Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stjernetaage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Overgangen til Gastaagerne har man,
som nævnt, muligvis i de hidtil kendte 7
Taager, der ved Siden af det kontinuerte
Spektrum med Absorptionslinier ogsaa viser de
Emissionslinier, som er karakteristiske for de
egl. Gastaager. Til disse Taager hører ogsaa
Kapskyerne (s. d.), der ikke kan betragtes som
Dele af Mælkevejen, men som meget
uregelmæssige, os relativt nær liggende Spiraltaager.
De gasformede Taager deles i de store
uregelmæssige ell. diffuse og de planetariske S.
De førstnævnte optræder i talrig Mængde, spec.
i Taurus, Scorpius og Sagittarius, og bestaar af
enorme Masser af lysende Materie, som danner
højst uregelmæssige Former og har uskarp,
taaget Begrænsning. De ligger i ell. nær
Mælkevejen og optræder der, hvor Stjernerne staar
tættest. De er ofte fysisk forbundne med
Stjerner af en »tidlig« Spektraltype, aldrig med dem
af »senere« Type og har samme
Radialhastighed som Stjernerne i dem, gennemsnitlig 11 km
pr Sekund. Kapteyn har af Heliumstjernerne i
Orion for Orion-Taagen faaet en Parallakse af
600 Lysaar. Disse uregelmæssige Taager er da
ikke saa langt fjernet fra os som
Spiraltaagerne, og tilhører antagelig vort Fiksstjernesystem.
Den lysstærkeste af disse S. er Orion-Taagen
(M 42). Ved Siden af denne nævnes M 8,
Omega-Taagen (M 17), og den trekløvede —
Trifid-Taagen (M 20), alle tre i Sagittarius, Taagen
omkr. ŋ Carinæ m. fl. Spektret af disse
Taager bestaar af et større ell. mindre Antal lyse
Linier; men hvilke kem. Elementer disse
tilhører, derom ved vi f. T. ikke stort mere, end
da Huggins 1864 saa, at nogle Taager havde 3
grønne Emissionslinier. Den ene af disse er H β
(λ 4861), men Oprindelsen til de to andre (λ
4959 og λ 5007) kender vi ikke; antagelig
skriver disse to Linier sig fra samme Element, da
de viser det samme Intensitetsforhold i alle S.,
medens Intensiteten af H β lige over for disse
to ofte kan variere ganske betydelig fra den
ene S. til den anden. Scheiner og Wilsing fandt
af spektralfotometriske Maalinger, at λ 4959
kun havde Fjerdeparten af Lysstyrken af λ
5007, medens H β snart var svagere, snart
stærkere end disse to, og H β havde ikke overalt i
samme S. den samme Lysstyrke. Saaledes var
der Partier af Orion-Taagen, hvor de to
Taagelinier lyste stærkere end H β, andre Steder,
hvor det omvendte fandt Sted (se Orion).
Foruden de to nævnte Taagelinier og
Dobbeltlinien λ 3727 har man fundet fotografisk over
20 andre, som tilhører os endnu ukendte
Elementer, som samlet benævnes »Nebulium«
(afkortet betegnet ved Nu; Linien λ 4959
betegnes alm. ved N2, λ 5007 ved N1). Disse Linier
varierer betydelig i deres Intensitet fra den
ene Taage til den anden. Ved Siden af disse
har man paavist Vandstof og Helium
(Normallinierne ζ Puppis-Rækken og λ 4686) samt
Kvælstof og Kulstof. Spektroskopet har ogsaa
paavist, foruden Radialhastigheden, at der er
betydelig indre Bevægelse hos disse Taager. En
Ejendommelighed ved disse Taager er, at de
ofte er afgrænset af for det meste
stjernetomme Strøg, og det ser ud, som om den lysende
Gastaage gaar over i en mørk. Saadanne
stjernetomme Egne har man i Amerika-Taagen i
Cygnus (N. G. C. 7000), Trifid-Taagen,
Orion-Taagen og andre.
Fabry har søgt at beregne Temperaturen af
de diffuse Taager, gaaende ud fra, at
Straalingen er en Temperatureffekt, en Forudsætning,
som nok kan have sine betænkelige Sider; enkelte
Forskere har fremsat den Formodning, at
Lysningen skulde hidrøre fra elektriske Kræfter;
i alt Fald f. T. kan man ikke give en paa
fysikalsk Grundlag bygget Forklaring af, at
Gastaagerne lyser. Af Vandstoflinien i
Orion-Taagen fandt Fabry en absolut Temp. af 15000°;
ud fra denne Værdi og af den maalte Bredde
af Nebulium-Linien kom han til det Resultat,
at Dobbeltlinien 3727 (26—29) har en Atomvægt
af c. 3, medens de to andre ser ud til at skrive
sig fra en Substans af lavere Atomvægt. Der
skulde følgelig være to forsk. Elementer i
denne Taage. Hertil er at bemærke, at man ikke
kender noget Element med Atomvægten 3,
Vandstof har 1, saa kommer Helium med 4;
Atomtallet ɔ: Antallet af Elektroner, som
cirkulerer omkring Kernen, er for Brint 1, for
Helium 2. Rækken fortsættes kontinuerlig til
92; der er ikke Plads for et let Element med
ukendt Atomtal.
De planetariske S. er smaa, lysende og
skarpt begrænsede Skiver med som Regel een
ell. fl. centrale Fortætninger; de har faaet
deres Navn efter dette Udseende. De er hidtil
kendte i et Antal af c. 150, og optræder
hovedsagelig i Mælkevejen, de mindste næsten
udelukkende i, de større og største i Nærheden
af Mælkevejen, men ellers temmelig jævnt
fordelt over hele Himmelen. Deres gennemsnitlige
Radialhastighed er større end Stjernernes, og
kan gaa op til 30 à 40 km/Sek. Fotografiske
og visuelle Observationer med de største
Kikkerter har vist, at disse Taager er meget
kompliceret opbyggede. De er snart ringformede,
for det meste ovale, med dels hele, dels
ufuldstændige Ringe, snart uregelmæssige, og deres
Diametre varierer fra 2″ til 3″ (disse kan kun i
de største Kikkerter skelnes fra Stjerner) til 12′
og 15′. Deres Lysstyrke er meget lille, de
lysstærkeste er af 7. (Ringtaagen i Lyren), de
svageste af 15. Størrelse. Ogsaa disse Gastaager
tilhører vort Fiksstjernesystem, da deres
Afstand er af samme Størrelsesorden som de
svagere Stjerners. Saaledes har van Maanen
fundet, at den største af de planetariske S. (N. G.
C. 7293 i Aquarius), hvis apparente Diameter er
c. 15′, har en Afstand af 55 Lysaar. Diameteren
i denne Taage skulde følgelig have en lineær
Værdi af 800 Gange Neptun-Banens
Diameter. Deres Spektrum ligner de diffuse S.’s,
og Intensiteten af de enkelte Linier viser ogsaa
her store Variationer i de forsk. S. Saaledes er
i alle Ringtaager Brintlinien, λ 4686, i det
Indre af Ringen svag og Taagelinien 3727 svag;
men Billedet i Lyset af denne Linie viser stedse
de fleste Detailler. I monokromatisk Lys vokser
Intensiteten i flg. Række: λ 3426, 4686
(ioniseret Helium), Brintlinierne, de grønne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
