Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sprogvidenskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Historie; navnlig igennem Laaneordene kan
meget udfindes om Stammernes Vandringer og
Kulturtrin til forsk. Tider. Mønster arbejder i saa
Henseende er Vilh. Thomsen’s Værker om det
russ. Riges Grundlægning og om Laaneord i
Finsk. Der har ligefrem uddannet sig en Art
sprogvidenskabelig Arkæologi med vigtige
kulturhistoriske og andre Resultater;
Hovedværker er V. Hehn, »Kulturpflanzen und
Haustiere« (6. Opl. 1896), O. Schrader,
»Sprachvergleichung und Urgeschichte« (3. Opl. 1906);
»Reallexikon der indogermanischen
Altertumskunde, Grundzüge einer Kultur- und
Völkergeschichte Alteuropas« (1901, 2. Udg. 1917); J.
Hoops, »Waldbäume und Kulturpflanzen« (1905),
S. Feist, »Kultur, Ausbreitung und Herkunft
der Indogermanen« (1913). Bl. S.’s Triumfer i
19. Aarh. fortjener at nævnes Tydningen af
Hieroglyfferne og af de forsk. Slags Kileskrift;
herved var Tilstedeværelsen af de samme
Indskrifter i to eller flere Sprog til stor Hjælp, og
mange Forskeres Arbejder førte Skridt for
Skridt til den fuldstændige Læsning; men de
gammeltyrkiske Orkhon-Indskrifters Gaader
løstes med et Slag ved Enkeltmands Geni (Vilh.
Thomsen, 1893).
S.’s Historie. Videnskabelig Beskæftigelse
med Sprogene kan paavises i meget tidlig Tid.
Kineserne har allerede før vor Tidsregnings
Begyndelse udførlige Ordbøger. Assyrerne
forfattede Lister over Ord og Stavelser med
grammatiske Forklaringer. Blandt vor egen
Sprogæts Folk rager her Inderne
overordentlig højt op, og den indiske grammatiske
Forskning har haft stor Betydning for 19.
Aarhundredes Videnskab. Det var Beskæftigelsen
med de gl hellige Hymner, især Rigveda, der
vakte Opmærksomhed; hver Enkelthed i dem
overleveredes med andagtsfuld Troskab og
studeredes med stor Nøjagtighed. Vi finder hos
Inderne en omhyggelig, i Enkeltheder gaaende
Lydlære, med systematisk Opstilling og
Beskrivelse af alle i Sproget forekommende Lyd og
deres Overgange i Bøjning og ved Orddannelse.
Særlig maa fremhæves, at man ikke alene
studerede Lydene i de enkeltstaaende Ord, men
ogsaa de Ændringer, de undergik, naar
Ordene udtales i Sammenhæng (sandhi). Hvert
Ord opløstes i sine Bestanddele: Rod,
stammedannede Tillæg og egl. Bøjningsendelser; der
gaves nøjagtige statistiske Undersøgelser over
hvert Elements Forekomst. Ved Opstillingen af
Rødderne og Ordenes Fordeling paa dem gaves
de første, yderst værdifulde Bidrag til virkelig
Etymologi. Det vigtigste Værk er Panini’s
Grammatik, der er blevet kaldt »den
fuldstændigste Grammatik, der eksisterer for noget Sprog,
dødt eller levende« (se indisk Filologi).
Helt forskellig herfra er Grækernes S.
Filosofferne drøftede ivrig, om Sproget var
opstaaet ved naturlig Udvikling (φύσει) eller
kunstig, konventionelt (θέσει). Bedst kendt er
Behandlingen i Platon’s »Kratylos«, hvori der
gives en Række rent barnlige Ordforklaringer,
der udelukkende beror paa Gætværk og tit
nærmest minder om »Brandere«. Hos Aristoteles
finder vi en Begyndelse til Adskillelsen i Ordklasser
og til Læren om Ordkøn og Bøjningsformer.
Stoikerne udviklede dette videre og gav bl. a.
de forsk. Kasus (πτώσεις, »Fald«) Navne, der
gennem lat. Oversættelser ligger til Grund for de
endnu brugte. Af Betydning var senere
Alexandrinernes filol. Syslen med de gl. klassiske Skr.
Romerne bragte ikke S. synderlig videre; de
synes væsentlig at have fulgt de senere græske
Grammatikere ret slavisk, undertiden endog
med Misforstaaelser, som naar αιτιατική,
oversættes accusativus, som om det kom af
αιτιαομαι »jeg anklager« (accuso) og ikke af
αιτιατός; »paavirket«. Dog faar Romernes
Behandling Betydning for os ved at hente Eksemplerne
fra Latin og ved at bevare og forklare en
Række ellers tabte Ord. Til stor Skade for Datidens
Betragtning var det, at alle andre Sprog end
Græsk og Latin betragtedes som barbariske, der
ikke fortjente Studium. Middelalderen betegner
snarere Tilbagegang end Fremskridt. I
Begyndelsen af den ny Tid finder vi talrige Arbejder om
Enkeltsprog, men kun lidet gøres der for
systematiske sammenlignende Undersøgelser. Den
taabelige Idé, at alle Sprog skulde nedstamme
fra Hebraisk, stifter længe stor Forvirring.
Filosoffen Leibniz betegner en sundere
Retning m. H. t. Etymologiseren og Klassificering;
som andre af hans Samtidige interesserede han
sig ogsaa for Problemet om et Verdenssprog.
Af værdifulde Værker fra 17. og 18. Aarh. skal
kun nævnes de store, men ukritiske
Materialsamlinger af Ord og Prøver fra alle kendte
Sprog, især af Pallas (1786, 1791) og Hervas y
Panduro (1784, 1800—05), der kulminerer i
Adelung’s Mithridates (1806—17). D. Jenisch’s
»Philosophisch-kritische Vergleichung und
Würdigung von vierzehn Sprachen Europas« (1796)
er en sammenlignende Vurdering af Sprogenes
Skønhed og Hensigtsmæssighed, altsaa ikke
Sprogsammenligning i moderne Forstand,
hvorved man vil undersøge Sprogenes indbyrdes
Slægtskab og historiske Udvikling. Hertil
findes kun spredte Antydninger, før den i
Begyndelsen af 19. Aarhundrede dukker op
omtrent samtidig paa forskellige Steder.
Fremragende er fremfor alle R. K. Rask, der
klart saa, at Sprogbygningen, altsaa alle
grammatiske Forhold, kommer i Betragtning i langt
højere Grad end de enkelte Ord ved
Bestemmelsen af Slægtskabsforhold, og som selv med
genialt Skarpblik anviste en Mængde Sprog deres
rigtige Plads i de forskellige af ham undersøgte
Ætter. I Udlandet var det navnlig Opdagelsen
af Sanskritsprogets Betydning, der gav
Stødet til S.’s vigtigste Fremskridt; efter
Forarbejder især af W. Jones og Fr. v. Schlegel blev
det Franz Bopp, der her slog igennem og
ved sine sammenlignende grammatiske
Arbejder over de indoeuropæiske Sprog for lange
Tider bestemte Udviklingens Gang og Retning.
Samtidig arbejder Jacob Grimm, der
under stærk Paavirkning af Rask skriver sin
store »Deutsche Grammatik« omfattende alle
de germanske Sprog og med Hovedvægten lagt
paa den hist. Udvikling af de enkelte Former.
I Bopp’s og Grimm’s Fodspor vandrede en
stedse øget Skare af Forskere, især i Tyskland;
af den ældre Slægt skal her kun nævnes A. F.
Pott. Efterhaanden oprettedes Lærerpladser i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
