvorved der lagdes
en overmaade stor Vægt paa den
formelt-retoriske Uddannelse i det latinske Sprog, har
faaet stor Betydning for den højere
Undervisning i Tyskland igennem lange Tider.
H. H. R.
Sturm [∫torm], Julius, lyrisk Digter, f. i
Köstritz i Reuss 21. Juli 1816, d. i Leipzig 2.
Maj 1896. Han studerede Teologi i Jena
1837—41, var derpaa i et Par Aar Huslærer i
Heilbronn og blev saa Guvernør hos Prins Heinrich
XIV Reuss-Schleiz i Meiningen. Senere virkede
han som Præst først i Göschitz, senere i sin
Fødeby. Hans Digtning har en religiøs Farve
— f. Eks. »Gedichte« (1850), »Fromme Lieder«,
»Neue fromme Lieder«. Fremdeles har han bl. a.
udg. »Kinderlieder«, »Immergrün« og
»Aufwärts«. I hans rige Produktion blander sig
ogsaa mere verdslige Toner. Hans følelsesfuldt
bevægede Sind giver hans Lyrik et personligt
Præg. Hans Søn August S., f. 14. Jan. 1852,
Sagfører i Naumburg, har ogsaa skrevet Digte,
der dog adskiller sig fra Faderens ved deres
humoristiske Anslag. (Litt.: Hepding, »J.
S.« [1896]; Hoffmann, »J. S.« [1898]).
C. B-s.
Sturm [∫torm], Paul, tysk Billedhugger, f.
1859 i Leipzig og Elev af Akademierne i Lyon
og Leipzig. Han har vundet Navn ved sine
Bronzer, Plaketter og Medailler (R. Wagner,
Blüthner etc.), hvoraf bl. a. Leipzigs
Kunstindustrimuseum, Berlins Møntkabinet og Dresdens
Albertinum ejer Prøver. 1906 blev han Prof., og
1908 blev han kaldet til Mønten i Berlin. Til Ny
Carlsberg Glyptotek kom Medaillen for
Arkæologen G. Treu.
A. Hk.
Sturmberg [tysk ’∫tormbærk], Johann
Christoph, Billedhugger, f. i Tyskland, d.
i Kbhvn omtr. 1722, udførte for den danske
Regering en Mængde mest dekorative Arbejder i
Stuk, Træ og Sten, deriblandt Christian V’s og
Sofie Amalie’s Marmorsarkofager til Roskilde
Domkirke og det store ornamentale Relief over
Porten til Ministeriebygningen i
Slotsholmsgade. Han var en dygtig Tekniker, ikke blottet
for Fantasi og Smag. Billedhuggeren S. C.
Stanley var hans Elev.
S. M.
Sturmia, se Mygblomst.
Sturm und Drang [’∫torm-ont-’draŋ] (efter
Maximilian Klinger’s Drama »S. u. D.« 1776) ell.
»Genitiden« er Benævnelsen paa Tidsrummet
1763—89 i tysk Litteratur. Det er især Rousseau
med hans Hævden af Følelsernes Ret og hans
Sværmeri for et Liv i Naturen, som paavirker
en Række unge Digtere: Goethe, Schiller, Klinger,
Leisewitz, Lenz, Maler Müller, Wagner,
Schubart, Heinse, Gerstenberg og Stolberg, og faar
dem til over for den filistrøse Oplysning at stille
Lidenskaben i dens Oprør, Frihedstrangen i
dens Ubændighed og det enkelte Individs
absolutte Bevidsthed om sit eget Geni og dets Ret.
Goethe har i »Dichtung und Wahrheit« givet en
livfuld Skildring af hint mærkelige Tidsrum,
som fremkaldte saadanne Hovedværker som
»Götz von Berlichingen« og »Kabale und Liebe«,
men ogsaa Karikaturer af den opr. stillede
poetiske Fordring til Lidenskab og Kraft. »S. u.D.«
satte mange Ideer i Omløb, som genoptoges af
efterfølgende Litteraturretninger. Den romantiske
Skole rendyrkede f. Eks. atter Folkevisen, og hos
Kleist, Hebbel og Otto Ludwig findes en videre
Udformning af det Virkelighedskrav til
Dramaet, Retningens unge Skuespildigtere med saa
stor Heftighed havde fremsat. Saaledes virkede
»S. u. D.« befrugtende og opildnende langt ned
gennem Tiden. (Litt.: Vilmar, »Die
Genieperiode« [1872]; Erich Schmidt,
»Richardson, Rousseau und Goethe« [1875]; M. Rieger,
»Klinger in der »S. u. D.-Periode«« [1880];
J. Minor, »Goethe und Wagner« [1889]; R.
Weiszenfels, »Goethe im »S. u. D.«« [1894];
G. Kecheis, »Dramaturgische Probleme in
»S. u. D.«« [1907]. Udgave af »Die Stürmer und
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
