Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skalgrus - Skálholt - Skalk - skalke - Skalkografi - Skallagrímr Kveldúlfsson - Skallagrímsson - Skalle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dyr. Sammenkittes Skallerne til en Kalksten,
fremkommer den saakaldte Skalgruskalk.
S. forekommer f. Eks. i det østlige Skaanes
Kridtomraade.
J. P. R.
Skálholt [’ska^u.lhålt], en Gaard i det
sydlige Island i Egnen Biskupstungur, i lang Tid
(1056—1796) Bispesæde; S. spiller derfor en stor
Rolle i Islands Historie. Biskop Gissur
Isleifsson (1082—1118) skænkede sin Fædrenegaard S.
til Kirken, for at der kunde oprettes et fast
Bispesæde paa Island; da der 1106 oprettedes
en anden Bispestol i Hólar paa Nordlandet,
kom Landets tre andre Fjerdinger til at børe
under S. Allerede Islands første indfødte
Biskop Isleif ur Gissurarson holdt Skole paa S. til
Uddannelse af gejstlige; en fast Latinskole blev
først oprettet 1553, men den blev 1785 flyttet
til Reykjavik, fordi Bygningen var bleven
ødelagt af Jordskælv. I nogen Tid var der her
ogsaa et Bogtrykkeri (1685—99), men det blev
atter flyttet til Hólar, hvor det egl. hørte til.
Mange Begivenheder har tildraget sig i S. 1433
blev Biskop Jón Gerriksson, en Eventyrer, som
med sine Svende i nogle Aar havde huseret
slemt paa Island, greben foran Alteret i
Domkirken i fuld Skrud, puttet i en Sæk og druknet
i den nærliggende Brúará; her blev ogsaa 1539
den kgl. Foged Didrich v. Minden, som havde
haanet Stedets Biskop Ogmundur Pálsson,
dræbt med alle sine Svende, og 1550 blev
Islands sidste katolske Biskop Jón Arason
halshugget i S. med sine to Sønner. S. har ofte
været hjemsøgt af Ildsvaade, 1309 og 1526
brændte Domkirken og 1630 hele Bispesædet
(13 Huse) med Bogsamling, sjældne
Manuskripter og Arkiv. S. betragtedes i fl. Aarh. som
Islands Hovedstad og var især i de kat. Bispers
Tid Midtpunktet for det aandelige Liv og den
gejstlige Magt. S. havde dengang mange
Indbyggere og mange Bygninger, saa at det
dannede en lille By; nu er hele Herligheden
fuldstændig forsvunden, og S. er ikke andet end en
større Bondegaard (Litt.: Kr. Kaalund,
»Island« I [Kbhvn 1877]; B. Th. Melsted,
»Íslendinga saga« III; G. Magnusson, »Skálholt«
i »Skirnir« [Reykjavik 1905]; Billeder i
»Eimreiðin« XXVI [Reykjavik 1920]).
(Th. Th.). B. Th. M.
Skalk, et fællesgermansk Ord, hvis ældste
Bet. haves i got. skalks, Tjener (skalkinon,
tjene). Betydningen »Tjener« findes endnu i
Ordsprog hos Peder Laale og i
Sammensætningen Øjenskalk samt i de fr. (opr. germ.)
Laaneord maréchal (»Hestebetjent«) og
sénéchal (af got. sinista, ældst). I de senere
germanske Sprog har Ordet faaet Betydningen
»nedrig Person«, »Slyngel« (hos Peder Laale
ogsaa: »Fraadser«); i nyere Tid er denne Bet.
dog som oftest blevet mildnet til »Spøgefugl«
o. l. (»Nej, se den lille S., hvor han gør høje
Sving« [Wessel], »have en S. bag Øret«).
V. D.
skalke, en Luge kaldes det paa forsk. Maade
at sikre sig, at Lugen er tæt, og at Søen ikke
kan slaa den løs, saa Vandet kan trænge ned
i Lasten.
C. B-h.
Skalkografi (af gr. σκαλευν, indridse), en
Slags Højætsning, opfunden i Tredserne i
sidste Aarh. af en dansk Mand, Xylograf J. C.
Nielsen i Kbhvn. S. fremstilles paa den Maade,
at en poleret Zinkplade overdrages med et
Kridtlag, i hvilket en Tegning indridses med
en Horn- ell. Benspids. De blottede Steder af
Zinkpladen dækkes med en Klister, der er i
Stand til at modstaa Ætsevandet, hvorefter
Kridtlaget fjernes. Pladen behandles derefter
saa længe med den ædende Vædske, til
Tegningen staar som et Relief over Grunden. S. fik
ingen praktisk Bet., og den moderne Kemigrafi
har helt gjort det af med den.
E. S-r.
Skallagrímr Kveldúlfsson, islandsk
Landnamsmand, død omtr. 934. Da Harald
Haarfagre undertvang Norge, var S. hos sin Fader
Kveldúlfr, en mægtig Mand i Fjordene i
Norge. Broderen Þórólfr blev Kongens
haandgangne Mand, men p. Gr. a. Bagvaskelse
og overmodig Optræden blev han dræbt af
Kongen. Dette bevirkede et uforsonligt Fjendskab
mellem Kveldúlfr og hans Afkom paa den ene
og Kongeslægten paa den anden Side. Kveldúlfr
og S. hævnede Þórólfr ved at dræbe to af
Kongens Fættere og fl. af hans Hirdmænd.
Derpaa sejlede de med hele Familien til Island omtr.
878. Kveldúlfr døde undervejs, men S. tog hele
Borgarfjorden i sin Besiddelse og byggede
Gaarden Borg. I Egils-Saga skildres, hvorledes
denne dygtige Mand, der var en af Landets
første Nybyggere, undersøgte Landet, byggede
fl. Gaarde og benyttede Landets Hjælpekilder,
Agerbrug, Kvægavl, Faareavl og Fiskeri. Om
Vinteren foranstaltede han Lege, hvori han var
en meget ivrig Deltager. S. var Digter, og nogle
af hans Vers findes endnu bevarede. Hans Søn
var den bekendte Digter Egill Skallagrimsson.
(Litt.: Egilssaga, Landnámabók).
B. Th. M.
Skallagrímsson, se Egil
Skallagrímsson.
Skalle (Leuciscus), en Slægt af
Karpefiskenes Familie. Legemet er mere ell. mindre
langstrakt, sammentrykt og dækket af temmelig
store Skæl; baade Ryg- og Gatfinne er korte,
uden nogen savtakket Straale fortil; ingen
Skægtraade ved Munden. Denne Slægt omfatter
omtr. 100 Arter, udbredte over baade den gl.
og den ny Verdens tempererede Zone; i
Danmark forekommer 4 Arter:
Den alm. S. ell. Graaskallen (ved Nips
Aa: Bundskalle), norsk Mort (L. rutilus),
kendes paa, at der er 40—45 Skæl langs Sidelinien,
og (fra Rudskallen) paa, at dens Rygfinne
begynder over Bugfinnernes Rod. 5—6 Tænder
paa hvert Svælgben, siddende i en enkelt
Række; den forreste Tand kegleformet; de øvrige
noget sammentrykte, til Dels savtakkede og
med kroget Spids. Ryggen olivengrøn, Siderne
sølvgraa med et blaaligt Skær, Bugen gulhvid;
de øvre Skæl med en grønlig Plet ved Grunden;
Brystfinnerne gullige, Bugfinnerne og Gatfinnen
røde. S. bliver 37,5 cm lang og naar en Vægt
af 0,5 kg. Den er udbredt over hele Europa N.
f. Alperne (med Undtagelse af Irland samt det
vestlige og nordlige Norge), forekommer
dernæst i det asovske og det kaspiske Hav samt i
hele Sibirien. Ved den sv. Østersøkyst gaar den
ud i Skærgaardene, ligesom den er alm. i den
finske og den bottniske Bugt. I Danmark
findes den næsten i alle Søer og Aaer samt i de
vestjyske Fjorde og i Randers Fjord. S. er en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
